Med udgangspunkt i fantasifiguren Højsen fremsætter Boye Haure her en blufærdig kritik  (tilsat enkelte fiktive elementer?) af en legendarisk model

Det lyder jo helt rigtigt.

Det med at alle pårørende tidligt skal inddrages i forløbet, at der kun tales om patienten, når han eller hun er til stede, og at der ikke må tages beslutninger om familien, uden at den er til stede og med til at bestemme.

Men jeg har alligevel et problem med Laplandsmodellen. For den bygger på den antagelse, at ”alle har en familie”, som pioneren Jaakko Seikkulas udtrykker det.  Og er det nu også rigtigt? Og er det altid gavnligt at inddrage den?

Jeg vil her fortælle en historie om en mand, der er uden for den laplandske rækkevidde. Det mener han i hvert fald selv. Og jeg er nok enig.

Det handler om Højsen – en fantasifigur, som for mange år siden blev skabt af én, der som barn var socialt isoleret på grund af omstændighederne.

Skaberen af Højsen, herefter kaldet H, er Karl Bjarke Hansen, herefter kaldet KB. For at forstå H, skal man først forstå KB.  Og jeg har mødt KB. Han ringede til mig en mandag først i november i år, og vi mødtes dagen efter på mit kontor.

KB fortalte, hvordan han blev psykisk syg allerede som lille barn, da han sammen med sine forældre og storebror boede på en stor herregård langt ude på landet. Det er næsten 50 år siden. Faderen knoklede i døgndrift med landbruget og KB husker, at han kun så ham ved spisetiderne. Moderen knoklede i køkkenet, og måtte også tage del i landbrugsarbejdet. Ellers kunne de ikke få det til at hænge sammen økonomisk. Allerede dengang var herregårde ikke, hvad de har været.

Storebroderen var syv år ældre end KB, og gad kun sjældent lege med ham. Og der var ikke andre legekammerater i miles omkreds. Derfor var han meget ensom.

I dag har KB ikke nogen familie. Hans mor og far er døde, og storebroderen rejst til USA. De to brødre har stort ingen kontakt med hinanden. Storebroderen synes, KB er mærkelig.

KB er ugift og barnløs. Han kender mange mennesker, men synes selv, at han ikke har nære venner overhovedet. Han holder næsten altid jul, påske og nytår helt alene.

Hvordan har du overlevet sådan et liv?

KB svarer: ”Mens jeg boede på gården, opfandt jeg en kammaerat, jeg kaldte Højsen. Han blev en min bedste ven. Vi snakkede om grisene, køerne og markerne. Vi gemte os i laden, hvor der lå korn. Jeg kunne jo også godt lege sjovt med hunden Vapse, men den var ikke et rigtigt menneske”

Men Højsen var ren fantasi?

”Nej, nej, han findes skam i virkeligheden nu. Det var mig, der lavede ham” replicerer KB. ”Lige nu siger han for eksempel, at jeg skal tage mig sammen og ikke gå til bunds. Vil du høre med?”.

Hvad mener du…?

”Jeg kan godt tale højt og det kan Højsen også. Skal vi…?”

Jeg nikker, og nu begyndte KB på en engageret samtale med en person i lokalet, som kun han kunne se.

KB: – Jeg går ikke i hundene, H, jeg har bare nogle perioder, hvor jeg ikke gider noget.

H (fremført af KB): – Men du skal også tage dig sammen. Du kan ikke give samfundet og din barndom

skylden for at du er syg.

KB: – Er det hele måske min egen skyld!?

H: – Nej, ikke det hele, men du har et ansvar først og fremmest for dig selv og dine nærmeste.

KB: – Jeg har ikke nogle ”nærmeste”. Hvem skulle det være?

H: – Øh, altså noget familie har du vel, og venner?

KB: – Du ved udmærket godt, at mine bedsteforældre og far og mor er døde for længst. Siden 2001 har jeg ikke haft sådan nogle.

H: – Og din bror? Hvad med ham? Han er da rigtig familie?

KB: – Nej, din torsk, han er en idiot, jeg ikke har set i hundrede år Sidst jeg fik en sms fra

ham, der skrev han, at hvis jeg rejste til USA på ferie, så kunne jeg i hvert fald ikke bo hos ham og hans kone, fordi jeg har en blamerende opførsel, ryger cigaretter osv. Han er kun ude på at hævde sig selv. Faktisk er han syg i hovedet. Lidt af en psykopat, selvom ingen andre end mig har opdaget det endnu. Han er ikke familie. Han gør mere skade end gavn. Han har altid sagt, at han elsker mig, men dagen efter siger han, at jeg er en klovn. Jeg hader ham.

H: – Så, så, roligt. Men hvad med vennerne og kollegaerne? Du skal have kontakt til nogle. Det er vigtigt, at du har et netværk, som det hedder nu til dags. Det er det altså.

KB: – Jeg har sgu´ ingen rigtige venner. Og hvad siger du! Kollegaer? Hvem skulle det være? Siden jeg sagde mit job op, har jeg levet af kontanthjælp. Sådan er det. Okay, jeg hjælper Folkekirkens Nødhjælp med noget. M

en jeg er for syg til at være sammen med andre i ret langt tid af gangen.

Hvilke diagnoser har du egentligt?

KB: – H siger at jeg både er manisk depressiv og skizofren…

Har du drømme?

KB: – Jeg drømmer om at kunne være i fred.

Såvidt Karl Bjarke og Højsen, men de fik mig til at tænke:

Når ideen er, at store netværk omkring psykisk syge skal inddrages, er det så ikke en umulig d

røm? Og hvor ender man henne? Er det overhovedet sådan et samfund, vi ønsker os? Målet kan nærmest se ud, som om alle skal være med, at alle i et eller andet omfang skal behandles.? En artikel i sidste nummer af dette blad havde overskriften: ”Og psykiatrien vil opsluge verden…”. Er det virkelig hvad, vi ønsker os? Er det Laplandsmodellens langsigtede mål? Et totalitært samfund? Så kan man lige så godt gennem tvang-screene alle for psykisk sygdom!

Og mon ikke Karl Bjarke og Højsen er fuldkommen enige med mig. Nok er vi i mindretal. Men vi kan godt have ret alligevel.

Efterskrift: Outsiderens redaktion har Boye Haure mistænkt for at have benyttet sig af fiktion i overstående kommentar, men da vi ikke har kunnet bevise noget, valgte vi at offentliggøre dette alligevel. Red.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.