Af Nanna Buch-Ohlsen
At være eller at have en psykiatrisk diagnose
– Husk, du ER ikke din psykiatriske diagnose, du HAR en psykiatrisk diagnose.
Denne sætning hører jeg fra ansatte i psykiatrien og fra mange andre udenfor psykiatrien. Der er noget uhåndgribeligt og upræcist over sætningen – noget der ikke bliver sagt, selvom vi samtykker og nikker indforstået til hinanden.
Ideen med udtrykket er at afdramatisere den psykiatriske diagnose. Rolig nu, siger de. De har ikke selv en diagnose, men en klar idé om, hvordan man med forskellige sætninger kan berolige og hjælpe alle dem med en diagnose.
– Du er den jo ikke, du har den jo bare, for eksempel ligesom et brækket ben.
Det er let for udefrakommende at skelne mellem det at være en diagnose og at have en diagnose, men i praksis giver det imidlertid meget lidt mening for mig.
Efter flere år i psykiatrien er jeg kommet frem til, at dette udsagn for mig er med til at fortie og lukke ned for at tale om, hvad en psykiatrisk diagnose egentlig dækker over. Både for dem, som får den, og i samfundet generelt.
Diagnosen – det vi ikke taler om
Som mange andre mennesker, der henvender sig til psykiatrien, har også jeg haft en vanskelig opvækst, som slog igennem og fik alvorlige konsekvenser, da jeg blev voksen. Efter et hårdt arbejdspres endte det med, at jeg blev psykotisk.
I psykosen cirklede jeg om fortrængninger, svære familieforhold, min rolle i samfundet som arbejdsløs og ny-diagnosticeret og om de fællesskaber, jeg havde – og især dem, som jeg lige pludselig ikke havde en tilknytning til længere. Uanset hvor ufornuftig, symbolsk og kreativ jeg kunne tænke og udtrykke mig over for behandlerne og uanset, hvor mærkelige ting jeg sagde i andres ører, så havde psykosens fortællinger fat om mit indre liv og min livshistorie – om den svigtede omsorg, alle tabene og om mit forhold til andre mennesker.
De psykiatriske diagnoser bliver stillet på baggrund af en række objektive, kontekstløse forhold via det internationale system til at klassificere sygdomme, ICD-10, som behandlerne registrerer hos den psykisk lidende. Det, behandlerne hæfter sig ved, er det udvendige, dvs. det, som bliver udtrykt og ikke den fortælling, der ligger bag. Det er selvsagt ikke lidt, man får sagt, når sindet er i oprør og desperat efter støtte og hjælp. Uanset hvor mange gange disse skæve udtryk – symptomerne – hos mig blev beskrevet af lægerne, gentog min smerte og lidelse sig år efter år efter år, ind og ud af de psykiatriske låste og åbne rum.
Retrospektivt kan jeg se, at jeg gik fra en sammenhæng i min opvækst, hvor det svære forblev usagt, skjult og fortiet, idet jeg tidligt i livet ikke var blevet mødt i mine følelser, til en anden lige så fortielsesfuld og til tider ufølsom sammenhæng i den psykiatriske diagnostik.
For mig at se bygger den psykiatriske diagnostik på en voldsom fortrængning af de egentlige vanskelige historier. Og diagnostikken har ikke kun været min egen indre kamp med at komme overens med en ensom og historieløs fortælling om min psyke – den har også haft vidtgående indflydelse i mit sociale liv.
For de abstrakte psykiatriske beskrivelser og formodninger om min psykes ”yderside” afspejles i samfundsfællesskabets forestillinger om de psykisk syge.
Fællesskabet og de syge sind
Samfundsforestillingerne om de aparte psykisk syge er sivet fra psykiatrien ud i resten af samfundet. Det er nogle forestillinger, som er nemme at ty til, og som ikke har meget at gøre med det direkte møde med det andet menneske.
De dominerende forestillinger om mennesket i psykisk sygdom fx skizofrenien har det med at tilsidesætte, at det er mennesker, vi har at gøre med. Skizofreni dækker over et sensitivt, følelsesfuldt og måske traumatiseret menneske, der har oplevet mobning og nedvurderende tale med den konsekvens, at vedkommende har trukket sig fra fællesskabet. På den baggrund er skizofrenien ikke bare noget, man har som et brækket ben, men kan have ret så omfattende betydning socialt og i den enkeltes liv. Mange diagnosticerede finder også sammen i fællesskaber omkring de forskellige diagnoser for at tage til genmæle overfor forestillingerne og for at vise omverdenen, at psykisk sygdom ikke skal være et tabu. Der kan være en psykologisk ro i at møde andre, der har været igennem noget af det samme som en selv. Det, der er gået i stykker i relationer, kan heles i nye relationer.
Sårbarhedens refugie
Ikke alle mennesker bliver psykisk syge, men kun at tale om sårbarhed og psykisk sygdom på diagnostisk, ydre vis og i forhold til én gruppe af mennesker – de psykisk syge – får konsekvenser for fællesskabet som helhed.
De psykiatriske diagnoser har det med at blive nemme løsninger for alle parter og skaber et samfundsmæssigt selvbedrag om, hvem sårbarhed såvel som psykisk sygdom angår.
Hvis de psykiske sygdomme ligger i angiveligt objektive kriterier og diagnoser, som noget vi ”har”, vedrører det os jo ikke rigtigt. Det bliver nemt ikke at forholde sig til vores livshistorie med egne psykologiske erfaringer, begrænsninger og sårbarheder. Det bliver let at ignorere, at den psykiske krise en dag også kunne ramme en selv.
Den psykiatriske diagnostik bærer på en overbevisning om, at den kun beskæftiger sig med noget sygeligt hos personen – sygdomskriterierne – men i realiteten udtaler den sig langt mere vidtgående om det hele menneske og om det samfund, vi lever i.
Tænk, hvis de psykiske kriser og forstyrrelser blev til en sammenhængende fortælling med udgangspunkt i menneskets sårbarhed og udsathed. Det indre menneske findes ikke i psykiatrien – det gør kun udvendige symptomer og kemiske strukturer i hjernen. Det er på tide, at vi integrerer det ”indre menneske” i den psykiatriske behandling, for det er følende mennesker med individuelle historier, som opsøger psykiatrien.
Denne tekst er en del af vores nye trykte magasin om fællesskaber. Du finder hele magasinet lige her. |