Vinteren er over os og måske er du også ramt af vinterdepressionen? Det er der mange der er og rådene er altid de samme. Men måske er svaret ikke bare D-vitamin, måske skal vi også acceptere vinter-vilkårene.
Skrevet af Rikke Østergaard Bergmann
Jeg har det sidste år kæmpet mig til et fleksjob her hos Outsideren, som jeg elsker. Jeg er kommet mere ovenpå, end jeg tror, jeg har været hele mit voksenliv. Jeg har en rutine og en hverdag og jeg har overskud til at lave ting i min fritid. Jeg har overskud til private projekter og til at se folk jeg holder af.
Eller måske skal jeg skifte de foregående sætninger til datid. For jeg skal passe på med ikke at falde i et hul igen. Et stort, sort hul der føles afgrundsdybt.
Sorte huller rammer os alle sammen tror jeg, men os der er psykisk sårbare i forvejen af den ene eller anden grund, rammes oftere og hårdere.
Mit største problem med de sorte huller er, at selvom jeg godt ved, at det formentligt er forbipasserende og midlertidigt, så frygter jeg altid, at denne gang er gangen hvor jeg ikke kommer op igen. At dette er gangen hvor jeg ikke orker at kravle hele vejen til toppen uden andet lys at gå efter end en prik på størrelse med et knappenålshoved.
Ja, jeg tager vitaminer
Efter et helt voksenliv med de her kampe, så ved jeg, at hullet efter alt sandsynlighed skyldes vintermørket, at det er vinterdepressionen, der stikker sit grimme fjæs frem og ødelægger mit humør. Jeg får igen sværere ved at forlade lejligheden end jeg ellers har haft længe og jeg bliver mere ked af det uden grund. Vi er kun i starten af vinteren og den føles uendelig allerede. Og inden nogen råber lysterapi og D-vitamin efter mig, så bare rolig, det er jeg allerede i gang med for fuldt skrald.
Mange lader sig opmuntre af julen, men jeg er ikke det store jule-menneske, så det er ikke noget der hiver mig særligt langt op. Nytår er også lidt overvurderet og så har vi både januar og februar at kæmpe os igennem med næb og klør.
Jeg ved ikke, hvordan I andre oplever vintermørket, men for mig trigger det en følelse, jeg aldrig har fundet ord for. Jeg kan bedst beskrive det som en følelse i kroppen kombineret med en ked-af-det-hed, tomhed og håbløshed. Jeg mister lysten til ting, som jeg ellers godt kan lide og fysisk føles det let kriblende, lidt som rastløshed. Alt føles meningsløst og gråt og som om, det aldrig vil blive bedre, så jeg venter bare på at komme i seng.
En basal del af at være mig
Problemet er, at når jeg er i den tilstand, så bliver jeg bevidst om, at den vel egentligt er der hele tiden. Nogle gange bliver den overdøvet af ting udefra; larm, underholdning, andre mennesker o.l., men følelsen ligger hele tiden i mine celler og venter tålmodigt på, at der bliver ro nok til, at jeg igen kan mærke det. Det er også en af grundene til, at jeg hader at være alene. For så kommer det ofte til at fylde det hele.
Når jeg så sidder i følelsen, i det sorte hul, så føles det som om, at følelsen er et grundvilkår. Som om det er sådan, det bare er at være mig, at det er sådan jeg nu engang er sammensat, som om det er vævet ind i selve det, der udgør mig.
Men jeg håber desperat, at det sorte hul bare er vintermørket. Det er blevet gradvist værre hele november, så det kan ikke være andet, men det gør det ikke bedre.
Jeg kan forsøge at minde mig selv om, at vinteren er midlertidig, så det er vinterdepressionen også, men det er ingen trøst, for jeg kan ikke mærke det, selvom min logik godt ved det.
Så hvad gør vi?
Ærligt? Jeg ved det ikke. Jeg ved, at jeg skal fortsætte med lysterapien, D-vitaminerne og at komme ud i luften, da der er noget godt at hente, selv når solen ikke er fremme.
Jeg ved, at jeg har godt af at se dem jeg holder af og at jeg ikke skal slå mig selv oven i hovedet, når jeg ikke kan. Jeg ved, at jeg heller ikke skal sætte for høje krav til mig selv. Jeg kan bare ikke det samme om vinteren, som jeg klarer med lethed om sommeren.
Måske er det det, vi alle sammen skal huske – at ingen kan forvente at vi kan det samme i december, som vi kan i juli, det er vi ikke skabt til. Om vinteren skal vi spare på energien og leve af vores forråd.
Men hvem der dog bare var en bjørn der kunne gå i hi. Så ville I først se mig til marts.