Det er, både med glæde men også med vemod, at jeg siger farvel til den forgangne måned og alle dens spændende aktiviteter.
Jeg er også kaldet til at skulle være hjemme, slappe af og lave ingenting, og bare sidde i min sofa og kigge ud over byen.
Min hypomani hader det. Den vil, at der skal være drøn på, og gang i den hele tiden. Den vil være høj på aktivitet og input og spændende møder med mennesker. Den vil ikke bare sidde der hjemme og glo ud i luften. Den vil mærke pulsens sus i årerne. Den vil mærke hjertet slå, mærke euforiens rus. Den vil have det optimale ud af hver dag på ugen. Den hader at holde fri. Mit ego, hypomanien, hader, hvor der ingenting sker.
Kun sjælen, og hjertet, værdsætter stilheden og roen.. Kun sjælen værdsætter nærværet i en rolig, afslappet krop.
Min hypomani frygter fridage. Den er bange for at gå glip af noget. Mit ego er bange for, at der ikke sker nok, og at jeg ikke har et spændende liv.
Jeg vil vælge at gøre plads til mit hjerte, thi det er derfra, at livet udspringer. Hvis ikke jeg lytter til stilheden, så brænder jeg ud. Det er en livsnødvendighed at tage mig tid til at komme hviledagen i hu.
Jeg ved, at mit hjerte går i stå ved overaktivitet, hvor spændende aktiviteten så end er.