Vi mødtes i Vanløse. Til sidst fik jeg lyst til at høre hans historie. Fint nok.
Fra tidsskriftet Outsideren nr. 68 /Af Boye Haure
Der er noget med Arnes mave. Han forklarer: ”Den gør forfærdeligt ondt, og er i konstant kaos. Det er meget smertefuldt, og jeg har forstoppelse hele tiden”.
Det drejer sig om: Arnes fornemmelse for medicin. Den fornemmelse er opbygget gennem mange års erfaring med kraftig medicinering. Han har fået mindst et dusin forskellige slags piller igennem årene. Arne forklarer: ”Jeg mener at medicinen har ødelagt min mave, men lægerne foreslår blot endnu mere medicin! Nemlig mod forstoppelse.”
Jeg har mødt Arne flere gange på værestedet ”Flinten”. Til sidst fik jeg lyst til at høre hans historie. Det var han med på, men han skulle have lov til at læse historien, før den blev trykt. Så ville jeg til gengæld modtage en skriftlig erklæring med tilladelse til at offentliggøre artiklen.
Arne er 56 år. Han er 1,83 høj, og vejer 90 kg, så han er altså på ingen måde blevet fed af medicinen. Han fortæller:
”Mit liv gik nogenlunde i starten – omend besværligt. Jeg tog en almindelig 10. klasse, og kom i arbejde og under uddannelse. Først i malerlære og siden teknisk tegner. Jeg var dygtig til mit arbejde”. Men så skete der noget: ”Jeg blev syg for 37 år siden, og kom på førtidspension for 25 år siden”.
Arne: ”Jeg har fået psykofarmaka i forskellige doser siden 1972, og har været indlagt i perioder. Det vil sige et par gange om året i cirka en måneds tid. Men én gang i et halvt år for 9 år siden. Jeg var helt rundt på gulvet, og sådan noget. . . psykotisk”. Arne lægger vægt på, at vi skriver følgende: ”Jeg har aldrig været underlagt tvang, andet end at en overlæge engang sagde, at hvis jeg ikke tog medicinen, så blev jeg udskrevet”.
Alvoren understreges af denne barske erindring: ”Den sidste psykose oplevede jeg for 4 år siden. Jeg prøvede at trappe ud af medicinen, og fik det dårligt og så´ n, og så´ n. En aften krakelerede jeg. Jeg troede at nogle sendte hemmelige signaler til mig gennem tekst-tv, og jeg var overbevist om, at nogle ville likvidere mig. Jeg så mystiske mænd nede i gården, som jeg mente ville slå mig ihjel. Så ringede jeg til politiet, og fortalte dem om det. De kørte mig til en psykiatrisk skadestue, og derefter blev jeg indlagt på en åben afdeling, hvor jeg fik neuroleptika”.
Baggrunden for Arnes voldsomme medicinering, forklarer han således: ”Da jeg startede med medicin, var der ikke så meget at vælge imellem. Men der kommer hele tiden nye præparater til. Jeg skiftede også medicin, fordi jeg fik nye diagnoser. Forskellige læger havde hele tiden forskellige opfattelser”.
”Først troede de, at jeg var skizofren. Så hed det personlighedsforstyrrelser og grænsepsykotisk. De har også sagt, at jeg var skizotypisk. Nu kalder de det paranoid skizofren”.
Arnes mave er i dag hårdt ramt. ”Det kan ikke komme ud” fortæller han. En ekstrem forstoppelse. Han er blevet undersøgt i hoved og r..! ”Lægerne påstår at jeg ikke fejler noget somatisk, men det er jeg helt uenig med dem i. Jeg måtte forklare dem, at somatik og psyke hænger sammen”.
”Igennem snart 40 år er min mave blevet udsat for: trilafon, saroten, emipramin, anafralin, truxal, oxazepam, floransol, rispadal, dogmatil, tekratoll og noget mere, som jeg ikke lige kan huske”! Vi drøfter stavemåderne på disse elleve præparater, og bliver enige om, at vi bare staver dem, som vi gætter på, og som de sædvanligvis udtales – det er ikke afgørende for historien.
Arne tænker tilbage: ”Omkring 1980 skete der noget. Maven blev træg. Jeg tog ”Husk”, ja, det hedder det virkeligt. Jeg købte det selv. Det virkede en smule mod problemerne med maven”. Eksperten Arne udtaler: ”Jeg kan konkludere, at der i nogle tilfælde kan være alvorlige bivirkninger. Jeg har læst mig til at bivirkningerne, ved det jeg har fået, kan være hjerteproblemer – i værste fald med døden til følge – samt overvægt der giver livsstilssygdomme. Jeg har selv fået konstateret hormonforstyrrelser, og oplevet svimmelhed, kvalme, sløvhed, og jeg savler i perioder – altså udover maveproblemerne”! Også det har jeg læst mig til, kan hænge sammen med brug af psykofarmaka”.
Arne redegør for forholdet mellem hans mave og læger: ”Jeg har haft problemer med maven igennem årene, men for nylig blev det rigtigt slemt., og så gik jeg til lægen. Hun undersøgte mig bagi, og skrev en henvisning til Bispebjerg Hospital til nærmere udredning. Jeg blev indlagt i fire dage, fordi det var så problematisk, at den udrensningskur jeg fik, og som er det stærkeste på markedet, ikke virkede på mig. Derfor havde de svært ved at undersøge mig i tyktarmen.
Personalet sagde at det var psykofarmakaen, der er årsag til, at udrensningen ikke virkede på mig. Det var en ubehagelig og smertefuld undersøgelse, som stod på i tre dage i træk, hvor jeg blandt andet fik et smertestillende præparat intervenøst i forbindelse med undersøgelsen. Resultatet var at der sådan set ikke var noget alvorligt galt med min tyktarm. Men problmet var ikke løst. De kan jo ikke måle smerterne i maven og den forringede livskvalitet.
Jeg har overvejet en sag ved Patientklagenævnet med krav om erstatning, men jeg orker det ikke. Der var ellers en sygeplejerske ved distriktet, der til bød at hjælpe med at udfærdige en klage. Men det bliver nok ikke til noget”.
Arne er blevet træt af at kæmpe mod systemet. Det er opslidende, og i sig selv en psykisk belastning, der bare er for meget.
Han indtager nu denne holdning: ”Jeg ønsker bare at leve et stille og roligt liv – uden at blive indlagt mere og uden vrøvl med maven”.
Arne har fremtidsplaner: ”Jeg forventer de næste år, at jeg drosler ned i medicin. Jeg vurderer at jeg vil få det bedre. Reelt har jeg forhandlet med lægerne om psykofarmaka igennem 35 år. Jeg har en interesse, der hedder læsning, og det er bredt. Dermed har jeg fået indsigt i psykofarmakas bivirkninger”. Arne er autodidakt mediciner, og han har prøvet medikamenterne på egen krop, hvad de færreste læger har.
Midt under interviewet på værestedet blander ”Olsen” sig. Han fortæller: ”Undskyld, men må jeg lige sige, at jeg har fået injektioner hver 14. dag igennem 32 år. Nu er jeg 60 år. Jeg har oplevet en kraftigt svulmende medicinmave i den periode, hvor jeg er gået fra at veje 65 kg til 153 kg!”. Men ”Olsen” vil ikke interviewes.
Arne fortsætter:
”Det handler meget om medicin. Man bliver fastholdt i sygdomsrolle og sådan noget, og det er svært at komme udenom. Hvordan kommer man videre?”
”Da jeg for første gang var indlagt på en somatisk afdeling med maven, oplevede jeg det helt anderledes end på en psykiatrisk afdeling. Man måtte gøre, hvad man havde lyst til. Ikke noget med at man bliver lagt i seng på et bestemt tidspunkt og sådan noget. Mens en psykiatrisk afdeling, kan nogle gange opleves som kæft, trit og retning!”
Arne har et sidste forslag: ”Det er skruen uden ende, at patienter stopper med medicinen, når de er ude, at de indlægges og medicineres igen, kommer ud og stopper, osv. Jeg kunne godt tænke mig, at man kunne blive indlagt til at få hjælp til at blive medicinfri.”
Arnes hukommelse og mavefornemmelse svigter ham ikke.
Men tilbage står spørgsmålet: Hvad har ødelagt Arnes mave?
———————————————————-
Efterskrift: Kort før deadline ringede Arne, fordi han var kommet i tanke om endnu et præparat, han har fået – altså udover trilafon, saroten, emipramin, anafralin, truxal, oxazepam, floransol, rispadal, dogmatil og tekratoll, som allerede er nævnt i artiklen – nemlig: Rivotril.
Du kan læse om lægemidler i online-kataloget medicin.dk