Har jeg givet op, fordi jeg har sagt fra? Bliver min familie nu skuffet? Hvad med alle andre omkring mig? Jeg var jo så stolt. Jeg troede virkelig jeg ville kunne klare den her.. Jeg kæmpede så meget, for bare at blive nogenlunde klar til skole igen. Igennem næsten hele min sommerferie, har jeg stadig stået op om morgenen, jeg har stadig udfordret mig selv.. jeg gjorde alt rigtigt, men alligevel var det ikke nok.. og det gør ondt helt ind i min knoglemarv.
Hvad siger man lige? Jeg kunne bare ikke. Jeg kan ikke, og jeg ved ikke om jeg nogensinde vil kunne mestre det at gå i skole. Rigtig mange ting bliver revet op i, både i tiden fra . min folkeskole – med kolossal mobning. Men også i.f.t. forventningerne til mig selv som person.
Jeg har haft en sindssyg lang uge og jeg har nok lært mere på denne her uge, end jeg har gjort det sidste år. Jeg har virkelig forstået vigtigheden af erkendelse og accept. Jeg kan ikke blive ved med at bruge mottoet ’’jeg kan hvad jeg vil’’ FOR NEJ MANJA, DET KAN DU ALTSÅ IKKE. Ikke når det er med helbredet som indsats. Man skal ikke tabe noget, i jagten på ens drøm. Det skal man bare ikke.. Men det gjorde jeg. Jeg tabte mig selv. Jeg HAR tabt mig selv.. og ingen nåede at gribe mig før jeg faldt, for jeg sagde det ikke højt. Jeg havde simpelthen ikke stolthed nok til at bryde sammen, før min mormor så lige igennem mig og spurgte om det nu ikke var på tide med en pause.. og jo. Det var det..
Jeg er bundærligt gået 25 skridt tilbage i kampen med min angst, i jagten på at skulle fuldføre og bevise en hel masse. Men hvad er det jeg skal bevise? Og for hvem? Ja ingenting og ikke nogen. Jeg startede på min første uddannelse som 17-årig og den yngste på hele skolen. Jeg gennemførte med 10 som afsluttede karakter. Jeg havde på daværende tidspunkt både et massivt misbrug, men jeg var også i en periode meget meget syg og indlagt. Trods det tog mig lidt længere tid, blev jeg færdig. For det var det hele værd. Alle kampene, al sved, blod og 1000.000 tårer.. Jeg brænder for det her fag, så hvorfor skal jeg læse videre? Hvorfor skal jeg presse mig selv og min krop SÅ langt, at alt andet er ligegyldigt? Jeg ved det ikke. Jeg aner det ikke.
Jeg har vidst allerede på mine 23 år, bevist det jeg skal bevise. Både overfor mig selv men også overfor omverden. Jeg ved godt hvad jeg vil, jeg ved hvad jeg vil opnå og hvad jeg brænder for. Det behøver jeg ikke 8 års skolegang for at nå. Jeg skal lave noget som giver mig og mit liv kvalitet, ikke noget som jeg vil bare fordi det er lidt højere lønnet eller mere faglig tungt.
Jeg kan slet ikke alt det jeg gerne vil, men det har jeg fået besked på ikke at måtte fokusere på. Jeg skal blot acceptere det, have fokus på alle de ting jeg er rigtig god til og mestre til UG.
Imens jeg sidder og skriver alt det her, bliver jeg bare ved med at fortælle mig selv at det er okay, ikke at være okay.. Jeg er knækket. Som en gren der knækker midt over. Det tager tid. Det her kommer til at kræve mod. Overskud. Gejst. Så nu vil jeg trække stikket som jeg gør allerbedst og så vil jeg samle mod, gejst og kræfter til at komme ud på den anden side igen.
At give op er ikke et valg.. Men nogen gange er det den eneste mulighed vi har..