En arbejdsskade kan omvælte ens liv og i dette tilfælde førte den ind i psykiatrien. Den manglende forståelse for hvad problemet egentligt var, førte til bæltefiksering og elektrochok. I stedet for at fokusere på hvad man ikke kan, så bør psykiatrien måske fokusere mere på drømme og ressourcer frem for diagnoser.
Af Rikke Gustavsen
Jeg havde haft arbejde i et køkken, det var hårdt, men det var også ekstremt vigtigt for mig. Der var ikke noget sted, jeg hellere ville være. Både fordi, jeg havde fået en uddannelse som køkkenassistent af staten og gerne ville vise, at jeg kunne sige tak tilbage, ved at gøre noget for andre. De havde hjulpet mig til at finde jobbet også. At arbejde i køkken var en gammel drøm. Helt tilbage fra jeg var frivillig hos spejderne, da jeg var teenager, havde min leder set, hvor glad jeg var for at lave mad med og til de små. Nu var det som om, jeg kunne se det hele for mig.
Men så skete det forfærdelige: Jeg fik en arbejdsskade og en diskusprolaps i lænden. Derfor måtte jeg indlægges på en somatisk afdeling i over en måned. Da jeg blev udskrevet, var det til et liv, der slet ikke fungerede, for jeg kunne ikke arbejde mere. Jeg blev så fortvivlet, at jeg forsøgte at tage mit liv flere gange. Jeg var endt i det forkerte liv.
Herefter blev jeg indlagt første gang. Det jeg egentligt gerne ville have, var hjælp til at kunne få en hverdag igen, men det var der ikke nogen, der forstod. Jeg stod alene med min enorme frustration. Jeg forsøgte at fortælle om alt det, jeg havde mistet og hvad jeg ville, men det kom ligesom ikke ind nogen steder. I stedet blev de bange for, at jeg ville blive voldelig overfor andre. Jeg kan godt forstå, at de synes jeg var aggressiv, for alt mit mistede håb kom hårdt ud af munden. Derfor endte det med, at jeg blev lagt i bælte mange gange, allerede ved min første indlæggelse. Jeg mente ikke nogen af de ting, jeg sagde, jeg vidste bare ikke, hvad jeg ellers skulle sige. Her startede også flere årtiers elektrochokbehandling.
Det var som om jeg blev en forkert person derinde. Normalt omgikkes jeg med mange forskellige mennesker og talte om alt muligt, men her blev det hele forkert. Pludselig var det som om alle porte til mit gamle liv var lukket og i stedet var der kun porte til andre steder i psykiatrien. Det var som at ligge og svømme langt under vandet, uden at kunne komme op. Det er underligt, at man stadig kan trække vejret.
Forståelse betyder alt
Der var ikke nogen, der ville høre på, at jeg lige havde mistet det bedste i mit liv; at kunne arbejde for andre mennesker. Derfor var det som om, ingen forstod mig. Jeg prøvede at fortælle om min meget svære situation, men det var bare som om de kiggede sort tilbage på mig og ville tale om psykiatri. De ville hellere arbejde på mig, end at jeg skulle arbejde på noget andet.
Det gjorde ondt, at det eneste, jeg nu kunne se for mig, et liv i psykiatrien i stedet for i køkkenet, ikke blev forstået af nogen andre. Så byggede det sig op. Så virkede det som om, jeg var på virkeligt dybt vand, men det var jeg ikke, ikke på den måde. Det jeg virkeligt ønskede, var at blive forstået. Forståelse betyder alt.
Forstå hvad jeg brænder for
Hvor vigtigt forståelse er, kan jeg vise med en lille historie:
Da jeg var teenager, arbejdede jeg frivilligt som spejder. Der forstod min leder, hvor meget jeg brændte for at arbejde med andre mennesker. Allerede dengang interesserede jeg mig for madlavning, også med mindre børn. Det stod jeg for på vores sommerlejre. Han opfordrede mig derfor til at uddanne mig indenfor køkken. Han kunne se i mine handlinger, hvad der var vigtigt for mig. Hans forståelse hjalp mig til at sige til mig selv, da jeg gik i tiende klasse, at jeg skulle finde en uddannelse indenfor køkkenområdet. Først tog jeg en erhvervsgrunduddannelse og så blev jeg køkkenassistentelev og så køkkenassistent bagefter.
Forskellen på spejderlederens og psykiatriens måde at forstå på var, at spejderlederen så på hvad der virkede, mens psykiatrien lagde vægt på alt det, der var svært. Psykiatrien kunne ikke forstå hvorfor jeg var der og hvorfor jeg stadig gerne ville yde noget for andre mennesker. Det var som om, at nu havde de fat i mig og så hev de mig ind i det. De sagde til mig, at jeg hørte til der. Den eneste behandlingsmulighed var bæltefiksering og elektrochok. Bæltefiksering var en del af behandlingen fordi jeg lignede en, der kunne finde på at slå andre. De bæltefikserede mig for at jeg ikke skulle gøre andre ondt. Men jeg slog aldrig nogen, mens jeg var indlagt. Det skete først i en konflikt med noget personale.
Det lyder måske underligt, men ofte er det at blive forstået, det der skal til for at få det bedre; for at komme ud af hullet og op ad stigen.
Et godt eksempel er min nuværende kontaktperson, på det bosted, hvor jeg bor nu: Det første halve år har været hårdt, men min kontaktperson har kunnet pege på, at mine strategier virker, når jeg bliver ked af det og får tanker. Det har styrket mig helt vildt i hverdagen, både med det praktiske og så jeg kan fungere med andre mennesker. Jeg har også fået et nyt, mindre arbejde, hvor vi arbejder med haver, blomster og alt muligt.
Det er måske også noget, der er nemt for andre, men min kontaktperson har også lært mig at bruge min telefon mere, så jeg kan google og skrive sms’er. Det kunne jeg faktisk ikke før. Jeg kan også indtaste andres numre. Det gør jeg kan få meget bedre kontakt.
Det er som om min kontaktperson gør det samme, som min spejderleder dengang: hun lægger mærke til de ting, jeg gør, der faktisk virker og så taler vi om dem.
Mine forslag
Så hvis jeg skulle give et råd til personalet, så må det handle om, at de skal blive bedre til at høre hvad vi siger, og måske især blive bedre til at lægge mærke til de ting vi gør, der faktisk virker. Når man bliver set sådan, så kan man lettere komme ind i hverdagen igen.
Jeg tror også, at vi skal blive bedre til at låse vores ting op, trin efter trin for personalet, ikke bare holde det for os selv. Hvis man bliver frustreret over, at de ikke forstår en, så må man prøve at sige det tydeligt. De er jo heller ikke tankelæsere, så man må sige hvad man står i.
Måske kan man sige til sig selv, at de jo ikke har prøvet de ting, som jeg har prøvet. Derfor kommer vi også nogle gange i konflikt, når de laver forslag, som de synes er det eneste rigtige. Men så skal vi blive bedre til at forstå hinanden.
Hvis jeg skulle give et forslag til personalet, så er det, at de ikke skal hænge fast i diagnosen. De skal forstå, hvad vi vil med vores liv, hvor vi kunne være om ti år. Så ville de kunne få flere ud af psykiatrien.