Dorrit Cato – “Dear Luise” (på engelsk)

Outsideren
Artikel

Dorrit Cato Christensens datter Luise døde i 2005, mens hun var indlagt på en lukket afdeling på et psykiatrisk hospital. Luise fik fire gange den anbefalede dosis af antipsykotisk medicin. Dorrit skrev “Kære Luise” om hendes datters liv og deres oplevelser med det psykiatriske system i Danmark. “Kære Luise” er nu tilgængelig på engelsk.

 

Outsideren
Outsideren er Danmarks største onlinemagasin om psykiatri og psykisk sygdom, produceret af mennesker med psykiatrisk brugererfaring.

One Response

  1. Køb ikke bogen, fordi Dorrit Cato Christensen var én af dem der dræbte Luise Hjerming Christensen. Jeg bekræfter, at Luise Hjerming Christensen var en dejlig asperger. Men Dorrit Cato Christensen var vild med at gå klip af Luise Hjerming Christensen. Hun beskriver i sin bog, hvor grusomt Luise Hjerming Christensen blev skamskudt på giftfængslerne, og hvordan Luise råber om hjælp. Men Dorrit Cato Christensen tog ikke sin datter ud af fængslet. Hun ventede i flere dage, mens Luise Hjerming Christensen havde det helt vildt dårligt af hjernegift. Prøv at læse denne vanvittige mors kendsgerning, læs denne bog. Men betal ikke for den.

    DU KAN LÆSE I BOGEN PÅ ET BIBLIOTEK i STEDET FOR. DORRIT CATO CHRISTENSEN NÆGTEDE MIG AT SIGE HVAD BANEMÆNDENE FRA AMAGER GIFTFÆNGSEL HEDDER. HUN NÆGTEDE TÓ GANGE. Jeg har læst i hendes bog på side 116. Nu ved jeg, hvorfor Dorrit Cato Christensen nægtede mig navnene og hvorfor hun fik ordene “Medicinen tog mit liv” på Luises gravsten i stedet for gerningsmænd. Fordi hun var med i drabet.

    Her er Dorrit Cato Christensens ord:

    To uger efter du [Luise Hjerming Christensen] var kommet hjem fra Tvind [uden hjernegift og glad], meldte der sig noget, som måske kunne være en god grund til, at du kunne få en udredning. Vi var sammen i vores sommerhus i Kulhuse. Du mente, at tre af dine gode venner fra Tvind ville komme på besøg. Det var John, Michael og Jonathan fra Zambia. De havde besøgt os et halvt år tidligere i København. Men vi havde ingen aftale med dine tre venner om besøg denne gang. Så det var en vrangforestilling – ifølge den psykiatriske terminologi, fordi man fejlagtigt oplever, at noget vil ske.
    Jeg tror såmænd, de fleste mennesker har haft vrangforestillinger i en eller anden udstrækning. Vi har alle været i situationer, hvor vi har oplevet, at vennerne gjorde et eller andet for at genere eller snyde os. Eller vi har måske fejlagtigt hørt, at nogen lover os noget, som vi ønsker brændende. Begge dele kan være forkert, og vi kalder det så enten paranoia eller ønsketænkning. Men hvis man er psykiatrisk patient, betragtes det som en vrangforestilling.
    Vi valgte på grund af omstændighederne at kalde din oplevelse/ønske om vennernes besøg – en vrangforestilling, fordi det kunne blive indgangen til at få dig henvist til den psykiatriske udredning. Så den 18. juli 1992 ringede jeg til vores familielæge fra sommerhuset. Hun mente, at de vrangforestillinger, du havde, var en god nok grund til at få omtalte udredning. Og det skulle vise sig at være rigtigt. Samme dag om aftenen henvendte vi os med en henvisning i den psykiatriske modtagelse på Rigshospitalet.
    Ved midnatstid blev det vores tur, og du fortalte – intetanende om hvad dette skulle føre til – den visiterende psykiater på Rigshospitalet om dine forestillinger om, at vennerne fra Tvind ville komme på besøg. Du fortalte meget overbevisende, at du ikke ville have medicin, fordi du ikke kunne tåle det. Du fortalte om dine dårlige erfaringer med antiepileptisk medicin, hvordan det havde gjort dig aggressiv, og at det havde bevirket, at din hjerne ikke fungerede. Du var blevet meget tyk af denne medicin. Jeg understøttede din forklaring.
    Det var os magtpåliggende, at det blev journalført, at du ikke måtte få psykofarmaka under indlæggelsen, men blot observeres.
    Psykiateren kunne høre, at du havde vrangforestillinger. Hun kunne også mærke, at de ikke gjorde dig angst, og at du faktisk selv kunne korrigere og sige, at du egentlig godt vidste, at dine venner ikke kom til Kulhuse, men at du oplevede det, og at det måske var fordi du savnede dem. Samtidig sagde psykiateren, at det ikke var ualmindeligt at se mennesker få vrangforestillinger i perioder, hvor de havde været under påvirkning af stress. Du havde netop været i Amsterdam med din skole. Der havde du haft ansvar for et stort loppemarked, hvilket uden tvivl havde været en krævende opgæve for dig.
    Vi forlod ikke lokalet, før vi havde hørt visiterende læge indtale vores oplysninger plus hendes egne observationer på sin diktafon.
    Det var en betryggende visitationssamtale, og du lod dig optimistisk indlægge. Jeg gik – eller måske skulle man sige, at jeg næsten dansede – hjem i den dejlige lune julinat. Lettelsen ved at det hele nu ville vende til det bedre for dig, gjorde mig opstemt.
    Jeg satte mig i mit køkken med en kop te og lod tankerne flyve. Jeg så dig i færd med at uddanne dig med lidt kompenserende støtte. Der var flere muligheder. Det kunne være noget med dyr. Du kunne godt lide at være sammen med dyr og var god til det, så hvorfor ikke finde en uddannelse, hvor samvær med dyr kunne blive din dagligdag? Samtidig kunne du også godt tænke dig at få en boglig uddannelse … Tankerne fløj rundt uden grænser.
    Jeg måtte flere gange sige til mig selv: »Slap nu af, Dorrit. Det er Luises liv og ikke dit. Men fantasien havde ingen grænser denne dejlige julinat i 1992.

    Næste dag er dagen Luise ligger i sin urin på gulvet med lamme ben på grund af hjernegift. Personalet har ikke tænkt sig at hjælpe. Luise siger til Dorrit Cato Christensen, “Det er dig der har fået mig herover. Du skal få mig ud herfra igen, og det skal være med det samme!”

    Men Dorrit Cato Christensen hjælper ikke sin datter i tre dage. Mere har jeg ikke læst endnu. Det skal siges her og nu: KØB IKKE DENNE BOG!

    Svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *