Danske Regioner tog i 2010 initiativ til at undersøge, hvor meget sindslidende stigmatiseres i Danmark. Det vil sige i hvilket omfang sindslidende oplever at blive mødt med fordomme, tabu og social udstødelse.

Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 76 / Af Ronnie Rasmussen og Klavs Serup Rasmussen

Året før, i foråret 2009, fremlagde regionerne sine otte visioner for en ”Psykiatri i Verdensklasse.” Øverst på ”to-do”-listen over, hvordan man afgørende forbedrer psykiatrien, var et ønske om at øge danskernes viden og forståelse af psykisk sygdom. Med de otte visioner fulgte et krav om 2.5 milliarder kroner mere til psykiatrien.
Efter den første eufori er siden fulgt både skuffelse og afmagt i behandlingsmiljøerne og hos de forskellige psykiatri-organisationer. For psykiatrien har ikke fået det markante løft, flere og flere var begyndt at håbe på.

Men Danskernes fordomme er intakte. I hvert fald ifølge rapporten ”Stigma og psykiske lidelser,” fra Dansk Sundhedsinstitut og Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.

Rapporten, der er bestilt af Danske Regioner, konkluderer, at sindslidende oplever diskrimination, nedvurdering af deres evner og muligheder og social udstødelse. Og – hvilket nok ikke overrasker – så siger rapporten, at de der føler sig ramt af stigmatisering, har et stort ønske om at der gøres noget.

Uanset hvorfor rapporten er lavet og hvad den skal bruges til, giver ”Stigma og psykiske lidelser” et interessant indblik i hvordan det opleves at være sindslidende. Især de 11 personlige interviews med sindslidende, tegner et portræt af en gruppe borgere, man ellers kun hører om i tv-avisen, når et eller andet er gået helt galt.

Læst med en psykiatribrugers øjne
Læser man rapporten som en, der selv kender det at være sindslidende, at få en diagnose, ryge rundt i systemerne og være temmelig lang tid om at finde sine ben, er det en positiv oplevelse, at ”Stigma og psykiske lidelser” rent faktisk får flere at de ting, jeg synes er vigtige, med.

”Vi ved fra litteraturen, at stigmatisering i de nære relationer har enorme konsekvenser for folk med psykisk lidelse. Deltagerne i den kvalitative undersøgelse har alle (undtagen én, som har lidt af angst siden barndommen) oplevet store ændringer i de nære relationer, særligt i forhold til familien. Nogle har oplevet forbedring i form af uventet opbakning og omsorg (som regel fra en forælder), mens de fleste har oplevet negative reaktioner i form af afvisning, vrede eller tavshed fra nogle i familien. Især tavshed lader til at være en almindelig reaktion i familier med psykisk lidelse. Vores interviewpersoner oplever, at der bliver talt meget lidt om lidelsen, eller at der tales hen over hovedet på ham eller hende.”(fra rapporten ”Stigma og psykiske lidelser”)

De fakta, der dokumenteres i rapporten, har de fleste mennesker med en kronisk psykisk lidelse selvfølgelig været bevidste om altid! Så indtil videre er den eneste forskel, at de faktuelle oplysninger nu står i en analyse. Umiddelbart tvivler jeg i særdeleshed på ændringer på området. Rapporten får næppe de pårørende ud af lænestole og sofaer og hen til pårørende-møder, og familien vil fortsætter traditionelt med de udstukne, uskrevne mønstre. Og arbejdsgiverne vil med garanti heller ikke fremover tilbyde mange fleksjobs grundet denne rapport.

Stigmatiseringens liv
”Når et menneske får en psykiatrisk diagnose, bliver kulturelle ideer associeret med lidelsen pludselig personligt relevante. Det kan give negative selvfølelser, hvis de kulturelle billeder på psykisk lidelse er negative og præget af fordomme og stereotyper. Det næste, der ofte vil ske, er, at personen vil forvente at blive afvist af andre og for at undgå det tilpasse sin adfærd ved enten at skjule sin lidelse eller be¬handling, gøre meget ud af at undervise andre i lidelsen eller trække sig fra sociale samspil med andre mennesker… Stigma er dermed tæt knyttet til det, som virkelig er på spil for den enkelte. Det handler om identitet og helt basale eksistentielle behov: om at bo, at kunne få hjælp, når man har brug for det, at have noget meningsfyldt at lave og blive elsket” (s. 14)

Stigmatisering viser sig i både reaktioner og sprog. Der er for eksempel en klar afstandstagen til mennesker, der ikke kan klare hverdagen uden hjælp. Rapporten ”Stigma og psykiske lidelser” beskriver desuden store forskelle i hvordan man oplever at have en psykiatrisk diagnose, en forskel der hænger tæt sammen med hvilken psykisk lidelse man er diagnosticeret med. Denne rangorden – hierarkiet – har stor betydning. Både for de, der rammes hårdt ved at ligge i bunden med skizofreni – som er den værste diagnose – og for de, der bruger mange kræfter på at ikke blive sidestillet med dem længere nede i hierarkiet. Rangordningen af lidelser sker alle vegne. I sundhedsvæsenet, kommunen, i medierne og på arbejdspladsen.

”Depression og ’deprimeret’ er også ord, der hyppigt bruges i almen tale, ikke kun om andre, men også om en selv eller situationer, man selv har været en del af. Flere kendte har stået frem i medierne og har fortalt om deres lidelse, og det er blevet alment acceptabelt at fortælle om en depression.”(s. 17)
Forskellen imellem diagnoserne går igen i mediebilledet, hvor skizofreni som oftest sidestilles med vilkårlig vold og misbrug. Den oftest ensidige fremstilling af skizofrene placerer de diagnosticerede som farlige og utilregnelige. Modsat er angst og depression ikke fremtrædende i nyhedsbilledet. Rapporten efterlyser derfor flere gode historier med skizofrene og ikke kun nyheder om skizofrene voldsmænd.

Hvad er problemet så
”Den psykiske lidelse risikerer at fastlåse den diagnosticerede som værende diagnosen og ikke personen. Og nævner man diagnosen for tidligt, risikerer man, at folk flygter. Nye kærester og venner – i
det omfang, denne type relationer overhovedet forekommer – holdes i uvidenhed længe, indtil personen med psykisk lidelse vurderer, at de er klar. Egne børn skånes med sparsom information om deres fars eller
mors lidelse og holdes væk i perioder med svær lidelse. Der foregår en løbende afvejning af fordele og risici og en stærkt styret kommunikation til omverdenen.”

Ifølge rapporten står det klart, at det har store konsekvenser for ens liv at blive psykisk syg. Og det er stort set umuligt at skille problemerne med fordomme, udstødelse og tabu fra de egentlige psykiske problemer. Set med en psykiatribrugers øjne genopfinder rapporten blot den dybe tallerken, for der er sådan set ikke noget nyt i det, der står i den. Men som verden virker, kan en undersøgelse som denne i det mindste være med til, at bekræfte, at det, vi tænker om andre mennesker, har en betydning for hvordan verden er at leve i. Der er en række fine hensigtserklæringer i rapporten om færre tabuer. Men de lange analyser ender ikke ud i konkrete forslag til, hvordan man kan opbløde fordommene, udstødelsen og tabuerne som sindslidende møder i deres hverdag. Det kunne dog – og det er det gode ved rapporten – have været langt værre læsning.

—–
Ronnie Rasmussen er skrivende førtidspensionist, bosat i Jylland. Han ville egentlig have været revsende samfundskritisk journalist. Psyken magtede ikke det sidstnævnte, men nu kaster Ronnie sig ind i kampen igen ved at skrive i Outsideren, som ifølge Ronnie Rasmussen rummer flere samfundskritiske vinkler.
Klavs Serup Rasmussen er redaktør for Outsideren, og ville egentlig slet ikke læse Regionernes rapport. Efter samarbejdet med Ronnie Rasmussen, har artiklens to forfattere aftalt at sætte skruen i vandet, og kaste sig over nye dokumenter.

5 Kommentarer

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.