Som optakt til de mange kampagner om fordomme mod sindslidende, kigger vi lige tilbage på en tanke, der endnu ikke er modsagt: Holger Petersen, rektor på sit selvskabte universitet Déraison, skrev i 2009 sine tanker ned om Danske Regioners planer for psykiatrien. Siden har regionerne sammen med en række ministerier fundet ud af at den danske befolkning har et nyt problem: Fordomme om sindslidende – en ny type iratio. Vi venter spændt på behandlingen.
Danske Regioner har udgivet en lille pamflet, som de kalder for: ”En psykiatri i verdensklasse”
Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 69 / Af Holger Pedersen
Jeg er i skrivelyst og vil krible mine noter om ”En psykiatri i Verdensklasse” ned, før jeg som den fortabte søn forsvinder ned til havnen og sejler væk. Jeg vil gøre det hurtigt, for hvis pamfletten realiseres, må fortabte sønner som jeg ikke eksistere.
Med psykiatriplanen gør regionerne sig til tilhænger af en politistats-tankegang, hvorefter alle psykisk syge skal findes og straks behandles. Og som et led heri, introduceres samtidigt et nyt samarbejde mellem psykiatri, skoler, socialforvaltning og politi.
Planen er et personligt angreb på mig, da jeg er iratio, ufornuften. Planen selv er ratio, fornuften, og alt der står i den, er for at beskytte fornuften selv mod alt det ufornuftige. Ratio beskytter sig selv ved at angribe alt der er iratio.
Nu har jeg brugt mange år af mit liv, på at undersøge iratio. Jeg har en bror, som blev defineret skizofren allerede i 1992 og jeg selv blev samme i 1997. Derfor er det tid til at konkludere en smule på mit studie af iratio – og dermed også ratio – og i samme åndedrag kritisere regionernes psykiatriplan.
Jeg synes, Bent Hansen skal kigge sig i spejlet & sige, at dèr findes iratio ikke. Der er fornuften ikke truet. Træk vejret, før du går i krig mod iratio.
Strømpen var en test
Lige nu rammer ratio for bredt. ”Demokratiet” ønsker åbenbart et samfund uden galskab – iratio. Det mener jeg, som demokratisk væsen, er et problem for demokratiet.
Jeg mener at kunne konkludere om det ufornuftige, at iratio handler præcis ligesom ratio, altså fornuften. Begge forsvarer sig selv, men fornuften gør det mere offensivt.
Hvordan fornuften forsvarer sig ved at angribe, kan ses i ”En psykiatri i Verdensklasse”.
Regionerne vil offensivt angribe alle iratio med klinikker for alle med angst, klinikker for alle med depression og klinikker for alle med spiseforstyrrelser. Det betyder OPUS og PSP. OPUS betyder (ifølge teksten) Opsøgende Psykoseteams til Unge med psykose eller psykoselignende Symptomer. PSP betyder samarbejde mellem Politi, Socialforvaltning og Psykiatri.
Vi får et meget interessant samfund, når det bliver samfundets opgave at angribe alle med psykoselignende symptomer for at behandle dem. Det bliver næsten umuligt at sige en racistisk vittighed. Himlen ler, Himlen sner, siger radioen lige nu. Radikal psykose, men også poesi, som man kan vinde økonomi på. Verden får englehår, julen er på vej. Igen fuldstændig psykotisk, men jeg smelter.
Jeg tror Mary, som her sang, er åben overfor kritik af teksten og er villig til at reducere den til POP. Ægte iratio er ikke god til kritik. Ufornuften forsvarer sig mod angreb. Og jeg mener, at det forsvar er i orden. Det mener jeg ud fra menneskelige hensyn, da ratio er hele mennesket, ligesom iratio er hele mennesket, i den andens øjne.
Mystisk nok, er det for ethvert samfund helt i orden at angribe det ufornuftige, iratio. Der er mange måder at gøre det på. Regionerne skriver sygdomsforståelse og kriminalitet i samme sætning, og sidestiller dermed iratio med kriminalitet, og overlader det til borgeren at tænke resten.
Jeg ville meget gerne være lidt personligt fornærmet her, men det er svært. Jeg har en gang stjålet et par strømper for at finde ud af, at den slags kan lade sig gøre, men jeg er ikke kriminel, selvom jeg er iratio.
Man er først kriminel, når man bliver kriminaliseret. Det sagde jeg engang til en alkoholiker på den psykiatriske skadestue i Roskilde, og der gik ikke mange sekunder, før hun bare gik hjem igen – formentlig i overbevisning om ikke at være dranker.
Jeg synes ikke, regionerne skal beskæftige sig med kriminalitet. De er sat til at beskæftige sig med sundhedsvæsenet. Det er ikke en udvikling, jeg bryder mig om, når alle kriminelle gøres til syge og omvendt.
Ægte psykoser og sovelivet
De nye specialpsykologer som regionerne opfinder, er fortsættelsen af, at lægerne vil have det til at være på deres måde. Alting skal helst reduceres til biologi. Gener der fletter sig så smukt som regndråber på vinduet, og drømmen om at forstå Kafka imens man er nyttig.
Psykologien opstod som et fag, der ville tale med iratio. Freud ville det som lægerne for længst havde opgivet. Men ikke længere. Nu skal psykologerne lære at tænke og reducere som lægerne, så iratio kan undertrykkes endnu mere. Overgivelsen måtte følge efter år mistænkeliggørelse, over det nyttige i at tale og forstå.
Den Ægte psykose får ratio til at flygte. Fordi den er ubehandlelig. Verden trækker sig fra mig når jeg er i den Ægte psykose. Ægte psykoser, er hvad psykiatrien skulle komme i møde, men professionalismen handler slet ikke om det. Professionen griner bare og taler system. Depression møder den professionelle med smil og venlige opfordringer, men psykosen mødes kun med medicin og undertrykkelse. Sovelivet er hjælpen til den Ægte psykose.
Mulighederne for at behandle depression, ligner pludselig psykiatriens lykketræf. Hvad havde den ellers at sige. Hvem ville lytte.
Ægte psykoser er stærkere end ratio, fornuften. Ægte psykoser er ikke i sig selv et forsvar. Psykoser kommer af en anden fornuft, som forsvarer sig selv.
Ratio er grå. Sort og hvid. Den føles som monoteisme. Kravet om kun at adlyde én gud. Ratio er af videnskaben blevet totalt tømt, ratio er blevet til tandløs underholdning. Iratio er farve. Polyteisme og så mange guder der er brug for. Jeg vil ikke påstå, at iratio er sandheden, men der kan opstå sandhed, når ratio møder iratio.
Men når jeg, som iratio, bliver placeret på pension, er iratio i princippet ansat til at underholde ratio – behandleren. Jeg forsvarer mig, ved at smutte ned til havnen og skovle kul på en damper, til solen er større end før og havet har fyldt mine lommer.
25% = udenfor og sortsyn eller offer.
75%= selvsuggestiv glæde – no problemos.
Der er en logik. Giv de gale fri.
Holger Pedersen bor i Roskilde, er for nyligt blevet førtidspensionist og arbejder på at få sit universitet Déraison sat i søen.