I denne artikel fortæller Niels om, hvordan han allerede som barn mærkede, at han led af depressioner. Hans humør var især dårligt om formiddagen, når han var i skole, og det førte til, at han rettede en stor vrede mod sine lærere og sin skole og startede sit eget hemmelige oprør.
Skrevet er Niels
Allerede som barn mærkede jeg, at jeg led af depressioner. Jeg forstod ikke, hvad det var, og jeg havde heller ikke et sprog til at beskrive mine følelser. Men jeg mærkede smerten. Det er helt sikkert. Når man er depressiv, vil man naturligt nok lede efter en årsag til sin indre smerte, og det kan nærmest være hvad som helst, som får skylden. Det kan både være noget inde i en selv eller ude i ens omgivelser. Det er sådan depressionens mekanisme og logik fungerer. Det sker som regel ubevidst, og selv hvis man bliver bevidst om denne mekanisme, så vil smerten ikke forsvinde af den grund.
Da jeg var barn, følte jeg min depression stærkest om formiddagen, mens jeg kunne være glad ud på aftenen. Derfor kunne jeg ikke fordrage at gå i skole. For hvad laver man om formiddagen, når man er barn? Man går i skole og sidder på en stol ved et bord i et lokale med sine klassekammerater og lytter til en lærer. Derfor var det jo ikke så mærkeligt, at jeg gav min skole skylden for mine mørke følelser.
Et stort chok
Det var et kæmpe chok for mig at begynde i skole. Pludselig blev min hverdag meget brutal i forhold til den dagligdag, jeg var vant til. Min mor var pædagog, og min far lærer på en landbrugsskole, og de havde de en meget mild og hippie-agtig tilgang til børneopdragelse og skældte aldrig ud på mig og min søster.
Men i skolen oplevede jeg, at lærerne skældte ud, og at man kunne blive sendt uden for døren som straf for dårlig opførsel. Det skete ikke hver dag, eller hver uge for den sags skyld, men truslen hang over hovedet på mig og mine klassekammerater, og det gjorde, at jeg virkelig var bange for lærerne.
Der var også mobning i skolen, der kunne udvikle sig til slagsmål. Den slags havde jeg aldrig oplevet i min børnehave, og det var heller aldrig opstået, når jeg legede med de andre børn, der boede på min vej. Så for mig var skolen et meget fjendtligt og utrygt miljø at færdes i.
Kontrol og disciplin
Og så var der selve det, at det meste af en skoledag gik med, at man sad på en stol ved et bord i et lokale, imens en lærer talte. Man skulle lytte efter og være stille, med mindre man først havde rakt hånden op og havde fået lov af læreren til at sige noget. Og man måtte ikke sige, hvad man havde på hjertet. Nej, enten skulle man svare på et spørgsmål, læreren netop havde stillet, eller også spørge ind til det, som han eller hun var i gang med at forklare.
For mig var det en fuldstændig utålelig indskrænkning af min frihed at være underlagt sådan en kontrol og disciplin 4-5 timer hver dag. Jeg var vant til at lege frit i min børnehave eller hjemme i min families parcelhushave, hvor mig og min søster havde marsvin, og hvor jeg måtte tænde bål, skære i træ med min lommekniv, bygge ting af brædder, grave dybe huller og meget andet, der gjorde, at haven lignede en byggeplads. Mine forældre så det som noget positivt, at jeg, min søster og vores legekammerater brugte vores fantasi og selv fandt på lege i stedet for at gå til sport eller andre aktiviteter for børn.
Fodbold som magtsymbol
I skolen var der også et hierarki imellem os børn i klassen. For drengenes vedkommende var ens placering i høj grad bestemt af, hvor god man var til at spille fodbold. Alle drengene i min klasse gik til fodbold på nær mig og en anden. Derfor havde vi to en mærkelig rolle som løsgængere, der ikke kunne placeres hverken højt eller lavt i hakkeordenen i blandt drengene. Jeg havde det ganske udmærket med den rolle, for jeg afskyede hierarki, og det har aldrig været vigtig for mig at passe ind eller ligne de mennesker, jeg færdes i blandt.
Men jeg hadede min skole af det gode hjerte, man har som lille dreng. Al den smerte, som min depression gav mig, blev omformet til vrede, som jeg rettede mod mine lærere og dem øverst i klassens hierarki. Dog var jeg ikke et af de børn, der gjorde oprør ved at lave ballade i timerne. I stedet gik jeg i strejke. Jeg var tavs og gjorde mig usynlig og nægtede at lære noget.
Jeg strejkede i protest
Min strejke var så effektiv, at min klasselære på et tidspunkt sendte mig ned til skolens talepædagog, fordi hun var bange for, at mine taleevner var langsomt udviklet. Efter tre kvarters samtale med talepædagogen, konkluderede han dog, at jeg var ganske veltalende og havde et stort ordforråd i forhold til min alder. Og så gik jeg tilbage til min klasse og forsatte min strejke.
Hvad skulle jeg ellers gøre? Hvis jeg havde kendt begrebet, så havde jeg kaldt skolen for et totalitært regime. Et regime, der pålagde os børn en streng kontrol og straffede dem, der ikke adlød. Og regimet gjorde sig ikke kun gældende den første halvdel af dagen, som vi tilbragte i skolen, men også i vores fritid, hvor vi skulle lave lektier.
Den første sabotage
I længden var det dog ikke nok for mig at være tavs og strejke, når jeg var i skole. Jeg måtte gribe til handling! Så når jeg var på toilettet og vaskede hænder, bruge jeg alt for meget sæbe, og jeg tog ofte en masse af papirservietter fra holderen og holdt dem ind under vandhanen, så de blev våde og ikke kunne bruges.
Andre gange brækkede jeg tavlekridtet i små stykker, så stumperne var for små til, at man kunne bruge dem til at skrive med på tavlen. Jeg gjorde det selvfølgelig ikke i min egen klasses lokale, for så kunne lærerne jo regne ud, at det var et af os børn i klassen, som havde gjort det. I stedet gik jeg ind i andre klasselokaler, og hvis der var tomt og ingen, som så mig, så knækkede jeg kridtet i tavlerenden i stykker. På den måde undgik jeg at blive mistænkt. Jeg var jo ikke dum.
Og så ødelagde jeg også en saks ved at løsne den møtrik, der holder den samme, jeg skruede en elektrisk pære ud af en lampe og rystede den så kraftigt, at den sprang, og jeg gik ind i kopirummet og krøllede en masse papir med mine hænder, så det ikke kunne bruges i kopimaskinen.
På den måde ødelagde jeg skolens ressourcer og gav den ekstra udgifter. Det var i både teori og praksis sabotage mod min skole, og mine tanker bag var helt i overensstemmelse med de principper, som historiebøgernes modstandskampe og guerillakrige er blevet udkæmpet efter.
Hurra, skolen brænder!
Jeg kan huske en dag, hvor min klasse af en eller anden grund ikke kunne være i vores sædvanlige lokale, og derfor skulle være i skolens fysiklokaler. På et fasttømret bord i den ene ende af lokalet var nogle gashaner, som man kunne slutte en slange til, der gik videre til et gasblus. Over gasflammen kunne man så opvarme væsker i glaskolber og lignende. Det satte min fantasi i gang!
For hvad nu hvis man stillede et tændt stearinlys i den modsatte ende af lokalet, og derefter skruede op for gashanerne? Så ville gassen brede sig i rummet, men der ville gå noget tid, før den nåede frem til stearinlyset og blev antændt. Men så ville der også være masser af gas i lokalet, og luften ville i bogstaveligste forstand blive forvandlet til ild. I praksis ville det fungere som en tidsindstillet brandbombe.
I pausen gik jeg derfor hen og slog vindueshasperne af, så vinduet kunne åbnes udefra. Min plan var at vende tilbage til skolen om aftenen og kravle ind ad vinduet, tænde et stearinlys, skrue op for gassen og skynde mig ud igen og løbe et stykke væk. Og så ville jeg stå på afstand og vente på, at lyset antændte gassen.
Jeg forestillede mig, at hele den del af skolebygningen, hvor fysiklokalet lå, ville eksplodere, og murbrokker ville blive kastet ud i alle retninger, hvorefter en altfortærerne brand ville bryde ud og nedbrænde hele skolen. Og jeg ville bare stå og smile, imens jeg så på.
Da jeg kom hjem efter skoletid, pakkede jeg en taske med ting, jeg kunne få brug for: Skruetrækker, tændstikker, stearinlys, lommekniv, et reb og andet. Men da det blev aften og ved at blive mørkt, og det var tid at tage af sted for at udføre min plan, mistede jeg modet. Fuldstændigt. Så skolen slap for at blive sprængt i luften og brændt ned den aften, og jeg følte mig som skvat, fordi jeg ikke var modig nok til at følge min plan.
Fandtes der andre sabotører?
Men en formiddag nogle måneder efter skete der noget, da min klasse havde dansk. Skolens inspektør kom ind og afbrød undervisningen og fortalte, at der havde været en brand på et af toiletterne i en lille bygning ude i skolegården, der altid stod åben. Toilettet var blevet overhældt med brandbar væske og antændt, så toiletsædet af plastik var delvist brændt, delvist smeltet. Og nu ville han høre, om nogen af os i klassen havde noget at fortælle, som kunne bringe ham på sporet af de skyldige.
Først var der tavst i klasselokalet, for vi havde jo lært, at skoleinspektøren var en mand, vi skulle frygte. At få en skideballe af ham skulle være meget slemt, så det var en trussel lærerne nogle gange trak frem, når et af mine klassekammerater opførte sig særlig slemt.
Så var der en dreng i klassen, som rakte hånden op og sagde, at han dagen før om eftermiddagen havde set nogle drenge løbe ud fra toiletbygningen i skolegården. Straks efter rakte en anden dreng hånden op og sagde, at han havde set det samme. Inspektøren nikkede tilfreds og sagde, at de hellere måtte tale sammen nede på hans kontor, og så gik de alle tre.
Amatører!
Jeg ved ikke, hvad der blev sagt nede på skoleinspektørens kontor. Men det endte med, at mine to klassekammerater indrømmede, at det var dem selv, der havde hældt terpentin ud over toilettet og stukket ild i det hele. Det var en grim samtale, de havde haft med inspektøren, for da de kom tilbage til klassen, kunne man se på deres ansigter, at de havde grædt.
For mig var det en meget ambivalent oplevelse at se dem komme grådkvalte tilbage. På den ene side havde de lavet sabotage, der langt overgik, hvad jeg havde gjort. Men samtidig kunne jeg ikke undgå at foragte dem. De var ikke bare blevet afsløret, fordi de havde været uforsigtige og havde lavet dårlig planlægning. Nej, de havde faktisk selv gået med ned på inspektørens kontor og til sidst indrømmet, at det var dem, der havde brændt et toilet af. Hvor dum havde man lov at være? Jeg havde altid holdt mig strengt til det princip, at man aldrig skulle tiltrække sig opmærksomhed og gøre sig så usynlig som muligt.
Og så havde de stukket ild i toilettet, fordi de syntes, det var sjovt at lege med ild, og ikke fordi de ville sabotere skolen ligesom mig. De havde ingen selvdisciplin og havde ladet sig gribe, først af deres fascination af ild, og derefter af dårlig samvittighed, da skoleinspektøren dukkede op. Den slags tankeløshed havde intet til overs for.
Sabotage imod nye mål
Da jeg nåede til fjerde eller femte klasse ændrede min sabotage karakter. I stedet for at ødelægge fysiske ting, så gik jeg til angreb på min skoles eksistensberettigelse. Hele formålet med skolen var jo, at vi børn skulle lære at læse og skrive og regne. Vi blev undervist i kristendomskundskab og historie, og vi skulle være kreative i fag som formning og musik. Men hvis vi ikke lærte noget, så havde skolen ikke levet op til sit formål. Hvis en elev rakte hånden op og sagde, at 2+2=22 og ikke 4, så havde matematiklæreren ikke været dygtig nok, og der var gået en lille flig af skolens eksistensberettigelse.
Ind til det tidspunkt havde jeg lavet mine lektier så godt, jeg nu engang kunne. Ganske vist strejkede jeg i protest og ønskede at lære så lidt som muligt, men jeg havde alligevel gjort mit bedste af frygt for lærernes reaktion, hvis jeg ikke lavede mine opgaver.
Min nye form for sabotage bestod i, at jeg bevidst gjorde mig dummere, end jeg var. Når jeg for eksempel lavede regnestykker, ville jeg med vilje skrive et forkert resultat, selvom jeg sagtens kunne regne mig frem til det korrekte. Når jeg skrev dansk stil, ville jeg lave stavefejl og sætninger, hvor jeg byttede rundt på rækkefølgen af ordene eller bare formulerede mig dårligt. Og så videre i de andre fag.
Når jeg så fik mine opgaver tilbage med lærerens rettelser og kommentarer, så følte jeg en mærkelig tilfredshed over at vide, at jeg sagtens kunne have gjort det bedre, og at jeg helt bevidst havde lavet fejl. Det var min afvisning af skolens målestok for, hvad der var en dygtig og en mindre dygtig elev. På den måde forkastede jeg lærernes dom over mig, og indtog selv rollen som den dommer over dem.
Min depressive dagsrytme ændrede sig
Da jeg var 12-13 år skete der noget, som betød, at jeg holdt op med at hade min skole og mine lærere. I stedet for at være deprimeret om formiddagen, så begyndte det depressive humør at ramme mig om eftermiddagen, altså efter skoletid.
Det var ikke fordi, jeg blev glad for at gå i skole af den grund. Det føltes stadig som en sur pligt, men jeg følte ikke længere det samme had mod min skole. Og så var jeg jo ved at blive teenager, og i den alder er der mange andre ting, man kan udpege som årsag til sin depression. Livet som teenager er jo ikke nemt.
Her på mange års afstand kan jeg se, at min skole og de lærere, jeg blev undervist af, hverken var værre eller bedre end så mange andre. Og hvis mine forældre havde sendt mig på en friskole med en alternativ pædagogik, eller hvis de helt havde taget mig ud af skolen og undervist mig hjemme, så havde det ikke gjort nogen forskel, for så havde jeg bare placeret skylden for min depression et andet sted.
Barndommen er alvor
Barndommen forbindes med leg, uskyld og sorgløshed, når man er voksen. Man misunder børnenes tilsyneladende spontanitet og livsglæde mere og mere, jo ældre man bliver. Men sådan tænker voksne kun, fordi de har glemt, hvordan det var at være barn. At være barn er en alvorlig sag, og jeg følte mig dybt uretfærdigt behandlet i skolen, så jeg kæmpede alt, hvad jeg havde mod til, for at bevare en form for indre uafhængighed.
Men først og fremmest var jeg vred! Mere vred end jeg har været i nogen anden periode af mit liv. Og det kan godt undre mig i dag, at jeg rummede så meget vrede som dreng, men det var jo alt sammen resultatet af et depressivt sind.