Den danske film “Druk”, der får særdeles rosende anmeldelser er både sjov og tankevækkende. Jeg så den halvvejs liggende i dobbeltsengen hos en fantastisk kvinde, hvor mine oplevelser og fortællinger om ingredienserne i overskriften ikke skaber panik eller utryghed.
Min irrationelle angst begyndte i starten af skoletiden. Dengang var det mere en form for konstant utryghed. Jeg nægter en tilbagevenden i tankerne til den kaotiske epoke, for alverdens analyser af barndommen og opvæksten har aldrig hjulpet på psykens vildveje. Jeg nægter også vrede og bitterhed, der har fyldt så forbandet meget i forhold til far. Jeg var en bogorm i en familie bestående af håndværkere, hvilket jeg er stolt af, for uanset egen manglende interesse og evner udi biler, traktorer, lastbiler og alverdens andre nødvendigheder, så er håndværkeren grobunden for forskning, økonomi, udvikling, opfindelser og muligheden for alle videregående studier. Det er logik for burhøns, vil landmanden og svineavleren sikkert begge sige. Måske vil nogle eksperter fra de bedste universiteter komme med indvendinger. Måske vil jeg læse eller høre dem…..
Det var op ad bakke fra start i børnehaveklassen med den psykiske skrøbelighed, for jeg følte ofte ensomhed blandt mennesker, da jeg var tilfældigt eller guddommeligt fanget i en verden med hamre, plove, maling, gryder, stegepander og andre redskaber. Jeg foretrak bøger, men det største problem var, at jeg samtidig hadede skolen, hvor utryghed af uforklarlige årsager spolerede hverdagen. Derfor skiftede jeg ofte til en ny og nåede 10 af slagsen, inden druk heldigvis kom ind i mit liv sammen med billard, fester og unge kvinder. Ja, det var de jo dengang, men måske er de stadig charmerende.
Mor har nogen gange følt, at vi 3 børn tog skade af først en restauration og derefter en kro med både spisende gæster og krostue med billard og ofte temmelig berusede gæster. Jeg ved ikke med sikkerhed med lillebror og lillesøster, men det var en redningskrans for mig. Jeg øvede mig som fræk i flaben med humor og integreredes i en klike unge, der var til fester og alkohol. Jeg fik min første kæreste. Jeg fik derefter en elskerinde, eller fik hun en elsker? Det er jeg faktisk i tvivl om, for det var sådan set ikke mig, der havde alverdens at skulle have sagt, men selv i nutiden behøvede hun ingen samtykkeerklæring, for jeg var utrolig nem at overtale. Eller mere præcist så skulle jeg slet ikke overtales. Jeg skal faktisk mødes med hende, når coronarestriktionerne ophører. Det bliver spændende, når vi ikke har et hinanden i cirka 30 år. Oplæringen i denne bedre periode skabte det grundlæggende fundament for druk, billard, kvinder og kaos, men jeg var sandsynligvis endt ensom i en lille lejlighed i Ringsted eller omegn med kun angst, terapi og medicin, hvis jeg ikke havde udviklet andre evner end de boglige. Jeg har været i gang med en del videregående uddannelser, hvilket psyken ikke har magtet, men jeg er færdiguddannet i flugtdruk. Jeg spiller stadig en hæderlig pot billard, og jeg kan stadig med lidt held charmere kvinder. Jeg behøver ikke mere terapi, for jeg ved, hvad der er rigtigt og forkert, og jeg rådgiver stadig for Angstforeningen, selvom jeg sjældent lever efter de retningslinjer og anbefalinger, som jeg kender fra kognitiv og metakognitiv terapi. Jeg indtager med glæde medicin, hvor jeg er en af de få, der stadig kan få de udskældte vanedannende beroligende benzodiazepiner, og så er jeg heldigvis stoppet med et liv med næsten konstant kaos, selvom vennerne efter hjemkomsten til familien ikke har betydet, at jeg er stoppet med druk, og så foretrækker jeg stadig venner, der ikke hører under normalbegrebet, men som en stor kunstner engang sagde, så er normalitet en asfalteret vej. Den er behagelig at gå på, men ingen blomster kan vokse der. Men jeg bliver aldrig nogen stor forfatter, så er det i hvert fald kun grundet overvægt, derfor vil jeg fortsætte med at leve efter min definition af normal, hvilket er en tilstand, hvor jeg har styr på min økonomi og ikke skaber mange bekymringer og kaos, men som familie skal I ikke forvente, at det bliver mit sidste slentrende essay til jer, for nu tager jeg på druk blandt værdsatte mennesker fra både fortid og nutiden, men det er slut med at dingle hvileløst og rastløst rundt i et forsøg på at ignorere virkeligheden.