”Jeg vidste, at de ville komme ind på mit værelse og holde mig ned på sengen og give mig en sprøjte. Så jeg ringede til en ven og sagde, at jeg måtte væk, her og nu…”
Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 73 / Personlig beretning af Eisa Hunø Swierkosz
Juni, 2010: Der er nu gået otte år, men jeg husker stadigvæk alt. Kunne noget være gjort anderledes dengang? Tjah, jeg var jo virkelig selvdestruktiv og man kan jo for fanden ikke gå og få hjerneskader af at slå hovedet ind i ting. Men, på den anden side, så fik jeg det i dagene efter flugten hurtigt meget bedre. Der var lidt hovedbanken, men ikke meget og ikke mere end mine venner kunne klare det. Jeg var omgivet af kærlighed, det sted jeg var. Det var alt, der skulle til. Men mere end psykiatrisk kunne klare.
Hvornår var det begyndt? Måske i foråret 2002, hvor jeg mistede et menneske, der stod mig meget nær. For mig havde hun været et levende bevis på, at verden ikke kun var afs lave. Og at voksne ikke kun var dumme og onde. Selvfølgelig er jeg selv voksen nu, men sådan følte jeg mig ikke dengang. Jeg tænker på folk på min mors alder. Men netop min veninde var faktisk en, der var fornuftig. Som ikke var voldelig og ødelagde mig og alt det der. Hun var død, og jeg var fuldstændig svøbt og viklet ind i sorg. Så jeg henvendte mig på psykiatrisk afdeling på Bispebjerg og blev indlagt på afdeling E9, et lukket afsnit. Jeg var mega-selvdestruktiv. Ikke om dagen, der havde jeg det faktisk okay, men om natten kastede jeg mig ned på gulvet og slog mit hoved imod væggen. Det var en fantastisk lindring at slå hovedet mod væggen. Jeg vil ikke sige, at det kan anbefales, men det var nu meget virksomt for mig på det tidspunkt. Men selvfølgelig også pissefarligt, og personalet skulle jo gøre et eller andet, så det endte med tumult, bæltefiksering og et par beroligende sprøjter
Sprøjte bagi
På et tidspunkt må lægen og personalet været blevet enige om, at de ikke gad det show med mig længere. De havde hele tiden tilbudt mig medicin, men jeg havde sagt nej tak til al deres gift. Lægen må have besluttet sig for en tvangsmedicinering, for pludselig kom der ti-tyve personaler ind på mit værelse. Måske var der ikke hele tyve, men der var mange, og lægen havde en pille med, som hun spurgte, om jeg ville have. Det sagde jeg nej til, for jeg troede jo, at medicin ville ændre mig og ødelægge min hjerne. Jeg sagde altså nej, og så kastede de mig ned på sengen, holdt mig fast, gav mig en sprøjte i røven, og så gik de. Jeg havde aldrig, aldrig følt mig så alene. De havde invaderet og ultimativt overskredet mine grænser, og så lod de mig bare sidde der alene på sengen i mit værelse. Jeg havde fået sprøjter i dagene forinden, men det var ligesom sket i kampens hede, når jeg slog hovedet mod gulvet eller væggen, og personalet ville stoppe mig. I de situationer fik jeg rivotril eller serenase . En af de andre ting, der forstærkede følelsen af ensomhed, var at personalet havde taget alle mine personlige ejendele. Min dagbog havde jeg fået lov at beholde, men ellers måtte jeg gå i hospitalets tøj, bruge deres dårlige, små tandbørster, små stykker sæbe, medicinbægre og små tuber tandpasta. På den måde mister man en del af sin personlighed, og end ikke min seng var rigtig min egen.
På flugt
Jeg vidste, jeg ville blive udsat for tvangsmedicinering igen. Ti personaler ville komme ind på mit værelse og holde mig ned på sengen, og så ville jeg få en sprøjte, hvis jeg ikke sagde ja til tage medicinen frivilligt. Jeg tænkte, at det her ville ødelægge mig. Så jeg ringede til en ven og sagde, at det bare ikke gik, og at jeg ville væk fra hospitalet, og at det skulle være nu. Hun gik så i gang med at lægge en flugtplan, som kom til at inddrage tre andre. Selve flugten forløb således: Til den lukkede afdeling, hvor jeg var indlagt, var der en have, som man kunne få lov at gå ud i, med et to meter højt hegn omkring. Det var afgørende at jeg havde udgang til haven, for det var ved at kravle over hegnet, at jeg skulle slippe væk. Jeg fik besøg af en ven, der skulle hjælpe mig over hegnet, hvis jeg var alt for dopet af medicin, til selv at kunne klare det. Hvis det blev nødvendigt, skulle min ven holde personalet hen under flugten, men de opdagede ikke noget, og der var ingen problemer med at komme over hegnet.
På den anden side af hegnet havde mine venner placeret en pæn dame, hvilket vil sige en af mine veninder med et løst tørklæde om halsen og et eller andet dameblad i hånden, så hun så normal og uskyldig ud. Hun eskorterede mig og min ven hen til en bil, som de i anledning af flugten havde sat falske nummerplader på. I bilen sad en chauffør, og vi kørte alle fire væk fra Bispebjerg Psykiatriske Hospital, uden nogen lod mærke til det. I de næste fjorten dage boede jeg hos en veninde. Jeg ville ikke bo hjemme hos mig selv, for så ville politiet finde mig, og jeg ville blive indlagt igen. Det ville jeg aldrig kunne have holdt til. Så ville mit liv være gået helt i opløsning.
Skær og snak
Inden denne indlæggelse på Bispebjergs lukkede afdeling, havde jeg haft to, måske tre indlæggelser. Det kan jeg ikke huske, for det var tilbage i 2002. Men jeg havde allerede rigtigt dårlige oplevelser med det psykiatriske behandlersystem. Især fordi jeg ikke ville tage medicin, og samarbejdet imellem patient og læger og sygeplejersker begynder først, når man accepterer at tage alle deres piller. På den måde fik jeg bekræftet alle mine værste fordomme, om at de bare ser mennesket som en maskine, man fylder medicin på. Så jeg var meget oppe på barrikaderne dengang. Men jeg kom jo selv og henvendte mig på Bispebjerg med snitsår og meget andet, selvom jeg vidste det var et skidt sted. Jeg spørger stadig mig selv hvorfor? Svaret er jo nok, at der ikke er nogen alternativer.
Når man kaster med ting, skærer i sig selv og slår hovedet mod gulvet eller væggen, så har man ikke andre muligheder end psykiatrisk afdeling. Jeg har ikke nogen ideer til, hvad samfundet ellers skulle tilbyde, som det er nu. Det handler jo også om hvordan du bliver mødt, når du er indlagt. Personalet på de psykiatriske afdelinger kunne godt bruge mere tid på dialog og samtale. For eksempel kunne de have talt med mig om, hvor frygtelig ked af det jeg var, fordi nogen, jeg holdt af, var død, i stedet for at sygeliggøre det. Men med de ressourcer, der er til rådighed både dengang i 2002 og nu, er der slet ikke tid til samtale. Det er visionsløst, synes jeg. Hvis man så patienten som et helt menneske og ikke bare som en hjerne, der skulle justeres, så ville manges psykiatri -historier ville have været anderledes. Det tror jeg.
Valgte et filter
Men der var jo undtagelser, som for eksempel psykiateren Alice Madsen. Som jeg havde ambulante samtaler med. Vi snakkede, men jeg ville stadig ikke tage medicin. Men en dag spurgte hun, om jeg havde tænkt på, at medicinen kunne give mig en form for filter? Det spekulerede jeg længe over. Det kunne da være meget praktisk med et filter, for jeg kunne slet ikke gå på gaden, hvor der var støj og alt bare trængte ind. Og så nåede jeg efter nogen tid frem til, at jeg gerne ville have et filter. Så tog jeg medicinen frivilligt, og så startede samarbejdet. Men via min psykiaters input nåede jeg selv frem til, at jeg ville prøve at tage medicin. Og det er jo sådan, det skal foregå. Du kan ikke forcere den proces og proppe medicin i folk, der ikke vil have det. På et tidspunkt forklarede en psykolog mig, at incestramte overlevere som mig som regel ikke bryder sig om at have depotmedicin inde i kroppen. Jeg forstod med det samme præcist, hvad hun mente. Det er slemt nok for alle at blive tvangsmedicineret, men når man har været udsat for incest, er det fuldstændigt utilgiveligt at få overskredet sine fysiske og psykiske grænser, som det sker under en tvangsmedicinering. Og så med en sprøjte. Det var simpelthen så ubehageligt.