Af Jannie Holm Audebo, skribent for Magasinet Outsideren
Her I mit kvarter på Nørrebro bor der en hel masse hjemløse, posedamer og andre skæve eksistenser, som på hver sin finurlige måde sætter kulør på bybilledet. En af dem er en ældre, næsten 2 meter høj og kraftig bygget herre af anden etnisk herkomst. Han bor på et hjem for mennesker med psykiske lidelser lidt længere oppe ad den gade, hvor min datter og jeg bor, så vi har jævnligt fornøjelsen af at hilse på ham.
Næsten hver dag ser jeg ham komme gående gennem Nørrebros gader. Med lange tunge skridt, krummet ryg og en pose med klirrende flasker vandrer han afsted i sneglefart. Dag efter dag. Nat efter nat. Han bliver hastigt overhalet af de mange forbipasserende mennesker, men det lader ikke til at påvirke ham den mindste smule. Tværtimod kan det nemt tage ham et kvarter at bevæge sig 25 meter.
Ind imellem gør han ophold på en bænk. Her kan han sidde i timevis. Ja, det er ikke sjældent, at min datter og jeg ser ham sidde på en af sine stambænke om morgenen på vej til skole og så igen, når jeg 5 timer senere kommer hjem fra arbejde. Eller for noget tid siden hvor jeg mødte ham på min vej til en fest, for så igen at støde ind i ham, da jeg kom hjem kl 2.30 om natten. Der sad han på den selv samme bænk. Alene i mørket.
I sine altid lasede pjalter placerer han sig helt ude i den ene side af bænken. De dybe furer i ansigtet og de store poser under øjnene træder kraftigt frem, sammen med det størknede blod der af og til klumper sig ned langs den ene kind. Med sine store slidte hænder griber han fat om en af de mange flasker fra posen ved siden af ham og bæller den i sig, som var han en lille baby, der higede efter sin mors mælk fra brystet.
Omkring ham spreder sig en kvalmende dunst af gammel sprut og tis. Lugten blander sig med et samsurium af lyde, der gør det ud for alle de ord, han ikke er i stand til at sige. Jeg har i hvert fald aldrig hørt ham sige et regulært ord, hvorfor jeg heller ikke har kunne få et svar, de gange jeg har spurgt til hans navn. Men til gengæld kan han udfolde en hel symfoni af luftige nynne- og fløjtetoner, brummende basgange, knirkelyde og rytmiske hak med tænderne. Herpå følger en række dyriske brøl, der kan være så høje, at de et par gange har vækket mig midt om natten, efterfulgt af de mest hjerteskærende hyl. Som en ensom ulv i natten, der er blevet væk fra sin flok.
De andre mennesker på bænken begynder at røre på sig og vende siden til, for derefter at fortrække til en af de andre nærtliggende bænke. I roligt tempo bevæger han sit hoved op mod himlen og ned mod jorden. Herefter vender han sig helt over til den ene side, løfter armene op i vandret stilling og strækker sig så langt det overhovedet er muligt fra højre til venstre og tilbage igen. Og sådan kan han fortsætte i op til en halv time. Herigennem følger han de forbipasserende med et blik så intenst, at det åbenlyst får folk til at vende hovederne bort og gå hastigt uden om ham.
Hjertebanken i regnvejr
Selvom jeg altid har haft en stor forkærlighed for samfundets skæve eksistenser, så har jeg heller ikke kunne sige mig helt fri fra at mærke en vis utryghed ved hans person. Men ligeså udfordrende det kan være at blive fanget af hans stikkende vanvidsblik, ligeså draget kan jeg blive af hans væsen. For inde bag skikkelsen af en underlig bums på bænken, gemmer der sig noget ganske underfundigt. Og det var jeg en dag så heldig at blive vidne til.
Min datter Frederikke og jeg kom gående hjem fra børnehave. Jeg mindes at være meget træt og i ret dårligt humør den dag. En halv time forinden havde jeg nemlig siddet og stirret på min alt for lange ’to do-liste’ på arbejdet og var samtidig gået fuldstændig død i en svær artikel, jeg havde deadline på morgenen efter. Det betød, at jeg kunne se frem til endnu en aften og nat med arbejde hængende over hovedet. Det var efterhånden begyndt at give mig hjertebanken, åndenød og alt for mange søvnløse nætter og min læge havde sågar anbefalet mig at skrue ned for tempoet.
Oven i alt det her var det selvfølgelig regnvejr og jeg var kommet alt for sent afsted fra arbejdet, til at vi i ro og mag ville kunne nå vores tid hos øjenlægen. Da Frederikkes syn over en længere periode var blevet meget svækket, var hun blevet henvist til denne særlige børneøjenlæge, der havde over et halvt års ventetid. Derfor var det rigtig vigtigt, at vi nåede at komme derhen i tide.
Jeg forsøgte at gemme min stress ad vejen og være en overskudsagtig mor, men stik imod min intention kom jeg til at trække hende så hastigt afsted, at hendes små 4-årige ben næsten ikke kunne følge med. Hun forsøgte flere gange at få mig til at stoppe op, så vi kunne tælle fliser, plukke ukrudt og hilse på to forbipasserende hundehvalpe, men denne dag måtte jeg skuffe hende.
En bue af mennesker
Da vi nærmede os busstoppestedet, hvor vi skulle med bussen for at komme hen til øjenlægen, stod der en stor klynge af mennesker. Det kunne næsten ligne en lille demonstration, bortset fra at hele flokken stod med hovederne begravet i deres mobiltelefoner og derfor ikke just fremstod som de mest engagerede demonstranter. Længere nede ved Nørrebros Runddel kunne jeg spotte en trafikprop og et par ambulancer, så noget kunne tyde på, at der havde været en ulykke, som bremsede trafikken og derved forsinkede bussen.
Normalt rør det mig ikke at vente på en bus, men lige præcis på denne dag var det som sagt ret vigtigt, at vi kom hurtigt afsted. Derfor besluttede jeg mig for, at vi straks måtte mase os igennem menneskemængden og videre ned til en af de andre busser, der også kørte i den ønskede retning. Hvis jeg luntede afsted med Frederikke i min favn, kunne vi vist godt nå det.
Efterhånden som vi bevægede os igennem flokken af mennesker, viste det sig, at der slet ikke stod så mange, som det umiddelbart havde set ud til. Folk havde bare trukket sig flere meter væk og havde placeret sig i en stor bue udenom busstoppestedet. For der sad han nemlig. Manden med de underlige bevægelser, de mærkelige lyde og det borende blik. Og han havde som sædvanlig hele bænken for sig selv.
Inde i dine øjne
Han drejede hovedet og så på os med det sædvanlige intense blik. Så fulgte han os med øjnene, alt imens vi traskede forbi ham med raske skridt. Eller rettere sagt imens JEG traskede forbi ham. For Frederikke forsøgte tydeligvis at holde mig tilbage, nøjagtig ligesom på turen nede fra børnehaven. Jeg standsede op, bukkede mig ned og aede hende på kinden. ”Frederikke, jeg er ked af det, men vi bliver nødt til at komme videre, hvis vi skal nå ud til øjenlægen,” sagde jeg i et tilsyneladende roligt tonefald … dog med en pæn utålmodig underklang i stemmen. Det lod ikke til at blive hørt, for i ren iver efter at komme tilbage til manden på busbænken trak hun mig så hårdt i armen, at jeg nær var snublet over mine egne fødder. Jeg kunne godt se, at jeg havde fået lidt af en konkurrent på halsen, så jeg tyede til det billige og lidt upædagogiske trick at lokke med en slikkepind. Men lige meget gjaldt det. Hun slap nu min hånd og gik tilbage til manden med så hurtige skridt, at jeg for en kort stund måtte give efter. Ikke mindst fordi jeg havde fået en anelse dårlig samvittighed over at lade min stresstilstand gå ud over hende.
I modsætning til alle andre mennesker placerede Frederikke sig lige foran ham med cirka en meters afstand. Uden et ord stirrede hun tilbage på ham med det samme vedvarende blik. Jeg mærkede en let hjertebanken og var lidt i tvivl om, hvad jeg skulle gøre. Dels fordi vi jo havde temmelig travlt, men også fordi jeg var ret usikker på, hvad der gemte sig bag hans blik. Det var som at kigge ind i øjnene på en kamæleon. Uden at vide om en flok spilopper ville begynde at danse, om en bombe kunne sprænge, et lyn slå ned eller om en strøm af tåre ville kunne briste. Derfor var jeg en smule spændt på, hvor meget længere hun havde tænkt sig at gå i hans retning.
Samtidig kunne jeg ikke undgå at blive indfanget af deres imponerende lange øjenkontakt. Uden den mindste flakken eller blinken. Hvad mon hun så inde i hans øjne? Hun må i hvert fald have set noget andet end jeg, for hun virkede ikke den mindste smule skræmt. Tværtimod begyndte hun at smile og småfnise.
Jeg forsøgte for en kort stund at gøre dem efter ved også at se ham i øjnene. Jeg ved ikke, om det var solen bag skyerne, der gav genskær i hans øjne, men jo mere jeg kiggede på ham, des mere kunne jeg se en stråle af lys fra hans pupiller. De blev kraftigere og kraftigere og begyndte at sprede sig ud til alle sider, som skinnede de igennem et prisme. Herfra fik hans øjne nærmest form af en blitz, der næsten kunne blænde.
Der gik ikke meget mere end 10 sekunder, inden min koncentration gik ned og jeg iøvrigt kom i tanke om den bus, vi skulle nå.
Guldsko og kattejammer rock
Jeg kiggede på uret. ”Kom så skat, vi bliver nødt til at gå videre nu”. Men ligeså travlt vi havde med at nå vores tid hos øjenlægen, ligeså stor var Frederikkes lyst til at blive og inden jeg havde set mig om, var hun rykket et skridt nærmere. Så tæt havde jeg vist aldrig set nogen stå på ham før. Det tror jeg heller ikke, at de andre ved busstoppestedet havde, for de begyndte næsten alle at røre på sig. Flere vendte siden til, nogle gik længere væk og bemærkelsesværdigt mange kiggede ned på deres mobiltelefoner. Det var endda som om, at nogen af dem greb lidt ekstra fat i deres tasker.
Bedst som jeg igen skulle til at tage fat i hendes hånd og trække hende med videre, begyndte hun pludselig at steppe. ”klik, klik, klik,” sagde hun smilende i sine splinter nye sko, der skinnede så kraftigt af guld, at de næsten matchede strålerne i mandens øjne. Han forsøgte på sin helt egen finurlige måde at gentage hendes ord, men endte dog i stedet med at trampe let i jorden og fremstamme en meget autentisk miav-lyd. Frederikke grinede og mjiavede tilbage, mens mandens lune glimt i øjet blev suppleret af et smil så stort, at både smilehuller og hele tandsættet kom til syne.
Selvom jeg heller ikke selv kunne lade være med at trække på smilebåndet, måtte jeg igen forsøge at få hende med mig videre. Også selvom jeg efterhånden syntes, det var synd at afbryde deres kontakt. Det lykkedes mig dog heller ikke. Tværtimod fortsatte miav-lyden over i en skala af fløjtetoner. Og jeg blev ikke ænset et blik.
Børn og barnlige sjæle
Manden bukkede sig ned mod jorden og pegede på en stor klase af mælkebøtter, der havde fundet sin vej op mellem fliserne. Frederikke trådte et lille skridt nærmere og satte sig ned på hug. Dernæst begyndte de at ae bladene med rolige strøg. frem og tilbage. Nænsomt blev mælkebøtterne plukket én for én og lagt op ved siden af hinanden på deres håndflader. Regnen havde i mellemtiden taget lidt til, så jeg søgte ind under halvtaget, hvorfra jeg kunne nyde synet af deres mælkebøtteaktion på lidt tættere hold. Blikkene faldt på en lille flyvende billeagtig størrelse, som de til stor fornøjelse fulgte med øjnene, mens den dansede rundt på stilkene, kravlede videre op ad mandens pegefinger og til sidst lettede til himmels. Herefter begyndte de at rive de små gule blade af mælkebøtterne. Smilende rejste Frederikke sig op og dryssede dem ud over manden, så de kom til at pynte så smukt på hans halvskaldede hovedbund og slidte gemakker.
Min opmærksomhed blev pludselig forstyrret af en lastbil, der dyttede så højt, at jeg, og alle de andre ventende ved busstoppestedet, måtte holde sig for ørene. ”SÅ Frederikkeskat, nu skal vi simpelthen af sted,” måtte jeg nærmest råbe for at overdøve den tiltagende trafikstøj. ”DOP,” lød hendes svar med et mindst ligeså markant skær i tonen. Hun havde endnu ikke lært at sige st-lyden i STOP og selvom jeg næsten ikke kunne lade være med at smile med lidt lyd på, så trak jeg hende alligevel afsted i hånden. ”Kan du have en god dag,” sagde jeg smilende til manden og spurgte Frederikke, om hun ikke også ville sige farvel. Svaret var NEJ, for hun havde nemlig ikke tænkt sig at gå nogen vegne. Og ja, det kunne jeg faktisk rigtig godt forstå. Det er jo ikke ligefrem hver dag, at man som barn har glæden af at møde et voksent menneske, som er mindst ligeså ellevild med at kigge på biller, ae blade og sige sjove dyrelyde. Det skulle så også vise sig at være den sidste gang, jeg prøvede at overtale hende til at komme med videre den dag.
Rejsen over skyerne
Frederikke trådte endnu et skridt tættere på manden. Derefter løftede de begge deres højre pegefinger op i luften i en næsten synkron bevægelse, hvorpå de stødte fingerspidserne mod hinanden – i ægte ’E.T. phone home stil’.
I næsten samme imponerende slowmotion tempo som hans gågang ned ad Nørrebrogade, begyndte manden at pege op mod de grå skyer på himlen. Frederikke kiggede på ham og gjorde ham bevægelsen efter. Eftersom hun for det meste havde rimelig meget krudt i røven, havde jeg ikke ligefrem set hende lave så langsomme bevægelser før.
I fortsat nedsat tempo drejede de hovederne helt over til venstre side. Her kom en klynge af fugle til syne, som de begyndte at følge med øjnene. Da de var nået hele vejen over til den modsatte side, drejede de hovederne tilbage igen, hvorfra de kunne iagttage den næste flok fugle. I samme rytme som fuglenes vingesus begyndte de at bevæge hovederne op og ned. Her imens åbnede manden langsomt sin mund og efterhånden som den gabte mere og mere, kunne jeg ane en form for stum w-lyd. Det var som om, han sagde WOOOOW, nøjagtig som et lille barns begejstring over et magisk trylleshow. Det afspejlede sig også i hans øjne, for de lyste op som et legende barn på opdagelse i verden. Helt rent. Helt uskyldigt.
Magien fortsatte, da fuglene fik følge af en flyvemaskine. Da drejede de hænderne langsomt rundt i spiraler, hvorpå de strakte deres arme helt ud til hver sin side og bevægede dem som flyvemaskinens vinger.
Regnbuespejlet
Gennem de mørke skyer på himlen kunne man pludselig spotte en solstråle. Den blandede sig med de lette regndråber og begyndte at tegne en regnbue på himlen. Det virkede som om, at den spejlede sig i mandens ansigt, for pludselig kunne jeg fornemme et blå-grønt skær i hans, ellers så brune, øjne, der skinnede så smukt som smaragder i mørket. I takt hermed så det ud som om, at hans hud begyndte at glatte sig ud og de dybe furer i hans ansigt forvandlede sig til små fine visdomssprækker.
Jeg tror ikke, at jeg var den eneste, som blev betaget af situationen, for det var tydeligt at se, hvordan reaktionerne fra de andre omkring busstoppestedet begyndte at forandre sig. Flere kiggede nu op fra mobiltelefonerne, vendte sig og så på manden og Frederikke med koncentrerede blikke. Tilmed kom der mere ro på deres ellers halvnervøse trækninger, der havde været kendetegnet i begyndelsen.
Under kyndige vinger
Jeg trådte nogle skridt tilbage, så jeg stod lige ved siden af dem. Uden at vide af det begyndte jeg at følge deres bevægelser med øjnene og jeg tog endda mig selv i også at løfte pegefingeren. Det var så godt som umuligt for mig at udføre så langsomme bevægelser og jeg mærkede i begyndelsen en lettere rastløs sitren i min krop.
Det førte mig et øjeblik tilbage til en periode i mit liv, hvor jeg opholdte mig i et buddhistisk kloster i Thailand. Jeg ville gerne lære at meditere og eftersom de buddhistiske munke jo er kendt for at være ret meget i deres zen, så følte jeg, at dette sted måtte være det helt rette for mig. Men hvad jeg ikke vidste var, at denne meditationsform gik ud på, at man i 20 minutter skulle bevæge sig rundt i det langsomste tempo, man overhovedet kunne forestille sig. Herefter gik det over til en siddende meditation i 15 minutter, for så igen at vende tilbage til den nærmest øretæveindbydende langsomme gågang. Og det skulle man så optimalt set gøre fra kl. 4 om morgenen til kl. 21 om aftenen. Ja, jeg var nok en af dem, der snød lidt engang imellem.
Det lod manden og Frederikke til at have lidt mere styr på end jeg, så jeg fandt det helt passende at tage udfordringen op igen under deres kyndige vinger. Herpå fulgte jeg fortsat deres bevægelser med øjnene og i takt med at jeg fik kæmpet mig vej igennem de værste utålmodigheder, begyndte trafikstøjen at glide i baggrunden. Det samme gjorde de forbipasserendes undrende blikke, og jeg fik det mere og mere som om, at jeg befandt mig i et tidløst vakuum.
Toner fra himlen
Langsomt begyndte manden at sætte lyd på vingernes bølgende bevægelser. Gennem en vekslen af lange ssshhh-toner, luftige pustelyde og en let fløjteklang, formede der sig en imponerende efterligning af vindens susen. Det var som at blive lullet i søvn, svævende gennem skyerne. I en flydende overgang forandrede lydbilledet sig til afdæmpede nynnelyde og videre over i en stribe af ahhh-, ihhh- , uhhh toner.
Med en stødt stigende volumen fortsatte det over i en let brummen fra flyvemaskinens motor. Derefter hørte vi hans sjhuuuuv-lyde af flyet der lettede, efterfulgt af vingernes accelererende fart. Efterhånden som flyvemaskinen fløj igennem en række lufthuller, tippede deres bevægelser over i små nik med hovedet. Støjen blev nu endnu kraftigere i mandens tilsyneladende fantasi om, at flyvemaskinen var ved at løbe tør for diesel.
I takt med flyets stigende hastighed og tiltagende støjniveau, lo Frederikke og manden af fulde lunger. Herfra tog grinet til i en let skinger og halv metallisk klang, som endvidere udviklede sig til en udefinerbar kombination af pivende pingviner og sultne aber. Det blev efterhånden så højt, at jeg næsten fik ondt i ørene.
Vi er dem, de andre ikke må lege med
Jeg begyndte at blive en anelse usikker på, om det fortsat var en leg eller om det var ved at få en alvorstone. Hans grin virkede dog stadig varmt og deres fjollerier begyndte sågar at smitte af på de andre børn omkring os, så jeg mærkede endnu ikke nogen trang til at gribe ind. Frederikke gik de andre børn i møde og manden rakte den ene hånd ud, sammen et par små nik til at de kunne komme nærmere.
Men på trods af børnenes åbenlyse lyst til at være med i legen, så nåede de ikke at bevæge sig videre, før de blev holdt tilbage af deres forældre. ”Det er nok ikke så godt i dag,” hørte jeg nogen af dem sige og jeg måtte erkende, at jeg på dette tidspunkt begyndte at få det en lille smule på samme måde. Jeg fik nemlig en tiltagende fornemmelse af, at hans lyde var ved at kamme over i en form for maniske udbrud, som potentielt set ville kunne munde ud i et panikangstanfald. Mit hjerte bankede. Jeg trak Frederikke til siden, bar hende op i min favn og gik lidt ud mod buen sammen med de andre mennesker.
Nogen ville måske undre sig over, at vi ikke bare forduftede ligesom flere af de andre omkring os, men der var et eller andet uforklarligt, som holdt mig tilbage. Som befandt vi os i et magnetisk felt, der var langt stærkere end min evne til at bryde det. Derfor valgte jeg at have tillid til situationen og lænede mig samtidig op ad tanken om, at der trods alt stod en hob af mennesker, som ville kunne springe ind, hvis han pludselig kunne finde på at gøre noget uventet.
Stumme skrig og lysende krystaller
Dog begyndte folk at trække sig endnu længere ud i buen og flere valgte endda at gå helt væk. Andre begyndte at hviske om, hvorvidt man måske skulle tilkalde politiet eller sende bud efter en sociolance. Ja, det skete ikke så sjældent på Nørrebro, at der var behov for at tilkalde hjælp til at kunne række gadens udsatte en kærlig hånd.
Selvom folk hviskede i den modsatte retning af, hvor manden sad, så reagerede han tydeligvis på det, der var i gærde. Han drejede hovedet over imod os og forsøgte at fremstamme et eller andet, som jeg simpelthen ikke kunne forstå. Han havde ingen mulighed for at blive hørt og det lod som om, at alle de ord, der så frygtelig gerne ville ud, istedet hobede sig op som krampagtige ryk i kroppen og forvredne træk i ansigtet. Det ellers så smilende glimt i hans øjne forandrede sig nu til blikket af en forskræmt fugleunge på flugt, lige på vej til at lade tårerne trille.
Hans hænder rystede. De store solide bjørnelabber, der tydeligvis havde knoklet for livet. Hænder der engang havde holdt om, men uden at have nogen at holde om længere. Hænder der havde rakt ud, indtil der ikke mere var nogen til at tage hans hånd.
Han løftede skuldrene op mod ørene og lagde hænderne rundt om sig selv i et favntag. Så bukkede han hovedet ned mod skødet, som krøb han ind i et beskyttelsesrum eller et musehul.
Alle omkring ham stod helt stille med måbende og forstummede ansigter. Og manden var ikke den eneste, der havde tåre i øjnene. Mit hjerte bankede fortsat, men nu var det ikke længere i frygt, for at han skulle gøre noget drastisk. Det var i ren og skær medfølelse. ”Skal vi tilkalde noget hjælp,” var der en, der spurgte. Jeg kiggede på manden og så på Frederikke, og uden rigtig at tænke over det, var mit svar et helt klart ”Nej, ikke lige nu”.
Med Frederikke i favnen gik jeg over mod ham. Jeg aede ham blidt på skulderen, mens Frederikke hoppede ned på jorden og tog et raskt skridt lige ind foran ham. Som var intet hændt, løftede hun sin lille hånd og trykkede ham nænsomt oven på hovedet med sin pegefinger. ”Dut, duuut,” sagde hun efterfulgt af nogle pruttelyde og en let fnisen. Hun skulle ikke gentage handlingen meget mere end et par gange, inden manden løftede sit hoved igen og kiggede på hende.
Nu kunne man måske tro, at det her er en opdigtet historie, men det er det ikke. Ligeså ulykkelig han lige havde været, ligeså hurtigt vendte hans humør igen. For synet af Frederikke var åbenbart lige det, der skulle til for at bringe glimtet af det legende barn tilbage igen og forvandle de mange tårer til skinnende krystaller i mørket. Ligeledes blev min hjertebanken og den knugende fornemmelse i brystet til varme, der spredte sig i hele min krop.
Direkte fra rummet
Manden løftede sin ene pegefinger og fremtonede et stille Uhhh, som var han netop kommet i tanke om noget. Derefter bukkede han sig ned mod jorden og stak hånden ned i sin rygsæk, hvorfra han trak et lille hæfte op. Han havde åbenbart en forkærlighed for flyvende genstande i luftrummet, for ikke nok med hans store fascination af den flyvende bille, samt fuglene og flyvemaskinen på himlen, så kunne han nu også præsentere Frederikke for 20 sider med rumskibe og rumvæsner.
Frederikke gjorde antræk til at kravle op på bænken ved siden af ham. Hun var dog stadig for lille til at klare det selv, så jeg hjalp hende op og satte mig ved siden af dem. Jeg kunne mærke et par skeptiske blikke fra de nærtstående mennesker, men på dette tidspunkt følte jeg mig så tryg, at de gled fuldstændig i baggrunden.
Manden begyndte at pege på de forskellige billeder i bladet, mens han udfoldede en stribe af entusiastiske lyde og fagter. Jeg faldt helt i staver. Han havde et særligt lunt glimt i øjet og et skævt smil på læben, som grangiveligt mindede mig om min morfar. Hvad han ikke havde spenderet af timer på at læse op for mig, da jeg var lille og jeg husker tydeligt, at hans begejstring for børnehistorierne, var mindst lige så stor som min egen. Det var trygge øjeblikke, der bestemt har været med til at give mig lys i en barndom, der ikke altid var helt nem.
”Give me five”
Frederikke nåede akkurat at kravle videre op på mandens skød, da bussen kom. Han bøjede hovedet en smule, vendte mundvigene nedad og gjorde tegn til, at den skulle han med. Så rejste vi os alle tre fra bænken og gik derover.
Lige inden han steg ind i bussen, bøjede han sig ned imod Frederikke, gav hende sit rumblad og aede hende helt blidt på hovedet. Derefter spredte han sine fingre og hævede sin store hånd. Det gav et lille bitte gib i mig, for jeg syntes umiddelbart hans hånd var en anelse tæt på Frederikkes ansigt, men inden jeg nåede at blive urolig, fremstammede han pludselig et meget entusiastisk ”GIVE ME FIVE”. Den vending kendte Frederikke godt, så hun gav ham til deres begges store fornøjelse et ordentligt klask tilbage i hånden. Det var de første ord, jeg nogensinde havde hørt ham sige.
Bussen kørte og vi vinkede ivrigt, indtil manden var ude af syne.
Tilbage til flokken
Vi nåede aldrig ud til øjenlægen den dag, men ugen efter ringede de og gav os en afbudstid få uger senere. Heller ej blev jeg færdig med den artikel, jeg havde deadline på morgenen efter. Til gengæld gik jeg, for første gang i mange måneder, glad og rolig i seng om aftenen. Og jeg var ikke den eneste. Frederikke faldt i søvn med sit nye rumblad i favnen. Hun havde fået en ny legekammerat den dag og mon ikke det samme gjalt for vores nye ven.
Nogle måneder senere hørte jeg et rygte om, at dette særlige menneske ikke altid har siddet som en ensom ulv på bænken. Han er åbenbart en tidligere børnelæge, som er blevet stærkt traumatiseret, efter at have behandlet syge børn i krigsramte områder.
Nu er det ved at være noget tid siden, vi har set ham sidst og jeg må sige, at han mangler i bybilledet.