Tabuuuu! – aar, ja – tabu, altså det vi ikke taler om, men hvem vi? Mænneskene, der har sprog, vi mænsger – samfundet – der vel helst taler konstant, hele tiden, men hele tiden også kun om nogle ting, mens andre (ting) – dem taler vi ikke om: De normale taler helst ikke om de gale fx, og altså væsentlig nu – sådan umiddelbart er der disse to tendenser (med forbehold for fordomme): Nemlig – ET: I samfundet er psykiatrien (altså psykiatribrugerne) tabu, de sindslidende findes ikke, og at de ikke findes, findes ikke. Og TO: I samfundet findes altså psykiatrien – selvom vi ikke taler om den, og om at vi ikke taler om den – men den findes altså, psykiatrien, der også selv har tabuer, ja fx er sindet blevet tabu, ja det vil sige sindet er blevet hjernen: med medicin skal de gale behandles, ja tak, ingen Freud-oh!-filer fx, nej.

Og så? Jo, her skal nu en hypotese udfoldes. Sikkert fejlagtig fra start, men måske morsom, måske ikke, måske sjov for i hvert fald hjernebarken (om end kun i én betydning). Det første – at sindslidende er outsidere, marginaliserede – synes næsten at være en art ur-tabu, et sådan-har-det-altid-været-tabu. Så ur-agtigt synes det at man næsten ikke kan tænke sindslidende som andet end outsidere, at være såkaldt psykisk syg er at være gal og sær på den virkelig irriterende måde – for samfundet, vel at mærke – resten af mænneskene kan jo for helvede ikke se sygdommen, altså hvor er den? – peg den ud på kroppen, baby! – og sådan er det, at vi må se det for at forstå det så vi ka se det og forstå det og, ja, det er endda sket for nogen at de næsten er døde fordi man ikke ku se dem (GUD!) – den gode Jahve, Molok, Baal, Gut, Blake, Jensen, Olivia, Sol – har dog ikke givet op så let, i hvert fald ikke hans, hendes, dens tros-heppekor. Men altså: det ku være en (troværdig) tanke at sindssygdomme er mere uhåndterlige (for samfundet) fordi de ikke som – kropslige tilstande – er så lette at få øje på.

”de sindslidende findes ikke,

og at de ikke findes,

findes ikke”

Men, så her og nu – hypotesen! Når nu medicinen er blevet messias, og sindets mysterier er blevet biologisk og fysiologisk mekanik, nu når vi kan se cellerne – dér – snakke i munden på hinanden i kroppen og forstyrre sindstil… undskyld, hjernetilstandene, ja endda se de små hjernegrene forgrene sig og skære hjernebarken op med sindsforstyrrende hjernepincetter og hjernetange – kan det så ikke tænkes at hjernesindet bliver kroppen; altså at de sinds(hjerne)lidende i fremtiden vil ligestilles med de kropslidende – nu når samfundet kan se lige ind i hjernesindet?

Ja, sådan vil det blive: EN FREMTID – hvor enhver syg, psykisk som fysisk, er syg på den fede måde, såkaldt samfundsaccepteret syg, ja, syg lige dér – i kroppen og hjernen – hvor vi kan se det og forstår det, hvor det er godt. Slut med depressioner fordi samfundet ikke forstår vores depressioner, i fremtiden vil kun være ærlige og oprindelige depressioner skabt af hvem ved hvad (men ikke samfundet!). Slut med avisernes billeder af gale sindslidende og psykotiske i togene, biograferne, på torvene, pladserne, i isbutikkerne med pistoler, sindslidende der er blevet syge af samfundets sygelige ligegyldighed, ja, i fremtiden vil kun findes billeder af ærlige psykotiske og sindslidende med pistoler, sindslidende, der bare er almindeligt lidende og psykotiske – O ja, – slut, slut, slut.

Måske. Men sikkert er det: Nok er VI, de gale, marginaliserede, nærmest allerede døde, men GUD er ikke død, nej se, dér er den: Hjernen – hvor hjernevæsken løber ud i ventriklerne, udfylder rummet mellem hjernehinderne i vores enorme hjernedøde rødvinshoveder og i væsken svæver centralnervesystemet; den hele hjernebark snor sig vildt, hjernefolderne gnaver sig ned i furer, o, vi mærker det som en sær-rar kold-kilden i kraniet og vi stormer ud i nattehimlen af mørkt støv og svale hjernepilsnere og stjerneceller!

Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 68 / Af Jakob Bittner