På landgang i New York (Freestyle ud fra fars beretning)

UNDSKYLD

at det blev  min far, der sejlede med de allieredes  proviant konvojer som matros.

Under første verdenskrig.

I Nordatlanten blev de  angrebet af tyske ubåde.

Undskyld, at min far  bare var en stor dreng, der tog varig skade af den opgave.

Relevant veteran støtte var der ikke meget af dengang, i stedet  måtte han deale med krigstraumer resten af livet. 

Undskyld, at han smittede hele resten af familien med sin dysfunktionelle adfærd , og måtte gå på pension før tid.

Vi modtog desværre heller ingen anerkendelse af  indsatsen i dødens farvand med snegle posten i familien, der kunne have genoprettet og healet vores liv med bevarelse af en selvrespekt.

Vi undskylder  for  det psykologiske pres, som stadig lever videre i hos os, eftersom min far selvmedicinerede sig livet igennem. Alkoholen holdt ham  oprejst som  selvforsørgende  indtil gigten og tuberkulose ramte  ham til en førtidspension fra kommunen de sidste år af hans levetid.

Familien undskylder.

Der var bare den bivirkning, at det gjorde den før så stolte mand uhyggelig aggressivt udadreagerende pga. skam over at være henvist til offentlig forsørgelse. Han følte sig fanget  i  sit forsøg på at dulme krigstraumer og mareridt med medicin.

Denne dysfunktionelle adfærd lever videre i os, som næste generation. Vi kan kalde det den sociale arv.

Undskyld for samfunds-udgiften til os efterkommeres veje og vildveje i livet.

Vi er stolte af dig far, siger vi, når andre ikke siger det!

Ære være hans minde.