Efter mange års depression blev Ulla Holm inviteret til at bo sammen med sin datter og sit lille barnebarn. Det blev starten på et helt nyt liv, hvor lange, mørke dage i selvisolation blev forvandlet til glæde og fornyet livsmod. Af helbredsmæssige grunde afgik Ulla desværre ved døden for nogle måneder siden, men denne historie tegner stadig et billede af, hvordan stærke familiebånd kan lindre psykisk smerte.
Her fortæller hendes datter, Jannie om, hvordan livet i deres lille familiekollektiv har gjort en kæmpe forskel for dem alle tre. Til stor glæde nåede Ulla lige at læse historien, der blev færdigskrevet få uger inden sin død.
Af Jannie Holm Audebo, Ulla’s datter og skribent for Outsideren
Da jeg under graviditeten med min datter spurgte min kære mor, om hun havde lyst til at være med til fødslen, da havde jeg ikke just forudset, at hun ville blive hængende i 8 år. Heller ej havde min mor forestillet sig, at hun som provinspige fra Fyn skulle gå hen og blive Nørrebrotøs på sine ældre dage. Men i dag kan jeg faktisk ikke forestille mig det anderledes, og selvom det selvfølgelig ikke altid er lutter lagkage, så håber jeg, at hun vil blive boende hos os et godt stykke tid endnu.
Altid klar til et spil, et kram og en god historie
Det er lørdag morgen. Min mor og min 8-årige datter Frederikke har netop fundet scrabble-spillet frem og sat sig godt til rette ved spisebordet. Mens mormor folder spillebrættet ud, tager Frederikke en stor håndfuld bogstavbrikker op fra kassen, som de sammen placerer i alfabetisk rækkefølge. ”Hvilke ord starter med A?”, spørger mormor, og så går de ellers til værks; ” ..and….alfabet….ansigt….ananas….Anders……”. Sådan bliver de ved og ved, indtil hvert et bogstav i rækken er grundigt gennemgået og klar til at blive sammensat til ord på kryds og tværs af spillebrættet.
Samtidig farer jeg forvildet rundt i frustration over hverken at kunne finde min mobiltelefon eller mine briller. Jeg kigger på uret ”Shiiit… toget kører om en halv time”. Jeg får hastigt redt mit hår, kylet de sidste ting ned i min taske og snubler til Frederikkes store fornøjelse over mine sko. Da jeg er på vej ud ad døren, ser jeg Frederikke lægge sin lille hånd på mormors, mens hun læner sig smilende ind i hendes favn. Med varme i hjertet og en stærk tiltro til, at de nok skal få en hyggelig dag sammen, iler jeg ud ad døren.
Da jeg kommer hjem om aftenen, sidder de der minsandten stadig. For man kan åbenbart sagtens få 10 timer til at gå med at fylde et halvt scrabblebræt op med bogstaver og fortælle historier fra gamle dage, da mor var barn, og scrabblespillet blev købt. Det kan man i hvert fald, når man er en pensioneret og meget tålmodig mormor, som i modsætning til langt de fleste andre ikke skal nå særlig meget andet end at være mormor.
En ny begyndelse
Allerede da min mor ankom et par uger op til termin, stod det ganske klart, hvor vigtig en funktion hun ville få i vores lille familie. Og omvendt. Jeg havde netop indrettet et lille gæsteværelse, håbende at hun ville komme på besøg rigtig ofte. Ikke bare, fordi det ville være hyggeligt, men også fordi jeg skulle være alenemor og samtidig stod med diverse helbredsmæssige udfordringer. Derfor ville en ekstra hjælpende hånd være yderst kærkommen.
De første par dage var stille og rolige. Jeg lå brak på sofaen som en stor gravid hval, mens min mor vartede mig op og hjalp med det sidste redebyggeri, Pludselig kom der et ordentligt spjæt, og før vi havde set os om, var vores lille Frederikke kommet til verden. En totalt uplanlagt hjemmefødsel som jeg ikke aner, hvordan jeg skulle have klaret uden min mors hjælp. Alt imens hun klippede navlestrengen og bar Frederikke op i sin varme favn, så skimtede jeg et blik i min mors øjne, som jeg aldrig vil glemme. Et lys, som jeg ikke havde set i rigtig mange år – hvis nogensinde. Med en tung familiehistorie bag os og mange års depression, havde livet bestemt ikke altid været let for hende, og året forinden havde vi mistet min bror. Med tabet af ham forsvandt også hendes sidste livslyst. Lige ind til dette magiske øjeblik, som blev begyndelsen på et helt nyt liv.
Mormor flytter ind
På grund af den hurtige og dramatiske fødsel kunne jeg hverken sidde, gå eller stå i mange uger, hvorfor min funktionsevne var som en 90-årig. Der trådte min mor til. For selvom hun både var fysisk og psykisk træt af dage, så kunne hun pludselig finde hestekræfterne frem og kastede sig den efterfølgende måned ud i madlavning, vasketøj, babystrik og næsten alle andre gøremål, der hører sig til, når man lige har fået en lille ny baby. Det var ikke bare en kæmpe hjælp, men også rigtig hyggeligt. Og det var så her, jeg spurgte, om hun mon kunne have lyst til at flytte ind hos os. Grundet hendes noget udfordrende livsvilkår havde hun længe ønsket sig en ny retning i livet, både mentalt og rent fysisk. Så svaret var et rungende JA og en måned senere, havde vi hentet hendes ting og gæsteværelset var nu blevet til mormor-Ullas nye hjem. Først var aftalen, at hun kunne blive boende et års tid, indtil hun fandt noget andet at bo i i området. Men det har vist sig at være så stor en gave for os alle tre, at vi stadig nu på ottende år bor i vores lille familiekollektiv.
Verdens bedste babysitter
Da jeg blev gravid, var jeg selvfølgelig lykkelig, men havde dog samtidig mine bekymringer om livet som alenemor. Ingen frihed, ingen hjælp og ingen at dele såvel de små øjeblikke, som det kæmpe forældreansvar med. Derudover gjorde jeg mig selvfølgelig også tanker om, hvordan det ville blive for Frederikke kun at vokse op med én forælder. Men langt de fleste af mine bekymringer er siden blevet til lyspunkter. Og det er ikke blot, fordi min mor er en kæmpe hjælp for MIG. Det allervigtigste er, at Frederikke og mormor har hinanden hver eneste dag. Det er vist noget nær den største gave, jeg kan give dem. Faktisk tænker jeg indimellem på, at Frederikke ikke bare har fået én ekstra forælder-figur. Hun har fået minimum 1½, for mormor er der altid. Klar til at høre om Frederikkes dag, læse bøger, tegne tegninger, lære hende at strikke og alt muligt andet.
Det betyder også, at der altid er mulighed for pasning. Og det er jo ikke bare en hvilken som helst babysitter. ”Det er verdens bedste mormor”, som Frederikke jævnligt siger, og den kærlighed er absolut gengældt. Når jeg kigger på de to, bliver jeg kun bekræftet i, at bedsteforældre-barnebarn relationen giver noget helt særligt til begge parter. Jeg har endda hørt om undersøgelser, der viser, at det ligefrem kan være livsforlængende.
Med en mormor ved vores side kunne Frederikke også vente et år med at komme i vuggestue, hun kan blive hjemme fra fritten i alle ferierne, og min mor tog sig gladeligt af hjemmeskolen under coronakrisen.
Inspireret af andre kulturer
At skabe et familiekollektiv var faktisk ikke nogen helt ny tanke. Vi havde på tætteste hold oplevet, hvordan man i andre kulturer bor sammen og hjælper hinanden på tværs af generationer. Dette i modsætning til dansk kultur, hvor jeg ser mange eksempler på modsatte familieforhold og de psykiske og sociale konsekvenser, det kan have.
Inden min mor flyttede til Nørrebro, boede hun i en lille lejlighed i samme opgang som en flok burmesiske flygtninge. Hun var som før nævnt både fysisk og psykisk medtaget og havde svært ved at overskue hverdagens gøremål. Men meget kort tid efter de burmesiske naboer var ankommet til Danmark, begyndte de at hjælpe min mor med rengøring, indkøb og madlavning. Og det endda til trods for, at de netop var flygtet fra krig, og at man derfor godt kunne tro, at de havde andre ting at tænke på end at hjælpe naboen. Men nej. Fra at sidde alene og energiforladt i sin lejlighed kunne min mor nu nyde duften af Burmesisk kogekost, nypudsede vinduer og rent sengetøj. Hun blev ovenikøbet holdt med hyggeligt selskab af deres legende børn, som tegnede tegninger til hende og lyttede med stor iver til hendes historier om danske lege og traditioner.
Jeg mindes også engang, hvor min mor kom ned og besøgte mig i Indien, på et tidspunkt hvor jeg medvirkede i en lille film. Da jeg første gang tog min mor med ud på settet, vendte hele produktionsteamet sig om og instruktøren vinkede min mor hen til sig. Hun kiggede undrende på mig, for det kunne da ikke passe, at instruktøren skulle have nogen som helst interesse i hende. Men jo. Han smilede, pegede på instruktørstolen, hvor han ellers skulle til at sætte sig og sagde, at her er det altid de ældste, der skal have det bedst. Derfra blev hun vartet op med mad, drikke og jævnlig opmærksomhed fra folkene omkring hende, der ville sikre sig, at hun havde det godt.
Vores ældre og syge fortjener en hjælpende hånd fra familien
Min mor er ikke typen, der uden videre beder om hjælp, så det var bestemt ikke hende, der tog initiativet. Tværtimod er det for Burmeserne – såvel som i flere andre kulturer – en absolut selvfølge, at man passer på sine ældre syge. I det hele taget er familiebåndene så stærke at meget få mennesker – i modsætning til herhjemme – får lov til at sidde alene og ensomme. Som en af de burmesiske naboer udtrykte det, så har vores bedsteforældre og forældre jo altid været der for os. Nu er det vores tur til at passe på dem.
Det er jeg helt enig i. I Danmark er det dog desværre en opgave, som samfundet i høj grad bliver forventet at løfte. Også selvom ældreplejen er stærkt ubemidlet, og omsorgspersonalet spæner rundt for at nå deres opgaver. Det blev sågar modtaget med stor skepsis, da ældresagen for nylig foreslog, at der skal være et meget større samarbejde med de pårørende, b.la. i forhold til rengøring og sygehjælp i hjemmet. Alt for mange synes, de har for travlt til at påtage sig et sådant ansvar. Jeg tror ikke udelukkende, det kommer af manglende vilje. Det skyldes i lige så høj grad, at vores samfund er skruet sammen med en arbejdsuge på minimum 37 timer og et ofte meget fortravlet liv for at kunne leve op til præstationskrav og at opretholde et højt forbrug. Når man som rigtig mange ældre ikke længere er i stand til selv at klare hverdagens gøremål, så kan få timers hjælp om ugen til et bad, et indkøb og en støvsugning gøre en stor forskel. Ikke bare på grund af selve hjælpen, men i ligeså høj grad, fordi det er en måde at være mere sammen med familien på. Og mon ikke det med lidt god vilje vil kunne lade sig gøre at finde de par timer ekstra i ugens løb. Vi kunne også overveje om den almindelige arbejdsuge kan sættes lidt ned i timer. Faktisk møder jeg jævnligt mennesker, der ønsker at arbejde mindre for i stedet at være mere sammen med familien. Der findes dog så få deltidsjobs, at det sjældent kan lade sig gøre.
De ældre er familiens kloge overhoveder
For de burmesiske naboer – og i flere andre kulturer – er det ikke blot en selvfølge at dedikere tid til at hjælpe de ældre. De ældre bliver også opfattet som familiens kloge overhoveder, som man ser op til og gerne vil have gode råd fra. De bliver nemlig anerkendt for deres mange års livserfaring, som de yngre generationer nu kan tage ved lære af. På godt og ondt.
Sådan oplever jeg også min mor og mange andre ældre mennesker, jeg har mødt. På deres ældre dage kan de ikke bare se tilbage på alt, hvad de har været taknemmelige for gennem livet, De kan også genopleve alle de ting, de ville gøre anderledes, hvis de kunne gøre det hele om igen. Jeg har f.eks. hørt om flere, som føler, at arbejde har fyldt alt for meget i deres liv. I dag ville de klart prioritere at spendere meget mere tid med familie og venner og i stedet nedtone jagten på forfremmelser, statussymboler og det perfekte CV.
Også når det kommer til børneopdragelse tager jeg gerne imod et klogt ord fra min mor. Ikke bare fordi det er rart at være to om børneopdragelsen, men ganske enkelt, fordi hun er min gamle mor. Hun ser alle de ting, som hun selv ville have gjort anderledes i hendes opdragelse af mig, hvis hun dengang havde vidst bedre. Hun fortæller sågar, at hun har oplevet sin egen mor som en 10 gange bedre mormor for mig og min bror end den mor, hun var for min mor. Netop fordi hun var blevet alle sine erfaringer rigere.
I vores kultur har vi som bekendt ikke helt samme tradition for at involvere vores forældre i børneopdragelsen. Mange kan blive irriteret og tage det som negativ kritik, hvis forældrene blander sig. Når jeg alligevel så velvilligt inddrager min mor, så skyldes det selvfølgelig først og fremmest, at jeg oplever hende som en klog kvinde. Men også fordi hun ikke kunne finde på at lægge noget ned over hovedet på mig. Hun venter, til jeg spørger om hendes mening og anerkender mig for min måde at opdrage på.
Vi kan lære af gamle dage
Hjemme hos os kan vi godt lide, når mormor fortæller historier fra gamle dage. Ikke kun fordi det er sjovt at høre om hendes oplevelser, men også fordi det kan give et større insider-blik på fortiden, som historiebøgerne ikke altid kan formidle. Det kan ikke mindst være med til at sætte tanker og snakke i gang om, hvordan vi lever i dag, og hvad vi kan tage med os fra gamle dage.
Sådan kan min mor – og resten af den ældre generation – give os indblik i en tid med værdier og adfærd, der i nogen grad er gået tabt i vores nutidige levemåde. Hun fortæller f.eks. om, hvordan hun ofte hjalp sin far med at reparere ødelagte ting fremfor at smide dem ud og købe nyt, hvordan de brugte hver en madrest, sparede på elektriciteten, og at en af deres køkkenmaskiner endte med at holde i 30 år, fordi den var designet til at holde og ikke til at gå i stykker.
Hun kan med stor taknemmelighed og julelys i øjnene berette om dukke Elisa, som hun fik til sin 10-års fødselsdag og som stadig står så soleklart i erindringen, fordi det dengang var normalt kun at få én gave og eje 4 stykker legetøj. Hun fortæller også, at noget af det vildeste juleslik, man kunne ønske sig var en appelsin, og at en tivolitur hvert 6. år var det rene luksus.
Alt dette udsprang selvfølgelig ofte af fattigdom og nød, så det er bestemt ikke en tid, der skal idylliseres. Men vores ældre generation kan gennem deres levede liv være med til at huske os på at tage de bedste ting fra fortiden ind i vores verden i dag.
Er vores familiekollektiv så altid lutter lagkage?
… Svaret er selvfølgelig nej! Men det er der nok ikke nogen familie, der er. Ligesom hos alle andre kan der opstå små klassiske hverdagskonflikter som, når den ene aldrig tørrer komfuret af efter sig, eller når den anden vender vasketøjet forkert. Men når regnskabet gøres op, så er og bliver listen af plusser langt længere end minussiden.
At bo på den måde, vi gør, kræver selvsagt, at man kommer godt ud af det med hinanden og kan holde hinanden ud i store doser. Og det kan vi. Både fordi vi bare godt kan lide hinanden som mennesker og har en masse fælles interesser. Men også qua vores familiehistorie, der ikke altid har været helt nem, og hvor vi derfor har haft ekstra brug for at stå sammen. Det har gjort os gode til at kommunikere om de ting der er svære, hvilket jeg oplever som noget at det allervigtigste.
På andre måder er vi meget forskellige, hvilket altovervejende er til vores fordel. Jeg har forholdsvist iltert temperament, store armbevægelser og behov for meget space. Min mor er rolig som en sten, klarer sig glimrende på sine 7 kvm og kunne i stor respekt for mit privatliv aldrig finde på at brase ind på mit domæne. Det betyder også, at jeg sagtens kan have mine venner og kæreste på besøg uden hendes selskab. Men vi er dog så heldige, at de også holder meget af min mor og omvendt, hvorfor de gerne drikker en kop kaffe sammen.
Vigtig funktion til det sidste
På trods af at min mor i mellemtiden er blevet 8 år ældre, så har hun stadig en uvurderlig funktion i vores lille familiekollektiv. For selvom hun ikke længere kan komme op og ned ad trapperne, bukke sig ned på gulvet, følge Frederikke i skole og skurre et toilet, så kan hun stadig se Frederikke danse, høre hende synge, læse godnathistorier med den dejligste varme i stemmen, give mig frihed til en spontan kaffeaftale og strikke sokker ikke bare til os, men til hele nabolaget.
Kære mor, så svinger jeg gerne en støvsuger, bærer varer op på fjerde sal, laver din yndlingsret og vasker dit hår.