Af Nanna Buch-Ohlsen
En sang mellem virkelighed og ønsker
Når jeg læser digte, bliver jeg stadig lige forbløffet over, hvor meget digte kan gøre det usagte levende. Som om de forviklinger af følelser og tanker, som jeg er rodet ind i, slipper deres greb om mig. Det, som synes usandsynligt at bearbejde i virkeligheden kan lade sig bearbejde med digte og musik.
Omø har skrevet en sådan sang, ”Hvad ser du doktor?”, som udtrykker et ufravigeligt ønske om at blive taget alvorligt til møderne i psykiatrien, som det hele menneske, hun er:
– en mor, en digter, en fighter, en kvinde, se mig som sidder inderst derinde.
Uddrag fra ”Hvad ser du doktor?” af Trine Omø
Der er ikke en tone af brok hos Omø, men nøgterne tilkendegivelser i sangen. Med sangen bliver vi konfronteret med det, vi på bunden af os selv godt ved, men ikke får lov til at vise i psykiatrien.
https://www.youtube.com/embed/PD2j-qhx8VA
Toner og psykiatriske erfaringer
Guitarens enkle anslag i sangen hang ved og blev til et lille indre klokkespil i mit bryst. Omøs sangstemme blev som en fin stribe af ord fra en fjern og måske snart tåget fortid. Det hele fik mig tilbage til de møder i psykiatrien, som jeg selv havde befundet mig i. Her herskede en tavs men usikker indforståethed. En kamp mellem omsorgsforestillinger og uro. Det endte ofte i en kæmpe skuffelse eller endda et psykotisk sammenbrud efter møderne. Når min virkelighed tog en drejning, og det ikke blev som forventet.
Omøs sang sætter med en ærlig opfordring forsonende ord på det, som ikke bliver sagt højt i psykiatrien. Forsoning er nemlig ikke noget, vi skaber alene, den er vi sammen om, ligesom når Omø og lægen finder sammen i et møde:
– Mennesker som dig hjælper mig op at stå, så jeg igen igennem livet kan gå.
– Jeg er ikke bitter som man kunne være, med værdighed jeg min byrde bærer”.
Uddrag fra ”Hvad ser du doktor?” af Trine Omø.
Forsoning handler her om en fælles værdighed – en fælles forudsætning for at kunne bære den byrde, det er, når et menneske er psykisk syg og skal leve sit liv.
Ønsket om fornyelse i psykiatrien
Omøs sang er et budskab til hver enkelt af os men også til hele den psykiatriske verden. Det er alarmerende på tide, at de daglige og praktiske rutiner i psykiatrien bliver gjort på nogle andre måder. Sangen kunne, som en ny kontrakt, blive læst op til møderne i psykiatrien. Fra de sociale medier skriver en strøm af mennesker i hvert fald om sangen:
– Du har berørt mig så dybt.
– Jeg græder, den rammer helt ind i hjertet.
– Sidder med en klump i halsen.
– Jeg er selv et af de mennesker, som ikke er blevet set/hørt i mange år.
– Den gik lige i mine inderste nerver.
– Jeg har helt kuldegys.
– Hvor er det hårdt at skulle kæmpe egne kampe
– Kan genkende alt, hvad du synger.
– Tænk hvis vi blev set på som et menneske og ikke som en journal.
– Håber alle læger læser det og hører din sang.
– Rammer i hjertekulen, jeg har faktisk ingen ord. Tak for din sang.
