Puha. At have en bipolar diagnose af typen blandingstilstand er pokkers hårdt. Aldrig ved jeg hvordan jeg har det. Det går fra en på det nærmeste manisk tilstand, en eufori, til det dybeste dyb, hvor tanken falder på selvmord, selvhadet er enormt og følelsen af at ingen kan lide mig, at folk hellere så mig hen hvor peberet gror. Det er hårdt. Når jeg er længst nede, skriver jeg nogle uheldige sms’er til dem der rent faktisk, af alle, gider mig og vil hjælpe mig. Men i mit hoved kredser tankerne om, at alle hader mig, at ingen gider mig, orker mig, at nu bliver jeg smidt ud fra mit bosted. Midt i al det ser jeg for mig, hvordan jeg gør klar til at hænge mig selv, tage en overdosis, kort sagt: hvordan jeg kan komme væk fra det følelsesmæssige helvede jeg sidder midt i. Når jeg har det sådan ryger jeg i konflikt med personalet på mit bosted, jeg føler ikke at de forstår mig og jeg bliver ekstremt vred og udadreagerende. Jeg er nogle gange helt oppe i ansigtet på dem og bliver som oftest, efterfølgende, bange for mig selv. Det er belastende at leve i denne følelsesmæssige rutsjebane som denne blandingstilstand er. Mit humør kan skifte fra time til time, når jeg mindst venter det. Heldigvis er de så rummelige på mit bosted som de siger, men når jeg har det allerværst tror jeg ikke på det og selvom det er her at det er allervigtigst at jeg har tillid til dem, så er det, desværre, ikke tilfældet.
Jeg ved at der er lang vej endnu…jeg kæmper…ikke at alle kan se det, men jeg ved det.