Diskussionen om bivirkninger efter elektrochok illustrerer forskningens magt. Hidtil er der ikke fremkommet forskningsresultater, der endegyldigt giver de mange brugere, der kan fortælle om forfærdelige hukommelsesproblemer efter ECT behandling, ret. Derfor anser psykiatere bivirkningerne efter ECT som forbigående eller ubetydelige. Og den vurdering påvirker ECT-patienters muligheder, for at klage over behandlingen eller kræve en anden og bedre.
Og det er muligheden for at bringe sin sag for en domstol, der i sidste ende afgør, hvilke rettigheder man har som borger.
– Hvis du ikke kan gå til domstolen med det, har du ikke nogen rettigheder i forhold til det, siger Maria Ventegodt Liisberg.
Maria Ventegodt Liisberg er ansat ved Institut for Menneskerettigheder i København, og ekspert i handikaprettigheder. Hun mener lige som Erik Olsen, at man tog et skridt i retning af at sikre psykiatribrugeres rettigheder med vedtagelsen af FN’s handikapkonvention i 2006.
– FN’s handikapkonvention omfatter personer med længerevarende psykiske sygdomme, hvilket vil sige de fleste sindslidende. Det betyder at sindslidende også skal være omfattet af forbuddet mod diskrimination på grund af handikap. Det er sindslidende formodentlig ikke i Danmark i dag, siger Maria Ventegodt Liisberg.
Da Danmark tiltrådte konventionen i 2007, har regeringen derfor forpligtiget sig til at give psykisk syge de samme rettigheder som andre handikappede.
Maria Ventegodt Liisberg tilføjer,
– Handikapkonventionen betyder også, at hvis man forskelsbehandler fysiske og psykiske handikap, kan der kræves en forklaring på det, siger Maria Ventegodt Liisberg.
ENUSP er fuldt medlem af EDF, det europæiske netværk for handikaporganisationer.
– 90% af sindslidendes problemer er de samme som andre handikapgruppers. De er bare nået betydeligt længere end os, og det er til dels fordi de ikke er fastlåst i de samme medicinske teorier, siger Erik Olsen.
På trods af den generelle opfattelse af, at menneskerettighederne er kortfattede og lige til at fortstå, er det et kompliceret arbejde, at fortolke de 30 artikler der udgør menneskerettighederne. Sådan er det med alle internationale konventioner. Og det er ikke engang sikkert, at landene tiltræder konventionen efter den er forhandlet på plads.
– Det er altid lige så interessant, hvad der ikke kommer til at stå i en konvention. Da handikapkonventionen skulle forhandles på plads, var der stor uenighed imellem regeringer og NGO’er (de organisationer der ikke repræsenterer stater, red.) om formuleringerne. Et af stridspunkterne var, om psykisk sygdom i sig selv er nok til at udsætte en borger for tvangsbehandling. Det endte med, at man ikke skrev noget om det ind i konventionen. Det anså nogle af handikaporganisationerne for at være klogest. Diskussionen bagefter imellem handikaporganisationerne, gik på om de var urealistiske i deres mål. Kunne man være gået med til et kompromis, der havde betydning for psykisk syge i forhold til tvangsbehandling, siger Maria Ventegodt Liisberg.
Juridisk skelnes der mellem tvangsfiksering, såsom at blive lagt i bælte, og tvangsbehandling, som kan være at blive tvunget til at modtage elektrochok. Forskellen er at det første ses som en ikke-indgribende behandling. Der bliver ikke gjort noget ved dig, andet end at du bliver holdt fysisk tilbage. At der ikke står noget om tvangsbehandling i handikapkonvetionen, har derfor direkte betydning i forhold til den aktuelle poltitiske debat herhjemme, hvor det drøftes i hvilket omfang man vil tvangsmedicinere psykisk syge.
Outsideren nr. 65 udkommer i uge 51, 2008. Besøg hjemmesiden for at bestille et prøveabonnement