Hvad siger psykiatere til deres patienter, når den akutte psykose klinger af og der skal tegnes et omrids af fremtiden? Eller efter en tung depression? Og hvordan bliver det sagt? Tidsskriftet Outsideren har spurgt en række psykiatribrugere om deres oplevelser i psykiatrien.
[Jeg synes, at psykiatere skal være bedre til at overbringe budskabet nænsomt og med menneskelighed] kvinde, 33 år
At komme fra en såkaldt normaltilværelse og ende i psykiatrien, er for mange en kolbøtte-tur af de helt store. Det påvirker selvforståelsen voldsomt, og behandlingen der følger, ses typisk som et dybtgående indgreb i – eller overgreb på – ens person. Det opleves som at blive påført noget, ofte uden diskussion. Det viser den undersøgelse, Outsideren har lavet blandt en gruppe danske psykiatribrugere.
Vi har stillet en række spørgsmål, om forbruget af psykofarmaka, om baggrunden for den medicinske behandling og – ikke mindst – om forholdet mellem læge og patient. Bliver der lyttet, hvis man foreslår nedtrapning? Ved du hvorfor du skal tage din medicin? Taler I fremtid?
[Jeg er absolut ikke enig i at jeg havde brug for medicin, hvis der i stedet var taget hånd om de to traumatiske oplevelser med samtale, almindelig omsorg og psykologhjælp (…) Hvis der havde været mulighed for at få bearbejdet årsagen til min lidelse, eller en mulighed for alternativ behandling, eller bare omsorg i stedet for opbevaring, ville jeg ikke have brug for medicin. Men psykiatrien mente at medicin var den eneste mulighed] Kvinde, 51 år
Af de 32 personer, der har returneret spørgeskemaet, falder besvarelserne i to hovedgrupper. Den ene gruppe er i behandling for depression/maniodepressiv lidelse. Den anden gruppe behandles for psykotiske sygdomme. Næsten alle vi har været i kontakt med, er i en eller anden form for medicinsk behandling på grund af deres psykiske lidelser.
De kender præparaternes fulde navn, den daglige dosis, og ved ganske nøjagtigt, hvor længe de har taget medicinen.
Det fremgår også af svarene, at der hersker stor usikkerhed omkring hvorvidt det nu er den rigtige behandling der er blevet sat i gang. Hvorfor skal man tage medicin? Hvor længe? Hvordan kan det være at man får en ny diagnose – og dermed behandling – undervejs?
[Jeg blev diagnosticeret på basis af nogle psykoser, der var udløst af et hårdt mentalt pres og misbrug af LSD og andre feststoffer. Efter min første diagnose som 18-årig blev jeg tre år efter diagnosticeret som borderliner. Jeg ophørte med at få antipsykotisk medicin inden jeg blev udskrevet, og sendt tilbage på arbejde (…) Blev som 28-årig igen erklæret skizofren, selvom jeg ikke hørte stemmer som ved mine første psykoser, og stoppede med medicinen igen da jeg blev udskrevet. Som 31-årig blev jeg erklæret skizofren med mani] Kvinde, 43 år, nu medicinfri
Skal man tro Outsiderens undersøgelse, fungerer kommunikationen mellem behandler og patient langt fra altid godt. Måske er psykiaterne så opsatte på at tale til deres patienter som ligeværdige, at de uden videre antager at patienterne får sagt, hvad de har på hjerte. Men det interessante er, at selvom forholdet mellem patient og behandler er godt, så brænder flere patienter inde med vigtige spørgsmål om forhold, de rent faktisk meget gerne ville vide mere om.
Det er svært at pege på en enkel forklaring: Glemmer behandleren at forklare især de mest basale ting? Skal patienten
i højere grad opfordres til at spørge om alt? Er der opstået en konsensus om, at der ikke skal spørges for meget? Er behandleren i virkeligheden slet ikke klar til at lytte? Bryder patienten sig ikke om at spørge?
Uanset grunden, så svarer mange psykiatribrugere i skemaundersøgelsen, at de simpelthen ikke ved hvad målet med
behandlingen er, eller hvorfor det er nødvendigt med medicin eller hvorfor der pludselig skal skiftes piller eller…
Undersøgelsen peger altså på, at der er forhold, som ikke fungerer som de skal. Ifølge sundhedsloven har sundhedspersonale pligt til løbende at informere deres patienter om prognosen for behandlingen – men i halvdelen af besvarelserne oplyses, at der ikke er blevet fortalt om udsigterne for behandlingen.
Den anden halvdel svarer, at det er blevet stillet i udsigt, at den medicinske behandling vil vare resten af livet. Således
bliver loven tilsidesat, om det så skyldes manglende klarhed, misforståelser eller sjusk.
[Ork ja, jeg har prøvet at trappe ned i medicin. Det gjorde jeg på en uge!!! Ingen god idé. Men fejlen var min, jeg
havde hørt forkert] Kvinde, 58 år
Polyfarmaci – dvs at være i behandling med flere typer psykofarmaka på samme tid – er helt almindeligt, trods advarsler fra både Sundhedsstyrelsen og Dansk Psykiatrisk Selskab. I halvdelen af besvarelserne angives, at der er tale om behandling med mere end eet præparat. Helt op til fem forskellige præparater gives der. Og i en tredjedel af spørgeskemaerne oplyses, at man er i behandling for flere helt forskellige diagnoser.
Det efterlader det indtryk, at psykiatere ofte forsøger at behandle en sygdom i bund uden at have et knivskarpt billede af sygdommen.
De fleste psykiatribrugere lærer, ifølge spørgeskemaet, at leve med medicinen. Og det er ikke alle, der ser det som et stort problem, at denne behandling sandsynligvis er livsvarig. Det er et spørgsmål om bl.a bivirkninger, identitet og livskvalitet.
Flere har overrasket fundet ud af, at deres anmodning om at blive trappet ned i medicin, er blevet imødekommet uden videre diskussion. Forestillingen om, at psykiateren altid har en fiks og færdig handlingsplan, holder ikke. Der er også de, der ikke har fået behandlerens opbakning til ønsket om nedtrapning – og nogle gange heller ingen begrundelse.
[Jeg er ikke indstillet på livslang medicinering. Når jeg føler mig parat, vil jeg selv begynde nedtrapning] Mand, 46 år
Fra Outsiderens arkiv / Tidsskriftet Outsideren nr. 64 / Vi lavede artiklen i 2008, men den er vist fortsat aktuel.
Skriv gerne om dine erfaringer
Nummeret er et temanummer om medicin i psykiatrien, hvor du også kan læse :