Der er mange måder at blive set på: Din vært husker, du bruger mælk i kaffen. At du helst vil sidde, hvor du kan se døren. Om du kan lide krydret mad.
For mange år siden besøgte jeg Nanna hver uge, og hver gang spurgte hun, hvilken kop jeg var i dag. Hun havde et stort udvalg af Mumi-kopper: den blå, den sorte, en vinterkop. Hver gang svarede jeg “den blå”, og hver gang vidste Nanna, jeg ville svare “den blå”, men hun spurgte alligevel.
Mange af os drikker af den samme kop hver dag. Vi sidder på den samme plads i sofaen, i bussen, til frokost. Vi udvider vores territorium én gentagelse ad gangen, til rutinen sidder fast, og vi ureflekteret drikker, sidder og går – den samme rute fra a til b, dag ud og dag ind.
Vores kroppe husker bevægelsen, ikke valget. Hvorfor valgte jeg denne kop? Hvorfor sidder jeg ved vinduet? Hvorfor? Vi står foran bland-selv-slikket og vælger, hvad vi plejer. Ikke, hvad vi har lyst til. Det giver tryghed og identitet. Og hver eneste af disse bevægelser kan afdækkes antropologisk og fortælle historien om os, og hvordan vi ser os selv.
Nanna nægtede at anerkende det statiske: At vi hver dag er den samme. Hun kunne have spurgt, hvordan jeg havde det, og jeg kunne have svaret “fint”. Men jeg har det lige så lidt “fint”, som jeg har lyst til at drikke af den blå kop.
Det er noget af det, vi mister, når vi bliver syge: Bevægelsen, vanen, identiteten. Jeg har mistet mange rutiner de sidste par år. Jeg har også lavet en del nye. Jeg har endda fået min egen Mumi-kop.
Billede: Mother