”I min bog er der ingen anden vej: Først i fællesskab med andre kan den enkelte frigøre sig”
Af Ulrik Dahlin, journalist, vinder af årets Cavlingpris
Jeg hedder Ulrik Dahlin. Jeg er journalist og normal. Det nærmeste, jeg kommer på at miste selvkontrollen, er, når jeg skal flyve. Så begynder sveddråberne i håndfladerne, og ved hver rystelse presser jeg panisk fødderne mod gulvet og kæmper mod angsten. Men selv om jeg er normal – bortset fra i et flysæde – så har jeg i min ungdom haft en ’lidelse’, som jeg med et lidt smart udtryk vil kalde for politisk sindssyge.
Som yngre mente jeg i ramme alvor, at danske arbejdere snarest muligt skulle bevæbnes med henblik på en voldelig revolution, hvorunder vi skulle sønderbryde statsapparatet og i stedet oprette en diktaturstat, hvor der kun skulle være et eneste politisk parti tilladt, nemlig det, jeg selv som organiseret maoist var medlem af. Inspirationen fra oktoberrevolutionen i Zarrusland og den senere kulturrevolution i Folkerepublikken Kina var tydelig, og selv om jeg, der boede i trygge omgivelser i det pæne Søllerød, godt i svage stunder kunne have svært ved at forestille mig velnærede danske typografer eller manicurerede butiksansatte i raskt trav ned ad Bredgade med kurs mod kongeslottet, så var jeg aldrig rigtig i tvivl om, at partiet altid havde ret, og at vi var på rette vej.
Min politiske sindssyge gav mig en dogmatik, som jeg kunne bygge en vaklende personlighed op omkring, så jeg fremstod som en vidende og sikker ung mand på sejrens vej.
Tvivlen kom først senere. Men da den kom, var det som jorden åbnede sig under en. Fornemmelsen af at være med i et fællesskab, der havde mere ret end andre, forsvandt fra den ene dag til den anden. Men værre var det, da forestillingen om, at udviklingen her på kloden trods midlertidige tilbageslag i sidste ende alligevel går mod en stadig lysere fremtid, samtidig forsvandt. Hvad var der så tilbage?
Personligt blev jeg i første omgang efterladt med en kynisme, som set i bakspejlet vel mest var en slags fornærmet reaktion på min egen politiske sindssyge. Først efter længere tid blev kynismen erstattet af en mere ydmyg attitude over for andre.
Og først endnu senere oplevede jeg igen den sprudlende glæde ved at være i raskt trav på sejrens vej. For mit vedkommende var det først på aktivistavisen København og senere på Månedsbladet PRESS og endnu senere på dagbladet Information, at oplevelsen kom tilbage. På trods af forskelle mellem de tre medier er nøgleordet fællesskabet med andre.
Ja, jeg ved godt, at det næsten lyder kommunistisk, og det skal det selvfølgelig ikke, men i min bog er der ingen anden vej: Først i fællesskab med andre kan den enkelte frigøre sig.
Nemlig.
—–
De kendte og de normale
Den diagnose-fri Spalte er relativ ny i Outsideren og skrives på skift af en kendt dansker, der (efter hvad vi ved) ikke har en psykiatrisk diagnose. Spalten er den eneste af sin slags i bladet, der ellers laves af mennesker med en eller flere diagnoser samt en lang karriere som patient i det psykiatriske system bag sig, måske også fremover.
De første gange er spalten blevet skrevet af henholdvis forfatter Peter Øvig, tidl. minister Bertel Haarder samt filmsinstruktør Henning Carlsen.
Denne gang har vi givet ordet til Ulrik Dahlin, journalist på dagbladet Information. Sammen med sin kollega Anton Geist blev Ulrik Dahlin i januar måned tildelt årets Cavling-pris for dækningen af nu afgåede integrationsminister Birthe Rønn Hornbechs fuskeri med ulovlige afslag på statsborgerskab til unge statsløse flygtninge.
Redaktionen.
PS. For at imødegå stadigt stærkere indvendinger fra redaktionens ikke-mandlige medlemmer, vil spalten næste gang sandsynligvis blive skrevet af en kvinde…