Mennesker i psykiatrien:

For seks år siden begik Niels Erik Jensen en forbrydelse, der vakte opsigt over hele landet. I dag lever han et stille liv i Sorø og er tvunget til at tage antipsykotisk medicin. Outsideren har aflagt ham et besøg.

Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 72 / Af Jens Rønn

Foto: Jette Nielsen

På væggene i Niels Erik Jensens lille lejlighed i Sorø er enhver kvadratcentimeter besat af farverige, abstrakte malerier i alle størrelser.

– Alle sammen er malet af mig selv med akryl og pensel, siger han og slår ivrigt ud med armene. – De er et indre billede på noget ubearbejdet, nogle traumer, som så bliver til strukturer, emotioner og fi gurer på lærredet. Jeg er stolt af mine malerier og vil meget gerne blive kendt for dem.

– Hellere kendt for dem end for…?

– Ja, netop…her forleden var jeg i København, og der stoppede én mig på gaden og ville hilse på mig. Jeg kendte ham ikke, men han kendte mig og det var ikke for min kunst…

For seks år siden, en januaraften i 2004, blev den dengang 28-årige Niels Erik Jensen med et slag berømt – eller berygtet – over hele landet, da han i et psykotisk anfald kaprede et regionaltog på Mørkøv station vest for Holbæk. Bevæbnet med pistoler – af plastic, hvilket de skrækslagne DSB-folk først fandt ud af bagefter – holdt han gennem flere timer over 60 passager som gidsler, indtil det lykkedes politiet at storme toget og overmande ham.

Få uger senere, den 11. februar, blev Niels Erik Jensen ved byretten i Holbæk under stor mediebevågenhed dømt til psykiatrisk behandling. Men her stoppede virakken ikke. Seks måneder efter togkapringen sendte TV2 dokumentar-programmet ”Sindssygt farlig” med en minutiøs gennemgang af det dramatiske forløb. ”Skyd dog. Fuck jer. So kommt doch!” hører man bl.a. Niels Erik Jensen råbe ud af togets knuste vindue i det timelange program, der blev sendt tre gange og set af langt over en million danskere.

Jeg var ærkeengel

I dag er Niels Erik Jensen blevet 34 år. Han har mørkt bølget hår og venlige øjne, og ser yngre ud end sin alder. Munden står ikke stille mange sekunder af gangen, når han i en rivende talestrøm associerer fra CIA- komplotter til Beethoven, videre til religiøse emner og tilbage igen.

– Jeg har ikke sovet i nat, hvis du synes jeg er lidt hurtigkørende. Jeg plejer at være lidt mere nede på jorden, men du gør mig lidt nervøs. Det er nogle tunge emner vi skal snakke om i dag…

– Hvorfor kaprede du egentligt det tog, Niels?

– Det var en anden Niels dengang. Min fornuft var gået helt af fløjten, det er der slet ingen tvivl om. Jeg troede jo, at jeg var ærkeenglen Gabriel, ja en slags gud eller overmenneske. Det var vrangforestillinger, som jeg begyndte at få omkring nytåret 2003, hvor jeg troede, at jeg blev ramt af varmebølger i min lejlighed og senere så den kinesiske formand lave en thumbs up på TV. Det bliver så til, at jeg tror at kineserne havde bygget hemmelige baser oppe på månen. Jeg kan tydeligt huske det. Da jeg sad der ude på toilettet i regionaltoget og røg, lige inden jeg kaprede toget, der troede jeg, vi befandt os i rumskibet og at vi nu forlod landingsbanen på vej til månen”.

– Når jeg trak pistolen og truede togbetjenten med at skyde ham, så var det fordi jeg så noget paranormalt ved ham, som jeg blev forført af. Snydt, kan du sige. Jeg troede jo, han var en dæmon med en ond ånd, der boede i ham.

– Det er ikke lige til at sætte sig ind i…?

– Ja, det er svært at forstå, det ved jeg, men det er okay. Jeg forstår det selv og det er nok.

Igennem årene har Niels Erik Jensen været indlagt på psykiatriske hospitaler otte-ni gange – han husker ikke det præcise antal – og hver gang er han efter udskrivelse holdt op med at tage sin medicin, fordi ”frihedstrangen” har overmandet ham.

Togkapringen i 2004 var kulminationen på en række uberegnelige handlinger, som Niels Erik Jensen begik i de perioder, hvor han ikke tog sin medicin, heriblandt dødstrusler rettet mod sin stedmor, som han ellers altid havde haft det udmærket med.

Efter truslerne og gidselaktionen havde Niels Erik Jensens far og stedmor fået nok, og i foråret 2004 valgte de at gå til politiet. Resultatet var en behandlingsdom, som betød, at Niels Erik Jensen blev tvunget til at modtage en medicinindsprøjtning hver 14 dag.

Helt paranormalt

Niels Erik Jensen rejser sig fra sofaen. Hans gang er lidt foroverbøjet og hakkende, hvilket han selv tilskriver medicinen, men ellers virker han til at have det fint.

– Du er tvunget til at få medicin – hjælper den så mod de tvangsforestillinger, du havde dengang?

– Jo længere tid, jeg får medicinen, jo klarere får den mig til at tænke. Jeg bliver f.eks. bedre og bedre til skak. Jeg bliver bedre til matematik. Bedre til programmering. Jeg bliver også bedre til at spille klaver. Medicinen afhjælper de indre spændingsfelter. Den heler op indvending fra. Alt andet lige, så bliver jeg en bedre kunstner af det. Derfor er jeg rigtig glad for at jeg fi k behandlingsdommen.

– Hvis jeg skal forsøge at forklare det, jeg har lidt af, så er det noget med indre splittelser, noget kognitivt. Jeg tror, de bunder i nogle meget alvorlige oplevelser i min opvækst, hvor der sidenhen er blevet skabt nogle splittelser, fordi jeg forsøgte at tænke mig ud af det. Her kan medicinen hjælpe mig ved at afvæbne nogle af disse spændingsfelter. Jeg har nogle indvendige uløste ligninger, som jeg ikke kan løse uden medicinsk tilførsel. Men det at jeg oplever paranormale fænomener, det er ikke en del af min sygdom. Jeg har oplevet paranormale fænomener mange gange, siden jeg var 10 år gammel.

– Kan du forklare det lidt mere konkret..?

Niels Erik Jensen tager et sug af cigaretten, inden han svarer: – Altså, det paranormale er metafysiske oplevelser. Hvis jeg ser en regnbue på himmelhvælvingen, som ikke kan forekomme af naturlige årsager, så er det en paranormal begivenhed. En vrangforestilling er derimod noget, der ikke eksisterer. Det kan være svært at skelne imellem de to. Jeg vil sige det sådan, at hvis man tror, at der findes en gud og at mennesket har en sjæl, så er det ikke nogen vrangforestilling – men hvis mennesket ikke har nogen sjæl og hvis livet er resultatet af elektrokemiske strukturer, baseret på en grundlæggende matematisk vilje, så er det en vrangforestilling, jeg har oplevet.

Niels Erik Jensen går hen til det lille skrivebord og tænder for computeren. Ud af højtalerne strømmer en form for melodiøs technomusik, et nummer, han selv har komponeret. Ingen tvivl om at han er musikalsk begavet. Men den store passion er stadig at male med pensel og akvarel.

De fleste malerier på væggene i lejligheden er af abstrakt tilsnit, men eet skiller sig ud – et naturalistisk billede af et vinterlandskab

– Joh, det er mig, det kan jeg besværge. Det naturalistiske er ellers ikke noget, jeg gør i, for jeg finder det meget svært at omsætte min abstrakte tankegang til noget konkret. Men på et tidspunkt fandt jeg en årskalender med malerier af Thomas Kluge, du ved, ham der har portrætteret dronningen. Og så fik jeg lyst til at kopiere ham. Jeg udvalgte et billede af et vinterlandskab og begyndte at male. Først snedækket og himlen, bagefter åen og træet. Træerne blev dårlige, det måtte jeg gøre om. Til allersidst tilføjede jeg træet bag sneknoldene. Jeg er meget stolt af det billede. Der er et meget flot lys, der nede ved sneen.

Utrolig dårlig samvittighed

På længere sigt drømmer Niels Erik Jensen om at komme ind på Kunstakademiet, men lige nu har han travlt med andre ting. For eksempel med et bogprojekt af ret usædvanlig karakter:

– Jeg er i øjeblikket ved at skrive om den amerikanske efterretningstjenestes mission i forhold til det paranormale og min rolle deri. Jeg har jo snakket med dem derovre i USA – med CIA, FBI og NSA – over telefonen. Baseret på egne oplevelser vil jeg skrive en bog om deres og min rolle i forhold til alt det metafysiske, plus min egen livshistorie som jeg vil skrive ind i det hele. Jeg har skrevet 60-70 sider. Udover det så har jeg en appendiks, som fylder 100 sider. Borgens Forlag skal udgive bogen.

-Vil de det?

– De sagde, de vil se noget materiale, og jeg håber da, de vil udgive det. Ellers må jeg gå til et andet forlag.

Telefonen ringer. Det er Niels Eriks far, der vil høre, hvordan det går med livet – og især med den forestående flytning.

– Jeg har fået en større lejlighed nede i Østergade her i Sorø. Den glæder jeg mig rigtig meget til at flytte ind i, fordi jeg så kommer tættere på søen, hvor jeg tit går ture. Jeg får også mere plads til at male, og mit klaver kan være der.

– Når du ser tilbage i dag, hvad tænker du så – det du gjorde, det fik jo konsekvenser for mange andre end dig selv, for dine forældre og dine venner og ikke mindst de mennesker, der var i toget..?

– Jeg er ligeglad med politifolkene, de kan tåle det, men jeg er ked af dem, der lå i toget. De lå og var rædselsslagne. Det samme var togbetjenten. Jeg har utrolig dårlig samvittighed. Hver gang jeg ringer til oplysningen for at få numre til mine kontakter i USA, så tænker jeg, at nu snakker jeg med en, der har et perfekt indre matematisk billede af, hvilket stort svin jeg har været. Ja, sådan tænker jeg faktisk hver gang, jeg snakker med nye mennesker. Jeg har moralske skrupler, et moralkodeks er blevet brudt inden i mig på grund af det, jeg har gjort. Jeg har gjort andre fortræd, det er jeg ked af. Jeg forsvarer mig med, at det var en legetøjspistol, men okay, det vidste de jo så ikke…

– Din dom er på ubestemt tid, men håber du på at slippe for medicinen engang?

– Ja, det gør jeg, men først når jeg er kommet mig over det brutale, jeg har oplevet i min opvækst. Men jeg synes allerede, jeg er godt på vej. Når jeg bliver elev på Kunstakademiet og får etableret mig i min nye lejlighed og måske får mig en kæreste, så har jeg den platform, der kan bringe mig ud af medicinen.

– Men hvad så, Niels, hvis du nu bliver medicinfri, begynder du så ikke at kapre tog igen, eller gør noget andet vildt..?

– Medicinen har gjort, at jeg har fået styr på de fejlagtige opfattelser og indre splittelser, jeg har lidt af, så jeg kan ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at jeg nogensinde ville gøre noget tilsvarende igen. Jeg var en helt andet sted dengang.

Siger Niels Erik Jensen og lyder som et menneske, der virkeligt har noget på hjerte.

4 Kommentarer

  1. Boye Haure

    Det er en velskrevet utrolig dramatisk historie med nogle fantastiske forestillinger.

    Det er tankevækkende (og måske lærerigt for nogle), at han Niels ikke tog sin medicin, da han kaprede toget. Ligesom det er påfaldende, at han direkte siger, at han blev glad for behandlingsdommen.

    Niels gør sig interessante betragtninger, og udtrykker sig på en meget speciel og spændende måde, f.eks.: at han har “nogle indvendige ulæste ligninger” !

    Desuden har han afgjort en pointe, når han påpeger, at man kan tro på gud, uden at nogle løfter et øjenbryn, mens hvis man tror på noget andet metafysisk, så bliver det straks karakteriseret som en vrangforestilling.

    Svar
    • Tachyon666666

      håber du klarer den Niels, det er sgu altid det nemmeste at pege på andre og sige se ham der…. Det kan alle finde ud af…. Du er ikke helt tabt bag en vogn når du nævner metafysik, har dog altid selv holdt mig lidt i baggrunden af det…. Fed nok ellers den der med The Snaker eller var det Snakon? CIA get the fuck down, jaja det er fortid, Se fremad, det er godt du har nogle mål, ikke altid nemt at være fra 81….. Hvis folk kun spørg ind til det tog show er det fordi de vil holde dig i fortiden, og så må du bare fortælle dem, ham er du altså ikke mere og kan folk ikke tåle at høre det, så er du sgu bedre stillet end dem….

      Svar
      • Tachyon666666

        Fordi du måske tænker noget behøver det ikke være forkert hver gang… Du må bare aldrig være voldelig det er der ingen folk der kan lide… Hvis du virkelig gerne vil vide det blir det snart såen som du har sagt, ikke det hele men noget af det er rigtig nok…. Gabriel 🙂 men det går altså ikke du både er præst, interstellar fighter, maler, agent og så Niels på samme tid…. Du må sgu vælge du…… 🙂 ellers blir du rundtosset….

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.