De kloge, altså fagfolk har ofte sagt til mig at diagnosen var et redskab til at finde den rette behandling.
De har ofte sagt at den ikke betyder noget og at jeg skal kaste den væk, for diagnosen er ikke mig men kun et ord der fortæller hvad jeg har brug for.
Dét at den ikke betyder noget for mig som person er desværre ikke en sandhed. Diagnosen påvirker andre aspekter i mit liv end bare behandling og det er lige netop dét som jeg vil fortælle lidt om i dette blogindlæg. Jeg ville ønske at diagnosen ikke påvirkede andre ting i mit liv men det er desværre en sandhed som ikke er til at undgå.
Jeg ved udemærket godt diagnosen måske betyder noget i forhold til de ting jeg nu vil skrive om, men jeg syntes desværre at der er en uretfærdighed i hvordan man bliver mødt.
Jeg tog mit kørekort for snart 7 år siden med en anden diagnose i baggagen. Dengang blev min læge erklæring sendt ind til embedslægen som skulle tage stilling til om jeg måtte få et kørekort.
Jeg ventede dengang knap 2 måneder før lægen kom med sin dom. Jeg fik et kørekort der skulle fornyes efter 5 år da man skulle se om sygdommen udviklede sig.
Indenfor de 5 år skiftede lægerne min diagnose til paranoid skizofreni hvilket jeg ikke tog så tungt for lægerne havde sagt at det ikke betød andet end at min behandling blev ændret men desværre var dette ikke helt sandheden. Da de 5 år var gået og jeg skulle søge om nyt kørekort blev min læge erklæring igen sendt ind til embedslægen. Det tog en evighed før der var svar, ja tror der gik 4 måneder før der var svar, 4 måneder hvor jeg var rastløs og bekymret. Mit kørekort var det eneste jeg følte at jeg havde opnået i mit liv som var stort.
Jeg tjekkede postkassen flere gange i løbet af dagen i håb om at der var et svar men jeg blev skuffet hver eneste gang.
Da der endelig var svar fra embedslægen blev jeg skuffet og frustreret, han havde kun godkendt mit kørekort i 2 år før jeg igen skulle søge, begrundelsen var min diagnose.
Jeg følte mig uretfærdigt behandlet, for hvorfor skulle en diagnose betyde så meget, hvorfor skulle jeg søge igen, kunne de ikke bare have givet mig et kørekort der først skulle fornyes når jeg blev gammel og usikker i trafikken. Nu står jeg igen og venter på at mit kørekort bliver godkendt. Min egen læge sagde at jeg ikke skulle bekymre mig men indtil videre er der gået 3 måneder og jeg har intet hørt. Jeg frygter at de fratager mig mit elskede kørekort fordi jeg har min diagnose i rygsækken. Jeg går stadig og tjekker postkassen og min e-boks i håb om at der er et svar men igen bliver jeg skuffet hver gang og frygten bliver værre for hver dag der går.
Et område hvor min diagnose åbenbart betyder meget er indenfor forsikringer. Da jeg ligesom var nået frem til at det nok var nødvendigt at få nogle forsikringer kontaktede jeg et forsikrings selskab. Jeg havde besluttet mig for at jeg både ville have mig en indbo forsikring samt ulykke og livs forsikring. Jeg havde ikke regnet med at min diagnose ville betyde noget men det gjorde den desværre. De spurgte til sygdomme og jeg var ærlig og fortalte at jeg havde skizofreni hvilket jeg egentlig godt kan fortryde den dag idag men som det ærlige menneske jeg nu engang er så fortalte jeg dem det. Beskeden var at jeg sagtens kunne få en indbo forsikring, det var intet problem men det var noget andet med ulykke og livs forsikring. Jeg fik afvide at fordi jeg havde min diagnose så ville de ikke give mig hverken den ene eller anden. Jeg fik aldrig et dybere forklaring end dét. Selvom jeg var frustreret måtte jeg tage hvad jeg kunne få. Jeg prøvede flere gange at kontakte dem i håb om at de havde ændret mening men nej, beskeden var stadig at jeg ikke kunne få livs og ulykke forsikring. Jeg valgte senere at skifte forsikrings selskab hvor jeg fik afvide at jeg sagtens kunne få en ulykke forsikring men ingen livsforsikring pga. min diagnose.
Et andet sted hvor diagnosen åbenbart betyder enormt meget er det kommunale system.
Jeg oplever en øget opmærksomhed på min diagnose hos jobcenteret og voksen service. Igen er lægens ord noget vrøvl for selvfølgelig er diagnosen alt overskyggende.
Da jeg havde min gamle diagnose lå det ligesom i kortene at jeg ville blive rask og at jeg sagtens ville kunne varetage et arbejde som “normale” mennesker men da jeg fik en anden diagnose var dette slet ikke på tale. Det er som om min nye diagnose har ændret hele billedet, nu er der ikke længere en intention om at sende mig ud på arbejdsmarkedet igen men i stedet give mig ro til at få det bedre hvis dette altså kan lade sig gøre. Snakken om hvor skrøbelig og sårbar jeg er, fylder en del mere nu og om det er min diagnose der har medvirket til dette ved jeg ikke men jeg har en mistanke om dette. Jeg bliver mødt på en helt anden måde af systemet nu end tidligere, selvom dette er helt okay med mig så er der stadig en undren over at et diagnose skift kan gøre så meget.
I psykiatrien oplever jeg også en ændring. Tidligere var der ikke meget behandling på tegne brættet og medicin var nok det mindst vigtige at have fokus på.
Men nu hvor jeg har en anden diagnose bliver jeg mødt anderledes, nu er der meget fokus på medicinen, der er meget fokus på at øge min livs kvalitet på den ene eller anden måde.
Jeg bliver mødt med en anden form for omsorg og behandling end tidligere hvilket er tankevækkende, tænk at en diagnose kan gøre så meget forskel.
Medicinen er meget i fokus, det er en erfaring de har i psykiatrien, at en med min diagnose skal behandles med medicin, men der er ikke terapi i sigte selvom dette måske i virkeligheden kunne være med til at rykke noget indeni mig. Min diagnose er både himmel og helvede i alt det her behandling.
Jeg oplevede at den måde jeg blev mødt på tidligere kontra hvordan jeg bliver mødt nu er markant anderledes. Når jeg var indlagt oplevede jeg tidligere en form for afstand til personalet, jeg blev set som et problem der ikke skulle have opmærksomhed, hvor jeg nu får langt mere opmærksomhed når jeg er indlagt.
Det er tankevækkende hvor meget en diagnose kan påvirke alting omkring en selvom de kloge siger at den ikke betyder andet end den rette hjælp.