Det er få uger siden at en af de mest nøgne og mest sårbare dokumentarer rullede over skærmen i de fleste danske hjem, men hvor er den nu?
Vi husker alle Else fra dokumentaren på plejehjemmet! Hun var, måske uden selv helt at vide det, med til at sætte de ældres velfærd på dagsordenen og som ringe i vandet, skete der handlinger og tiltag på området. Bevares – der er stadig lang vej igen, men bølgerne gik højt og området er nu under langt større bevågenhed.
Så kom dokumentaren om Anna, hvis historie aldrig var blevet hørt.
Jeg er stadig fuldstændig lammet og ikke mindst imponeret over hvor modig hun er, i en så ung alder at stå frem på TV med SÅ sårbar en fortælling. At sende et nødkald ud i mørket og ikke vide om det bliver grebet, topper sårbarheden og kræver virkelig mod som de færreste forstår! Men når intet man har at tabe længere, sker der små mirakler. Hun sendte et nødkald, men ikke af egoistiske grunde. Et nødkald på vegne af de mange vildfarne unge og voksne, der er ved at drukne i et system der hverken ser eller hører deres individuelle fortællinger, møder deres traumer eller ser deres lys. De sårbare væsner, som sejler rundt i blinde og støder på den ene orkan efter den anden på det åbne, mørke hav.
Hun gjorde noget helt særligt, og jeg kan ikke være den eneste der sidder tilbage med en tom, tom fornemmelse. Hvor er efterdønningerne? Hvor er politikerne? Hvor er MEDIERNE? Hvorfor kan sådan en historie SÅ hurtigt forsvinde igen? Hvordan kan vi være det bekendt?
Vi har en psykiatri af tomhed, mørke og vildfarenhed. Vi har en psykiatri der gerne vil, men som ikke kan. En psykiatri der har spændt ben for sig selv, men nu er det på tide at rejse sig op, børste støvet af sig og lytte til de mange skæbners fortællinger.
Det er i mødet med den enkeltes fortælling, at nøglen til bedring ligger. Jeg er overbevist om, at hvis vi tør – SÅ KAN VI!
Hvis ikke vi tør lytte til Annas fortælling, stå ved de fejl der bliver begået og lære af det – så er der virkelig lang vej igen. For hun blev ved med at råbe, men desværre stadig til et døvt intet, der vender ryggen til og lader som ingenting.
Jeg råber med Anna. Jeg råber med de mange sårbare og stærke patienter og pårørende, med de mange gode, fantastiske kræfter, der gør alt hvad de kan for at holde psykiatrien ovenvande – trods mangler.
De fleste af jer kender min fortælling. Jeg har mødt jer på min vej. Enten som syg eller på den anden side. Jeg VED at I også er berørte af fortællingen om Anna og jeg VED at I kan nikke genkendende til størstedelen af det som dokumentaren skildrer. Lad os klamre os til den redningsflåde Anna satte i søen med sit mod, og lad os bygge tømmerflåden større sammen.
Vi må ikke glemme pigen på den lukkede, og alle de andre i samme farvand. Vi er her og vi padler med jer.
kh. en dybt berørt og anelse forarget – Sidsel
Vil du også være med til at fortælle om livet med psykisk lidelse?
Kontakt: redaktion@outsideren.dk