Jeg vågner midt om natten og kan se, at min hoveddør står åben. Jeg har det sært. Selvom lejligheden er helt mørk, kan jeg skimte at døren står åben, og jeg synes at kunne høre nogle hviske i stuen. Det er ikke rart. Så får jeg nogle stærke flashbacks til at jeg har været oppe hos min overbo. Han holdte fest da jeg gik i seng, og spillede meget høj musik. I mine flashbacks har jeg været oppe og banke på hos ham. Jeg var sur. Det kommer i glimt. Jeg kan huske noget med, at der var mange til festen, og at de troede at også jeg havde været i byen. Jeg lignede en, der var påvirket af et eller andet.
Jeg stiger ud ad sengen, uden at larme. Hvis det er indbrudstyve, så skal de ikke høre mig. Inden jeg når at få tøj på, står de i mit mørke soveværelse. Det er min overbo. Jeg kan genkende ham, selvom jeg har aldrig set ham før denne nat, det er ikke længe siden han flyttede ind. Han har en veninde med sig. De ser meget bekymrede ud.
Jeg har det stadig sært, bliver lidt bange af at se dem være så nervøse og bekymrede. De ser ud til at være bekymrede på mine vegne. Jeg ryster. Konstant en gnavende angst i kroppen uden egentlig at mærke angst. En meget ambivalent, opslidende følelse og en følelse jeg har haft for mange år siden.
Nu får jeg nogle sorte huller. Jeg ved ikke hvad der er sket i disse perioder. Det er som at hoppe i tiden, og være bange for om man har gjort nogen, eller mig selv, fortræd. Det næste jeg husker er, at vi er på Hovedbanegården. Jeg er blevet væk fra dem – min overbo og hans veninde, der helt klart er med for at hjælpe mig. Der er noget i vejen. Jeg prøver at huske hvordan vi er kommet her. Folk kigger meget mærkeligt på mig. På en måde som jeg har oplevet for mange år tilbage.
Jeg føler at jeg går og snakker højt, og at alle ser på mig som om jeg er pisse vanvittig. Det gør mig bekymret. Flere huller hvor jeg ikke ved hvad jeg har sagt og gjort. Jeg prøver at finde min nabo, for han er mit holdepunkt, nu hvor jeg godt kan mærke, at jeg er ved at blive skør i hovedet. Følelsen af at jeg går og snakker, genkender jeg som stemmer i hovedet. Onde stemmer, der kommenterer på alt omkring mig. I det mindste taler de ikke om selvmord endnu.
Det er midt om natten, og svært at vurdere hvor længe vi har været væk fra Roskilde. Jeg har fundet mig et lidt roligere sted på Hovedbanen, og prøver at tænde en cigaret, på trods af at det snart er 7 måneder jeg stoppede. Jeg har ingen medicin på mig og jeg er blevet meget, meget bange.
Jeg bliver prikket på skulderen. Vender mig nervøst om. Det er min nabo og hans veninde.
Det næste jeg husker er et kort glimt af, at vi sidder i toget uden at jeg kender destinationen. Der er kulsort udenfor og vi sidder i en tom kupé. Sådan husker jeg det da jeg tænker tilbage, mens vi nærmer os psykiatrien i Roskilde. Nu er jeg meget dårlig. Jeg kan ikke finde ud af hvad der sker og har brug for at en holder mig om armen konstant, for at berolige mig. Jeg er bange for at jeg slår mig selv ihjel uden at det er min intention. Vi går. Jeg føler at vi flyver. De siger til mig, at vi er på vej til hospitalet Fjorden, for jeg er vist blevet psykotisk. Det lyder på en måde meget rigtigt, men jeg føler mig ikke psykotisk, heller ikke selvom jeg godt ved, at det er jeg. Jeg har svært ved at sætte det hele sammen. Både fordi der er så mange sorte huller, men også fordi det er svært for mig at indse at jeg enten er på vej til, eller allerede har fået det så dårligt, at jeg faktisk skal indlægges.
Realiteten rammer og jeg begynder at græde. Min overbo holder mig stadig om armen, som jeg enten har bedt ham om, eller han selv har vurderet er bedst for mig. Jeg prøver at mærke efter om jeg går og snakker, eller om det er stemmerne i hovedet der snakker. Et velkendt fænomen hos mig når jeg er psykotisk, ikke at kunne finde hoved og hale i om det er mine stemmer i hovedet, mig selv, eller andre omkring mig, der snakker. Grædende, fortvivlet og meget bange for hvad der sker i de sorte huller, prøver jeg at fastholde en form for jordforbindelse, så jeg ikke flyver ud i fantasiverden. Dér hvor det er så forbandet svært at finde hjem igen.
Endnu et sort hul.
Det sidste jeg husker er, at jeg er indlagt.
Og så vågner jeg.
Jeg åbner langsomt mine trætte øjne og tørrer søvnen væk. Synes at ane at min hoveddør står åben, og har lige en 4-5 minutter, hvor jeg prøver at huske om jeg virkelig har været oppe og banke på hos overboen, eller om det var en del af min drøm. De var i fuld gang med en fest da jeg gik i seng.
De sorte huller fra drømmen har jeg også når jeg er psykotisk. Huller hvor jeg ikke ved hvad jeg har lavet. Og så begynder det at vende tilbage som korte deja-vu og lange flashbacks. Jeg har haft det dårligt i et par dage, og denne drøm virker så realistisk for mig. Måske er det en lille advarsel fra min underbevidsthed til mig selv. Drømmen kunne let være virkelighed, da oplevelserne i drømmen er de spæde tegn til at en psykose er undervejs.
Det er et mareridt, som jeg har haft i mange forskellige former siden min debutpsykose for næsten 10 år siden. Så dårligt vil jeg aldrig have det igen. Skrækkelige hallucinationer af dæmoner og døden, der jagter mig. Pågående og skræmmende stemmer, der fokuserer meget på døden. Ind og ud af en meget virkelig fantasiverden, hvor det er meget svært for mig at finde vej tilbage. Og mange vrangforestillinger, som gør det svært at have nogen som helst form for kontrol eller realitetssans.
Jeg tager dette mareridt som et tegn på at jeg bør slå bremsen lidt i, og passe ekstra godt på mig selv.
Jeg vil beskrive de psykoser jeg har været igennem som skrækindjagende. Hvis du vil vide hvordan det føles, så lad mig beskrive det: Forestil dig, at du ikke kan stole på dine sanser. Du ved ikke om det du ser foran dig er virkeligt, eller noget som ingen andre kan se, høre og opleve. Angsten sidder dybt i kroppen. I mine psykoser har jeg været ræd for at alle omkring mig ville slå mig ihjel. Jeg troede at de dagdrømme jeg havde om at blive parteret eller slagtet, var uundgåeligt. Jeg kunne ikke stole på nogen, ej heller familie eller venner. Jeg var sikker på at de alle var ude på at ende mit liv på meget blodig facon. Jeg gik med en konstant frygt, og skulle dopes med medicin for overhovedet at sove. At være psykotisk var for mig alle mine værste mareridt samlet i hovedet, og jeg havde aldrig fred. De 3 stemmer jeg hørte under min debutpsykose var utroligt virkelige for mig, noget jeg ikke havde kontrol over. Jeg havde sjældent fred fra dem og deres onde tilgang til mig og mine omgivelser.
Men min oplevelse af at være psykotisk var ikke kun en konstant frygt og pine. Jeg havde også lidt pudsige vrangforestillinger, såsom at jeg var en reinkarnation af Jesus, og at mit formål med indlæggelsen var, at hjælpe andre patienter. Jeg var overbevist om, at jeg havde overnaturlige kræfter, og at jeg virkelig kunne hele mennesker i pine.
Min sygdom indebærer en del paranoia, og det er klart værst når jeg er psykotisk. Jeg har blandt andet haft en vrangforestilling om at have en mikrochip plantet i hjernen, så dem der overvågede mig konstant kunne følge mig. Jeg havde ingen tanker for mig selv. Jeg var aldrig alene. Jeg havde aldrig en pause.
Jeg var bange for at tænke. Tænkte jeg for meget over et scenarie, så blev det jo nok virkeligt. Det bedste eksempel er da jeg var sikker på at jeg havde startet tredje verdenskrig. Jeg alene var skyld i millioner af menneskers død og elendighed.
Mine erfaringer med at være psykotisk, kan helt kort beskrives som, at linjen mellem fantasi og virkeligheden helt udviskes. Kan det tænkes, fantaseres, så kan det også manifesteres. Alt kan ske og der er ingen grænse mellem drøm/mareridt og virkelighed.
Ulige mit mareridt i nat, så vågner man ikke sådan lige fra det vågne mareridt, en psykose er. Min første psykose varede måneder. Heldigvis var i nat en drøm, et mareridt. Og jeg er okay i dag.