Hvorfor føles det ikke bedre at gøre det rigtige ? Hvorfor bliver verden ikke lettere? Hvorfor bliver livet ikke sjovere? Mere værd?
Jeg var en gang hende den selvskadende dramaqueen, hende der ofte blev tvangsindlagt, hende der altid røg i bælte. Jeg var indlagt i hvert fald 100 af årets 365 dage. Ingen troede på at det ville stoppe, ingen troede på at jeg nogensinde ville kunne noget andet.
Mange forsøgte på forskellig vis at sige noget, at gøre noget. Mere eller mindre heldigt, men jeg tror at til sidst gav de fleste op og lod stå til, for det blev jo alligevel aldrig bedre. Jeg troede heller ikke selv på det.
Men forandringen kom, jeg vidste ikke at det var der den ville komme. Jeg vidste ikke at september 2017 var mit sidste besøg på en skadestue. Men det var det. Forandringen var begyndt. Jeg begyndte med at slippe selvskaden, barberbladet. Jeg fortsatte lidt tid endnu med indlæggelser. Og så fandt jeg en ny ( gammel) strategi i maden.
Indlæggelserne blev også færre og kortere og nu ser det ud til at de næsten er holdt op. Jeg har ikke de vises sten, jeg kan ikke sætte en eksakt finger på hvad der gjorde forskellen. Verden er ikke blevet lettere, flashbacks plager mig stadig, jeg bliver stadig grænsepsykotisk til tider. Men jeg formår at undgå de gamle strategier også selvom jeg et eller andet sted stadig savner dem. Jeg savner min slukknap, jeg savner at kunne slukke alt kaosset i mit hoved og forsvinde fra denne verden. Men det er ikke mig længere.
Jeg er transformeret, jeg er forpuppet og kommet ud i en ny udgave, men er den bedre? Måske på sigt, men lige nu nej.
Den hellige grav er ikke velforvaret, når man stopper med at selvskade, når indlæggelserne holder op. Man har ikke fået det bedre, men man har fundet ud af at den strategi i hvert fald ikke virker.
Da jeg sagde nej til selvskaden, kom jeg til at hilse på dele af mig selv, der har været lukket ned i så mange år, at jeg ikke aner hvad det er der er vågnet. I en lang periode var jeg vred, meget vred. Der var mange misforståelser og fejltolkninger omkring mig. Jeg rettede den energi, jeg tidligere havde brugt på selvskade mod mine omgivelser. Mod at få dem til at forstå, hvad det var der lå inde bag selvskaden. Mod at få dem til at forstå, hvordan jeg egentlig fungerede. Få dem til sammen med mig at give slip på det gamle billede af mig, få dem til at give slip på den gamle opfattelse af hvordan jeg skulle behandles.
Det var en lang og sej kamp. Men også den har båret frugt. Utroligt nok skræmmer det mig faktisk lidt, for når jeg ikke længere har selvskaden og jeg ikke længere skal kæmpe med at give mine omgivelser den rigtige forståelse af mig, er der tyfonen tilbage.
Tyfonen af angst i mit indre, den der indeholder traumer, dårlige oplevelser, fejlbehandlinger, fejl jeg har begået. Alt dårligdommen er i den. Alt det kaos, jeg aldrig rigtig har turdet lukke op for. Nu er der plads til det.
Angst er en følelse, der er nærmest altoverskyggende for mig lige nu. Jeg bliver virkelig angst i løbet af ingen tid. Jeg kan ikke tænke, hjernen lukker ned. Hjertet galoperer af sted og min mave vender sig i afmagt. Jeg mister overblikket, jeg kan ikke overskue ting, jeg bliver forvirret.
Jeg har selv rigtig svært ved at forstå at jeg ikke får det bedre. At det bliver sværere og sværere for mig at spise, at jeg ikke længere kan håndtere sociale relationer i samme omfang som tidligere, jeg bliver hurtigere træt, hurtigere fyldt op.
Jeg mister lidt tålmodigheden med mig selv, men jeg prøver at tro på de mennesker, der er omkring mig. De mennesker, der sagtens kan forstå hvorfor jeg reagerer som jeg gør. De mennesker, der forsøger at forklare mig hvorfor det er sådan her. De mennesker, der lige nu bærer håbet for mig.
Jeg havde troet at når selvskaden og indlæggelserne slap, var kampen ved at være til ende. Men sandheden er at det først er nu kampen virkelig skal til at begynde.