Af Kenneth Østergaard
Introduktion
Den 8. november 2021, altså på denne dag for tre år siden, blev der sat noget i gang, der endte med at blive den tekst, du nu skal læse. Dengang skrev jeg teksten som et fanbrev til rapperen Per Vers. Derefter delte jeg den med venner og familie og det har haft stor betydning for mig. Jeg håber, at den også dengang har hjulpet andre.
I dag har jeg skrevet den lidt om, for jeg tror og håber, at den på den måde, kan få betydning for flere mennesker.
Det at dele min rimhistorie, og åbne op og være ærlig over for omverdenen og ikke mindst mig selv, har hjulpet mig med at finde ud af hvem jeg er, når jeg ikke gemte mig i en røgsky af hash.
Historien er skrevet i rim, da det er den udtryksform der passer mig bedst, så værsågod:
Rimhistorien
Jeg vil gerne dele en historie
Fra mit liv
Som har udspillet sig i den sidste periode
Og fyldt mange tanker i mit hoved
Og det hele er sandhed
Selvom det lyder som vanvid.
Jeg vil skrive den på et sprog
Som du forstår
Og nu skal du høre hvordan den går.
Jeg har altid følt mig som en ”dum” knægt
Med problemer der er tungere end en håndvægt
Med druk og mange mennesker i min opvækst
Og da jeg var 14 år, blev jeg sendt væk
Til en kostskole
Ikke så langt ude på landet
Men heller ikke tæt på vandet
Jeg følte mig forbandet
Med mange følelser, der blev holdt tilbage
Måske fordi jeg ikke ku’ finde ud af
Hvem jeg kunne stole på.
Jeg har altid følt mig helt alene
Bange for at skabe en scene
Så jeg skabte en facade og min egen verden
For at dulme smerten fra den virkelige verden
Jeg ikke følte mig en del af
Jeg fandt frem til at jeg var meget speciel
Har haft tanker om at slå mig selv ihjel
Men heldigvis fandt jeg nogle gode venner
Som tog mig under deres hænder
Og fandt ud af at vi alle er ænder
Der svømmer rundt på dybt vand
Der prøver at finde en mening med livet
I sådan en forstand
At man ikke tør at gå på land.
I skolens lokaler blev jeg meget træt
Og fandt hurtigt ud af at idræt
Var min hovedret
Jeg har spejlet mig i mange personer
For at se hvordan de klarede sig igennem livets
Skræmmende situationer.
Jeg har aldrig drømt om millioner og berømmelse
Og kommer derfor med denne indrømmelse
Jeg vil bare gerne være normaaal
Har altid følt at den var gaaal
Oppe på anden saaal.
Så da jeg blev løsladt
Efter 4 år på kostskole
Og 2 år på efterskole
Følte jeg igen forladt, både dag og nat
Fandt jeg da en anden skat
Der gjorde så mit liv igen kunne køre glat
I røgen fra en vild plante
Der gjorde at jeg igen kunne gemme mig
I bunden af Mjølners handske, i mit eget Valhal
Så flaget ikke blev sat på halv.
Jeg har røget hash i ca. 20 år, det vildt så hurtig tiden går
Når man prøver at gemme sig fra hvad der forgår
Lige foran en, og ikke kan overskue
Hvad der i næste uge, eller længere ude i fremtiden.
Dette var min historie om fortiden
Ved ikke om det var på grund af årstiden
At jeg aldrig endte på forsiden
Det hele føltes som år siden.
Nu vil jeg skrive om nutiden
Og hvad der skete i mit liv for nogle uger siden.
For der er sket et mirakel
Der gjorde at jeg kom kravlende ud af væggen som en fraggle.
Her den 8. november skete der noget jeg altid vil remember.
Efter nogle ret heftige uger med mange nederlag
Og sved og nedture, følte jeg mig som en murer
Der havde muret sig ind i en blindgyde
Og vidste slet ikke hvad det skulle betyde?
Jeg havde brug for HJÆLP
Så jeg greb telefonen, efter jeg havde indset situationen
Og ringede til min doktor og sagde ”fork dig”
Hvis jeg ikke kan få en henvisning til -Psykiatrisk skadestue-.
Da jeg ikke kunne overskue, endnu en helvedes uge.
Jeg ville bare VÆK, væk fra det hele
Og spærres inde på et trygt sted
Så jeg pakkede min rygsæk
Prøvede at gemme min frygt væk
Og hoppede op på jernhesten, og følte at ”nu er jeg der sgu næsten”.
Da jeg efter et par timer ankom til skadestuen
Fik givet mit navn og nummer til ”skadefruen”
Efter jeg havde taget mig mod til, at nu skulle lægerne rode mit hoved til
Med spørgsmål om hvorfor jeg ville indlægges,
Sad og ventede i 3-3½ time
Med musik i ørerne, for at holde mig kørerne imellem alle køerne.
Så da det endelig blev min tur
Var jeg cool, calm and collected, og mange af de tanker
Jeg havde fægted’ med i løbet af dagen gemt væk
I sådan en grad, at jeg følte mig ret lettet
Havde faktisk ikke engang været på toilettet
Og det gjorde at min tankegang var plettet.
Så da jeg endelig blev kaldt ind af en ung kvinde
Famlede ordene sig på min nethinde
Og kunne slet ikke fremtvinge, de ord der beskrev den situation
Som jeg stod i, og kunne kort inde i samtale mærke
At hun satte sin fod i, for mine ord var der rod i
Jeg prøvede at være modig
Og fortalte igen hvilken situation jeg faktisk stadig stod i.
Hun gav mig 2 valg
Indlæggelse eller et opkald inden for 1-3 dage
Fra noget der hedder APH
(Akut Psykiatrisk Hjælp)
Jeg valgte selvfølgelig indlæggelse og hun sagde
”Det kan være hårdt inde bag væggene”
Da jeg nok skulle snakke med mange læger
Der kunne bide hårdt ligesom bidske tæger
Men tænkte at det ikke kunne blive værre
Og i bund og grund ikke var så sære
Og det der har presset mig, vil jeg meget gerne belære
Men mest af alt spytte ud i et bæger.
Hun skulle drøfte sagen med en ”overlæge”
Så jeg gik ud og røg en smøg, med følelserne uden på mit tøj
Så afgørelsen kunne indtræffe, for det var et ønske fra min side
Hun ikke selv kunne fremskaffe.
Da jeg kom ind igen efter at have røget min smøg
Efter en samtale der var møg
Og kunne mærke hvilken vej pilen fløj
Blev jeg kaldt ind i et andet samtalelokale
Og mine tanker blev lagt i dvale
Hun sagde at de kunne tilbyde mig APH
Som jeg slet ikke kunne forstå.
Jeg spurgte om jeg så bare skulle tage hjem, og have det dårligt
Og måske få det værre?
Hvortil hun svarede ”At hun var ked af jeg havde det sådan
Men det var hvad de kunne tilbyde mig her og nu”
Jeg tog imod tilbuddet, og vendte næsen hjemad
Købte en sandwich, og forventede et blodbad
Efter at jeg spist min aftensmad.
Jeg havde fået 2 piller (quetiapin 25 mg)
Så jeg kunne få ro i kroppen, så det kunne mærkes
Helt nede i sokken, og få en god nattesøvn.
Jeg forstod stadig ingenting, så da natten den bankede på
Havde jeg røget mine sidste 2 pinde. (Forhåbentligt nogensinde).
For piller og mig har sgu aldrig været venner
Da jeg ikke ved hvor jeg ender og vil hellere ryste på mine hænder.
Dagen efter kl. 09.00 ringede min telefon
Og en sød dame stemme talte i min mikrofon
Forstod jeg at hun havde hørt om min situation.
Hun inviterede mig til et møde kl. 11.00
Og jeg svarede ”ja for helvede”
Og denne gang kunne jeg godt forstå
At hjælpen var på vej
Med nogle af de ting, hun ku’ foreslå
Så der var intet jeg overså
I min jagt på at komme ovenpå.
Så jeg gik i bad og begyndte at forberede mig
På talen og om dagen derpå og ugerne optil
Lad mig kalde det et opspil, til en bedre tid
For da tiden endelig kom og jeg trådte ind på klinikken
Spillede jeg med på rytmikken
Åbnede jeg mit hjerte op, med både sjæl op krop
Gav jeg ikke op i jagten på at få det godt
Og det har helt sikkert
Ført mig til det sted jeg står i dag
Med selvtillid, og en klar besked
Efter tid der var led, i min søgen på kærlighed og ærlighed
Og selvforståelse på hvorfor jeg havde skyklapper på
Der mange ting jeg stadig ikke kan forstå
Hvordan det hele ku’ gå, som det nu gjorde.
Som jeg skrev tidligere, føler jeg at der er sket et mirakel
Som ikke besvares ”vor herre bevares”
Som en ændring i min hjerne og mit nye syn på livet
Vil ikke tage noget for givet.
Jeg føler mig som født på ny
Nu vil jeg få det bedste ud af resten af mit liv
Og vil gerne dele min historie, ikke for at pudse min egen glorie
Men dele min historie med hele DK
Så hvis der er nogle der har eller har haft det på samme måde
Ikke skal gå igennem det som jeg har gennemgået
Ville ikke ønske det for nogen på nogen måde.
Jeg har ikke røget hash siden
Mine 2 sidste pinde d. 8. november
Jeg har allerede delt min historie med nogle af de mennesker
Jeg er tæt på, og har været med til at skabe den person jeg i dag.
Historien er skrevet som en ”fristil” med et budskab
Som rammer gaden som en isbil og hårdt som et missil.
Jeg startede med at skrive denne tekst d. 21. november
Fra kl. 10-21.30 med nogle pauser
Og skrevet den ned i min dagbog
I dag har jeg indskrevet den på computer og sendt den fra min router.
-THE END-
Efterskrift
Der skete ikke meget herefter i forhold til psykiatrien – det var svært at finde fodfæste i hverdagen. De tilbød mig at komme hos FACT og fik noget samtaleterapi, men det var svært og gav ikke rigtigt noget.
Heldigvis fandt jeg selv foreningen Håb i Psykiatrien, som tilbyder træning og andre fællesskabende aktiviteter. De har hjulpet mig med at finde styrke i livet. Det at være sammen med andre, der også har noget i “rygsækken” gør det til et meget trygt sted at være.
Jeg ved hvor svært det kan være, men man skal ikke være bange for at række hånden frem og bede om hjælp. Hvis man ikke bliver taget imod, der hvor man tror hjælpen er at hente, skal man kæmpe videre. Selvom det føles som en afvisning og kan gøre rigtig ondt, findes der andre muligheder, hvor der står nogen, der vil gribe dig når du er faldet.
Jeg er rigtig glad og stolt over, hvor jeg står den dag i dag. Det havde jeg på ingen måde turde tro på, da jeg skrev rimhistorien. Der har også været nogle bump på vejen, men jeg har valgt at fokusere på alt det positive der er sket.
Jeg har fået mod på fremtiden, men der er stadig mange ting, der skal falde på plads. Kampen er blevet nemmere og jeg kæmper videre. Jeg ved ikke hvad fremtiden bringer, men lige nu håber jeg på at blive tildelt et flexjob, hvor jeg kan arbejde 10-15 timer om ugen inden for noget pædagogisk arbejde med mennesker med autisme, udviklingshæmmede og/eller andre psykiske udfordringer, som jeg har gjort i en praktik de sidste par år.
Jeg er en meget ærlig person, som du kan læse og hvis jeg kan hjælpe andre med at se deres dæmoner i øjnene og komme ud på den anden side og få mod på livet eller måske få noget inspiration ved at læse min tekst vil det være det hele værd for mig at dele på denne måde.
Jeg vil bare gerne have, at vi alle sammen vinder og kommer videre til et liv, man føler sig tilpas i.
Tak fordi du ville læse min historie.