Kan man være bange for at leve? Det mener jeg sagtens man kan. Siden mine teenageår for mange år siden har jeg hørt Back To Back og de har lavet en sang der netop hedder “Bange for at leve” . En sang jeg hører meget for tiden. Den er ekstremt sigende i forhold til hvordan jeg har det i denne tid. ” Jeg går i mørket, er bange for mig selv. Er det mon vejen, vejen der slår ihjel?” Og “Først nu forstår jeg, først nu der kan jeg se, at der er andre der ved hvad der kan ske, når man har mistet grunden der skal til for at leve.” Som mit liv ser ud i dag, ja, så har jeg mistet grunden der skal til for at leve. D. 25/9-2014 faldt min kæreste igennem 15 år om med hjertestop og 2 døgn senere døde han, 7 timer efter respiratoren var slukket. Jeg mistede min bedste ven, min elskede, min soulmate og livsgnisten har været slukket siden. Udadtil spiller jeg et spil, for at ingen skal se den smerte jeg står med, den totale mangel på lyst til livet jeg står med. Alle siger at jeg “bare” skal finde meningen med livet, noget der interesserer mig. Men jeg har ikke lyst. Hele tiden kører der et billede af, hvordan jeg afslutter livet. P.t er jeg indlagt på psykiatrisk afdeling. Hertil aften har jeg spillet kort og ja, det er hyggeligt, men “filmen” kører konstant. Jeg har været ved min psykolog i dag og hun var meget bekymret. Aldrig har hun set mig så dårlig i de 1 1/2 år hun har kendt mig. Hun har åbnet op for et samarbejde med afdelingen. Min psykolog er nok noget den eneste jeg har, som jeg føler, at jeg kan fortælle alt og som vitterlig vil hjælpe mig. For ja, de hjælper mig her på afdelingen, men lige pludselig, og jeg er bange for at det er før end jeg kontrollerer selvmordstankerne og ikke omvendt, udskriver lægen mig. Som det er lige nu ved jeg ikke hvad jeg ønsker, håber… jeg ved bare at jeg er Bange For At Leve.
