For nogle år siden gik vores medarbejder, nationaløkonomen Boye Haure, på førtidspension. Det tog ham lang tid at vænne sig til det liv – og til at fortælle omgivelserne om det. Herom skriver han om i det seneste nummer af Outsideren, der kommer på gaden i begyndelsen af juli. Desværre var der ikke plads til alle Boyes betragtninger – som andre dybt engagerede mennesker har han det med undertiden at skrive en anelse for langt – men herunder bringer vi de afsnit, der ikke var plads til i bladet:
(fortsat fra Outsideren nr. 68)
I mit baghoved spøger der altid en lille nationaløkonom, der vil blande sig på godt og ondt med forskellige synsvinkler på førtidspensionen. Der er stor forskel på makro, nationaløkonomien, og mikro, de enkelte individer. Ser vi på problematikken ud fra makro-niveauet, kommer der nogle andre pointer frem end mine og dine personlige erfaringer og historier fra venner og bekendte.
En vinkel der går fra mikro til makro er, at hver gang du bruger en krone, så sætter du gang i en makro-proces. Du efterspørger til dit forbrug varer, der sælges fra butikker, og derved sætter du dem i beskæftigelse, og sikrer deres indkomst. De køber igen fra grossister, der selvfølgelig også tjener penge, ligesom dem der står for transporten. I de næste led kommer produktionen, råvareindkøb osv., og i øvrigt betales der også moms, skat og evt. afgifter undervejs, således at du også sikrer det offentliges indtægter. Det hele breder sig som ringe i vandet, idet der jo ikke bare er tale om de nævnte led indenfor den samme varetype, men undervejs trækker de enkelte indkomstmodtagere ud, som de bruger til at dække deres behov for alt muligt, hvorfor de køber en masse forskellige varer. Det hele ganges op – ikke bare for dig men for alle andre – til en stor effektiv efterspørgsel, der holder makro-økonomien i gang. Man taler om en “multiplikatorproces”. Du er med til at skabe bruttonationalproduktet, til at øge væksten. Det er i grunden fantastisk, hvor meget du som førtidspensionist betyder for nationaløkonomien.
Denne “multiplikatoreffekt” er endda for dig og mig langt højere end for de fleste andre, fordi vi bruger 95-100 % af en krone, mens andre – særligt de højeste indkomster – bruger mindre. De har jo rigeligt i forvejen, og køber i øvrigt ofte udenlandske luksusvarer, der ikke skaber megen indkomst her i landet men mere i udlandet. De rigeste sparer relativt meget op, så disse penge bliver hengemt, og går ud af kredsløbet, så de ikke skaber vækst. Vi bidrager altså relativt mere end de fleste andre til at holde gang i økonomien.
Ikke bare indirekte i den store makroøkonomiske proces holder vi mange i arbejde. Direkte holder vi også helt oplagt mange i beskæftigelse. Det gælder læger, sygeplejersker, sosu-er, fysioterapeuter, sekretærer, socialrådgivere og mange flere. Vi er inde i kernen af det moderne velfærdssamfund. Tilmed er vi ofte med til at gøre dem klogere, specielt hvis vi er nogle særligt interessante tilfælde. Hvad skulle alle disse mennesker dog gøre uden os? Ingenting, vi sikrer deres eksistensgrundlag. Vi kan ikke undværes.
Snakker vi makro, er der tale om, at vores pensioner er en af de afgørende faktorer, der sikrer det man kalder “automatiske stabilisatorer”. Det vil sige alle mulige overførselsindkomster som dagpenge, kontanthjælp og ikke mindst pensioner m.v., der forhindrer at bunden hverken går ud af vores personlige økonomi eller af nationaløkonomien, når der opstår sociale begivenheder og makroøkonomisk lavkonjunktur. Det er noget meget vigtigt i den moderne økonomi. Det var først og fremmest noget, man lærte af krisen i 1930-erne, hvor man begik den brøler at spare på de offentlige udgifter, når der var krise i den private del af økonomien. Derved satte man gang i en ond spiral stik imod hensigten.
I dag er det sådan, at når der er mange i beskæftigelse, betales der alt i alt mere i skat, og når der er stor arbejdsløshed, udbetales der mere i sociale ydelser. Det er ligesom med vores pensioner med til at stabilisere den samlede økonomi, så den ikke kører helt af sporet. Således at økonomien hverken bliver overophedet, hvilket ofte ender med en ubehagelig hård landing, og således at økonomien ikke går i depression. Førtidspensioner er i det hele taget ikke alene med til at stabilisere den materielle makroøkonomi, men er også med til at stabilisere vores holdning til økonomien. Så er der jo altid noget, man kan falde tilbage på.
Der er tale om en helt anden holdning til førtidspension, end der er til andre typer af overførselsindkomster. Det gælder i hvert fald for de fleste mennesker efter min erfaring. Groft sagt er der tale om, at folk på kontanthjælp og lignende betragtes som dovne. Undskyld, det er ikke min mening, men sådan behandler man jo folk. Mens førtidspensionister opfattes som nogle, der har fortjent det. Det er helt åbenbart at kontanthjælpsmodtagere får med pisken, og sendes på noget, der reelt er tvangsarbejde, hvis de ikke vil ende som hjemløse. Man prøver at motivere dem ved at tage noget fra dem, i modsætning til topskatteydere som man prøver at motivere, ved at give dem noget mere.
Mange førtidspensionister har betalt store beløb i skat i deres “tidligere liv”. Der er også en hel del af de tilsyneladende stærke – eksempelvis tidligere soldater – der ender på førtidspension. Folk tænker sikkert, at når det kan ske for dem, så kan det også ske for mig. Jeg har også betalt ret meget i skat i mit aktive arbejdsliv igennem 25 år. Men jeg vil gerne understrege, at jeg på ingen måde synes, at det skal være forudsætningen for at få førtidspension. Slet ikke. Den anorektiske paranoid skizofrene på 18 år, der aldrig vil kunne komme på arbejdsmarkedet, skal naturligvis også kunne opnå førtidspension.
Alle partier uden undtagelse vil bevare førtidspensionen. Vi er en betydelig vælgergruppe, der potentielt kan blive “tungen på vægteskålen” i Folketinget, altså afgøre hvem der skal danne regering. Partierne vil også alle sammen gøre en hel masse for sindslidende. Vi er en fredet gruppe – officielt i hvert fald. Politikerne står i kø for at fortælle, hvor meget godt de vil gøre for både psykisk syge og pensionister. Men det kniber lidt med at gøre noget ud af det for alvor, så snart det begynder at koste penge.
Den enorme stress der præger vores arbejdsmarked, gør det til en umulighed for mange sindslidende at fungere på det almindelige arbejdsmarked. Det er enorme krav der stilles til hårdførhed og stabilitet. Den udprægede stress er dels en følge af en dominerende præstationskultur, men også en forudsætning for de store krav til produktivitet, der stilles i vores samfund for at holde væksten i gang. Denne høje produktivitetsstress er uforeneligt med sindslidendes følsomhed og sårbarhed.
Arbejdsmarkedets stress skaber psykisk sygdom. Men et højt stress-niveau er en nødvendighed for at holde så meget gang i bruttonationalproduktet, som man kræver på makro-niveau fra arbejdsgiveres, lederes og politikeres side – og som vi alle sammen er med til at kræve, når vi går amok som forbrugere. Forbrugerismen og vækstkravene medfører nedslidning. Ligesom forurening og arbejdsløshed vælter virksomhederne disse – med et fagudtryk “eksternaliteter” – over på det omgivende samfund. Det offentlige må træde til. For at opretholde høj vækst er førtidspension en uundgåelig omkostning. Ellers bryder samfundet sammen i en kæmpe depression.
Man kan sige en masse positivt om førtidspension for at aflive tabuer, fordomme og myter, og der er vitterlig erfaring bag det og fagligt belæg for det. Men der er også noget der trækker i den anden retning. At man kun opfattes som en doven hund og en belastning for samfundet, er næsten for plat til, at det er værd at beskæftige sig med. Nogle har den opfattelse, men det er vist meget få. Det er min erfaring, at det hører fortiden til, da der var tale om almisser. Holdningen hos de politikere, som folk vælger, vidner også om, at det er ikke ligefrem så usle holdninger, vi kæmper imod.
Men vi skal ikke tro, at vi på grund af den politiske velvilje kan regne med store forhøjelser i førtidspensionen. Imod dette trækker det seriøse argument, at det skal kunne betale sig at arbejde. Det har vi sådan set også selv en interesse i, for så vidt at vi skal have nogle til at arbejde for os, for at vi selv kan opretholde vores velfærd og materielle niveau. Efter min mening skal det både kunne betale sig at arbejde, eller ret beset folk skal opfatte det sådan, at det for alvor kan betale sig at arbejde, samtidig med at man skal måle et samfunds værdi på, hvordan det behandler sine mest sårbare grupper. Dette liberale nationaløkonomiske argument og det sociale hensyn skal kombineres; afbalanceres.
Den store nationaløkonomiske modsætning til de ovenfor angivne mange gode argumenter for førtidspensionens makroøkonomiske herligheder, er det økonomiske krav om at holde folk længst muligt på arbejdsmarkedet. Det er noget, som så godt som alle økonomer og politikere er enige om, er vor tids store udfordring. Det skyldes at der bliver flere og flere ældre, mens der bliver færre og færre i den såkaldt arbejdsduelige alder. Derfor kan vi se frem til, at der bliver færre og færre til at passe os, når vi bliver gamle.
Det er en hård nød at knække, hvis man overhovedet går op i nationaløkonomi og politik. Eller hvis man møder nogle, der har den forhåndsindstilling, at der er uhørt frækt at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet “før tiden”. Jeg har prøvet at møde sådan nogle, og jeg praler heller ikke ligefrem med det, når jeg møder andre nationaløkonomer; bortset fra mine nære venner. Men på den anden side så har de heller ikke noget krav på at få det at vide.
Spørgsmålet er om jeg mener det samme som nationaløkonom og som førtidspensionist? Tænker jeg ens, når jeg har slips på, og når jeg går i t-shirt? Det vil jeg da helst gøre. Men når jeg skal være helt ærlig, så kan jeg nogle gange komme lidt i tvivl. Det kan være svært. Jeg kæmper med det. Helst at blive lang tid på arbejdsmarkedet, topskattelettelsers fordele, overførselsindkomsters belastning af offentlige budgetter, at overførselsindkomster skal være lavere end arbejdsindkomst, produktionsudbuddets nødvendighed (og ikke kun efterspørgsel) m.v. er alle betragtninger på makro-niveau, der kan kollidere med mine mikro-argumenter.
Men jeg vil virkelig gerne mene det samme uafhængigt af rolle. Jeg mener såvel inderligt følelsesmæssigt som strengt fagligt, hvad jeg har lagt vægt på i det ovenstående: efterspørgsel, beskæftigelse, stabilisatorer, nødvendighed, osv. Løsningen ligger i brugen af mikro og makro – forskellen på den enkeltes behov, ressourcer og muligheder i forhold til helheden, at det hele skal hænge sammen. Det skal man passe på med at blande sammen. Generaliseringer kan være farlige. Mennesker er enormt forskellige-
Det er ikke så meget fordomme om, at vi nasser på samfundet, vi er oppe imod. Det er mere uvidenhed, forskrækkelse, økonomisk vanetænkning og den slags, der skaber tabuerne, myterne og fordommene, som betyder at man ikke altid får snakket tingene godt og grundigt igennem med sine omgivelser.
Boye Haure, nationaløkonomon