Hvorfor gør jeg det? Hvorfor hader jeg alle omkring mig? Kan jeg da for helvede ikke se, at de elsker mig? At jeg sårer dem så meget, hvis jeg tager et skridt mere? Men mine stemmer! De råber sådan. De hader mig. Jeg hader mig selv. Det bliver aldrig bedre.
Hun har lyst til at græde, men der kommer ingen tåre. Hun er tom, men alligevel så fyldt af alle tankerne. Hun ser ind mod stranden for at sikre sig, at ingen er på vej ud efter hende. Der er ingen. Hun er alene. Det er nu, at det skal være, så hun tager et skridt mere. Et skridt mere ud i det april kolde fjord vand.
Hvordan kunne jeg gøre det? Hvordan kunne jeg sende det snap til Line? Hun er jo sikkert virkelig bekymret. Hvad nu, hvis hun føler, at det er hendes skyld? Det kan jeg da ikke tillade mig at lægge over på hende. Men hvad skal jeg ellers gøre?
Vandet omfavner hendes skuldre. Det giver hende en ro at mærke vandet omkring hendes krop. Hun hopper stille et skridt videre, og må tage et svømmetag, for at fortsætte længere ud. Ud i intetheden. Ud i døden. Det er derude, hun skal være.
Hvad nu, hvis ham kajaksejleren ser mig? Vil han hjælpe mig? Skal jeg få ham til at hjælpe mig? Vil jeg egentlig det her? Nej, mine stemmer vil det. Derfor skal jeg. Det skal jeg da, ikke?
Hun svømmer straks lidt væk, da hun ser kajaksejleren. Hun ser ikke på ham, men ser bare ud på fjorden. Den er smuk. Man kan se bunden af fjorden, fordi vandet er så klart. Hun ser sin egen krop. Hun har stadig sine sko og tøj på.
Han må sku’ da for helvede kunne se, at jeg har tøj på! At jeg har brug for hjælp. Åh, hvor jeg håber, at han vil hjælpe mig. Hvorfor er der ingen, der vil hjælpe mig? Hvad med Line? Kan hun finde ud af, hvor jeg er? Har hun ringet til politiet? Eller far og mor?
Kajaksejleren sejler hurtig forbi, og det gør de to andre kajaksejlere også. De ser hende godt, men de vil ikke hjælpe hende. Hun kigge på dem, da de sejler forbi. Hendes blik er desperat, men de ser det ikke. Hun vender sig, og ser ned på bunden. Det er nu! Hun trækker vejret ind, og dykker ned under overfalden. Nu er det nu!
Ro! Jeg kan ikke høre mine stemmer mere. Jeg er så bange. Gør det ondt at dø? Det ser ikke sjovt ud at drukne. Vil jeg overhovedet det her? Det bliver jeg nødt til. Jeg kan ikke vende om nu.
Hun flyder op mod overfladen, men hun holder stadig hovedet under vand. Endelig kommer tårrene, som blander sig med vandet omkring hendes hoved. Det gør ondt i lungerne, og det snurrer rundt i hovedet. Det er nu, at hun skal dø. Hun er klar…
Jeg føler ingenting. Alt er sort omkring mig. Jeg er klar til at dø. Jeg dør faktisk nu.
Hun trækker febrilsk hovedet op af vandet. Hun kan ikke holde vejret længere. Hun ser panisk rundt omkring, men hun ved ikke, hvad hun søger. Hun får øje på Aarhus, der står flot ind mod land. Synet får hende til at slappe af. Det er et godt syn at dø til.
Hun forsøgte længe at drukne sig selv, men hun blev til sidst reddet op af en forbi sejlende båd. Hun blev kørt med udrykning til Nørrebrogade sygehus. Her blev hun taget godt hånd om. Hun var meget kold, og det var lige før, at hun var død af kulde. Hun fik varmen igen, og hun levede videre den dag.
Det er måske nok hård læsning, men det giver mig så meget at kunne få lov til at dele min oplevelse. Det gør den mindre farlig for mig, at jeg kan snakke om den. Og sådan er det også for andre, der har forsøgt selvmord, eller har tankerne. De har brug for at snakke om det, og derfor er det så vigtigt, at vi ikke gør selvmord til et tabu. Vi bliver nød til at kunne snakke om det. ”Det koster at lade være!”