Regionerne har i deres korte levetid ikke varslet andet end besparelser på psykiatriområdet – seneste i 2010 for over 70 millioner kroner. De færre penge har haft store konsekvenser for socialpsykiatrien. Det har betydet besparelser på væresteder og botilbud for sindslidende

Mange steder i landet – og også på Frederiksberg, hvor jeg sidder i Socialudvalget og Sundheds- og omsorgsudvalget har besparelserne ramt hårdt, og de visioner og planer, vi som kommunalpolitikere havde for området, er ikke blevet opfyldt. Når besparelserne tilmed rammer antallet af støttekontaktpersoner (og det gør de tit i kommunerne) rammer man ind i en ond spiral. Færre støttekontaktpersoner betyder flere indlæggelser, flere anker og mennesker som er så syge, at deres udskrivning reelt set betyder, at de er til fare for deres medborgere, deres pårørende og vores nærmiljø.

Set i mine øjne, udgør de unge en særlig udfordring. Det er ungdommen vi skal leve af i fremtiden, og en socialspsykiatrisk indsats overfor de unge syge er en høj prioritet for mig. Men der er ingen nemme løsninger. En rapport fra sidste år viser, at 70 % af de syge har mere en ét problem.  Det kan være familiemæssige problemer, dårlig økonomi eller stofmisbrug, men alt sammen en cocktail, der gør, at man godt kan glemme alt om standardløsninger og one-size fits all tankegang.

Det der er vejen frem, er i høj grad en-til en behandling, forstået på den måde at vi skal have etableret nogle tilbud, der giver mulighed for en fast personlig støtte, én person, der kan udgøre et fast holdepunkt. Det viser forsøg fra bl.a. Tåstrup og Viborg, og den vej tror jeg, der er meget rigtigt i. At forsøgene så samtidig viser, at det ikke er dyrere med den mere håndholdte og individuelle hjælp, ja, det gør det jo sådan set bare endnu vigtigere at komme i gang.

Selvfølgelig er vi fortsat afhængige af de pårørende. Der er et supervigtigt netværk til sindslidende, er en vigtig ressource i psykiatrien – både som vidensbærere – i form af hjælp støtte og omsorg. De pårørende kan slet ikke overvurderes, men fagligheden må bare også med.

Og det skal der altså være råd til i Danmark. Vi skal vi have ressourcer til at støtte en udvikling – hvor færre indlægges og flere udvikles med nyt selvværd – og får nye erfaringer og en fremtid de tror på.  Vi skal arbejde for en socialpsykiatri hvor pårørende og de sociale netværk betragtes som samarbejdspartnere under behandlings- eller støtteforløbet.

Psykisk sygdom rammer bredt.  Derfor er det ligeså vigtigt at vi har individuelle og målrettede tilbud som respektfuldt understøtter den syges ressourcer. Bladet Outsideren er på mange måder et klasseeksempel på at det er i krydsfeltet mellem faglighed og socialt netværk, at man kan skabe noget stort.

 

4 Kommentarer

  1. Klavs

    En-til-en behandling og OPUS er glimrende tilbud – og hvis man kunne bygge en netværksdel på, der faciliterede at flere parter var inddraget, kunne det blive rigtig spændende.

    Især hvis det blev udbredt til ALLE kommuner. Som det er nu, ville det i sig selv være en stor forbedring hvis der var en fælles kommunal standard for psykosocial rehabilitering. Der er kommuner, hvis indsats er i (næsten) verdensklasse, men desværre findes der også kommuner som prioriterer noget anderledes.

    Forskellen imellem kommunerne er kun et aspekt af, at indsatsen overfor sindslidende er baseret på hvad de forskellige offentlige systemer ønsker at tilbyde – ikke hvad den sindslidende har af behov.

    Men indsatser som en-til-en behandling og OPUS viser klart vejen! Så det er bare foden på speederen og afsted…
    .

    Svar
  2. Flextøsen

    Håndholdt indsats lyder flot og moderne,jeg ser et håndholdt kamera foran mig og rykker direkte tilbage i virkeligheden..for jeg ved det bare er en smart overskrift..
    Jeg ville så gerne falde i svime over gode intentioner- desværre har jeg bare levet så længe,at jeg ved den mest ambitiøse politikker må kaste håndklædet i ringen,når man spørger til tal – og hvor de gode intentioner så skal finanseres fra?
    Jeg er helt enig i at Outsideren er “over the top” når man sammenligner med hvad man sender, ledige med psykiske problemer.og ditto sygemeldte ud i!For hos Outsideren er der rent faktisk fremgang og udvikling at spore iblandt de fleste “hang arounds”..Så hvis du vil være sød at fortsætte denne debat Anne-Mette,og FORTÆLLE at der kommer flere penge som desværre for nuværende er blevet reduceret via sats pulje m.v..Så vil jeg rigtigt gerne tage dit indlæg alvorligt 🙂 Mit forslag til dig er ,at du skal finde pengene fra ligegyldige virkningsløse aktiveringer,praktikker,og jobsøgningskurser.Og kanalisere dem ud til gode velfungerende løsninger som rent faktisk virker! Outsideren har igennem 15 år,hængt i med det yderste af neglene for at få et meget lille budget til at hjælpe rigtigt mange mennesker,og det virker rent faktisk, som du også har fået øje på – men det er frivillige arbejdere der løser en samfundsmæssig opgave samtidigt med de hjælper sig selv til et bedre liv.De kunne hjælpe mange flere hvis nogen virkeligt satte det på dagsordnen – og jeg vil da følge med i om det bliver dig..

    Svar
  3. Boye Haure

    Interessant. Dejligt at læse dit indlæg igen, Anne-Mette. Jeg er 84 % enig. Grunden til – 16 % er: Jeg mener ikke, at man skal stigmatisere sindslidende som til fare for deres pårørende eller nærmiljø. Den problemstilling hører under retspsykiatrien, og det er helt andre mennesketyper, man der har med at gøre.
    Det er nok rigtigt, at smertegrænsen er nået for færre sengepladser.
    OPUS har jeg også indtryk af fungerer godt, og er vejen frem.
    Det håndholdte baseret på en støtte-kontakt-person lyder romantisk. Det samme har vi Radikale Venstre foreslået bare på et andet område, nemlig arbejdsmarkedet mht. aktivering og jobskabelse.
    Jeg er enig med flextøsen i, at der skal overføres penge fra meningsløse projekter

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.