Støtte og Kontaktcentret i Linnésgade er en kreativ drivkraft i Københavns Kommunes tilbud til sindslidende. Her kan man komme direkte ind fra gaden og deltage. Reportage fra et livligt hus i det Indre København, af Jonas Aarhøj

Martin Teglbjær tager roligt imod mig. Jeg er netop trådt indenfor, ind i Støtte- og kontaktCentrets lokaler på Linnés gade 24 i midten af København. Stedet er, som jeg snart skal blive bevidst om, en hel masse ting, men det er først og fremmest et sted hvor brugere af Socialpsykiatrien kan mødes til en snak og en kop kaffe. Et sted hvor man kan hente støtte og vejledning, hvis der er problemer i hverdagen eller andre ting, som synes uoverskuelige. Rummets atmosfære er dagligstue-hyggeligt med små grønne potteplanter i vindueskarmene, der næres af det sollys som reflekteres fra muren på den anden side af Linnésgade.

Martin Teglbjærg viser rundt på Linnésgade 24

På det lange stuebord med de ovale ender, der er rummets samtalemæssige epicentrum kan man se spejlbilledet af en mønstret glasskål som strålerne gennemtrænger. Sætningerne i de aviser og magasiner, som dovent flader ud på bordet er tydeligere i lysbrydningen der klæder det dæmpede lokale. Det er omkring her toppen af bølgerne i sindet udglattes, i hvert fald en smule. Ved endevæggen hviler en sort og lidt krøllet lædersofa med sammenpressede puder op langs armlænet, som om en lige har taget en lur på den. På væggen hænger malerier og tegninger, som brugerne af Galleri 24, der er en del af Støtte – og kontaktcentret har produceret.

Galleriet udstiller også på nettet, hvilket gør det let at gå til for de interesserede, mens det også er en god rampe for kunstnerne, som får deres malerier eller tegninger ud i offentligheden. På gangen som leder ind til stuen har Martin lavet en væg fyldt med brochurer fra de steder i Købehavns kommune, som henvender sig til socialpsykiatriens brugere. For som han forklarer ”Er der mange flere tilbud end man tror, men de kan være svære at få øje på”

Ikke kun psykisk sygdom

Som Martin fortæller mig er der ikke kun fokus på psykisk sygdom. Brugerne taler også om helt almindelige ting med hinanden, går i biografen eller i Botanisk have sammen.

Martin er halvtreds år gammel, og hans psykiatriske sygehistorie cirka halvdelen af hans alder. ”Det var noget med en pige”, fortæller han om den tid som ledte op til det første psykotiske anfald. Stemmer som kom ingen steder fra og billeder ingen andre kunne se trevlede trådene i hans psyke op indtil intet stof hang sammen. Tilbage stod kun et nøgent vanvid set i samfundets optik. Det blev til et treårigt stærkt medicineret ophold på Sankt Hans efterfulgt af et enkelt efter en kort tid udenfor.Dengang, fortæller han, ”blev man ikke udskrevet så hurtig”, siger han om det meget lange ophold. ”Nu kan man til gengæld næsten kun komme ud for langsomt”.

I dag har Martin været sygdomsfri i over femten år. Han tager stadig forebyggende medicin, men har det ellers godt. Når man taler med Martin som sidder på den anden side af bordet iført en mørkegrå stribet sweater, som en orangefarvet polo indenunder slår en beskyttende krave ud over virker han da også som en helt almindelig mand. Typen man kunne møde på et bibliotek eller på en af de ture på strøget, som han er glad for at tage uden at man ville bemærke noget usædvanligt ved ham.

Et værn mod ensomhed

”Mange mennesker er ensomme, og Centret er et værn mod dette”, siger han og smiler venligt. Et sted med mange forskellige aktivitetsmuligheder inden for i huset og udenfor. F.eks. sejler Turbåden Helle ofte ud imod bl.a. den svenske mini-ø med det imødekommende navn, Ven. Øen er kendt for sin smukke natur med høje græsklædte skrænter. Her findes også resterne af Tycho Brahes observatorium fra 1500 tallet. På Helle er der mulig for at medbringe pensler og staffeli og male, mens man i selvfølgelig også kan fiske. Solen der slår glinsende perler på havoverfladen udgør formentligt god inspiration.

”Mange mennesker er ensomme, og Centret er et værn mod dette”, siger han og smiler venligt.

Mens vi taler, blander ord og sætninger fra en samtale ved siden af os sig ind i vores og gør skærpet koncentration nødvendig. En lidt urolig afrikansk udseende og fransktalende mand har fået en bøde for at køre med metroen uden billet. Som en af stedets medarbejdere Hanne lidt efter fortæller mig er det ind i mellem svært for potentielt psykotiske mennesker at overskue billetter og den slags. Før i tiden, siger hun, havde støtte- og kontaktCentret tilknyttet en jurist tilknyttet, som kunne hjælpe med f.eks. klagesager. ”Men han er desværre blevet sparet væk”.

Ifølge Martin foregår alt ligeværdigt og åbent imellem personale og bruger, ”man benytter de samme toiletter” som han siger.

Da Martin lidt efter tager mig med på rundtur i huset inviterer han mig indenfor i huset café, hvor man spiser og hygger sammen. Det er også her Martin serverer sin berømte fredagslagkage, der som Hanne fortæller mig ”kun bliver bedre og bedre”. Martin har lavet over hundrede af dem.

Under gulvet i caféen fornemmer man klangen af klavertangenter som trykkes ned før de siver op igennem usynlige sprækker og når vores ører. Martin fortæller, at flere brugere er glade for muligheden som de her har for at øve. Det er ikke altid naboerne derhjemme er så glade for ”larmen”. Samtidig er der mulighed for at optræde for hinanden i trygge omgivelser, og øve sig i at komme ud over scenekanten, hvilket mange er lidt nervøse for. Cafeen er lille og intim med små, runde teaktræsfarvede borde. Der hænger halogenlamper i loftet ned over slanke grønne vaser som blomster med røde stilke stikker hovederne op af, forårsnysgerrigt. På væggen er der malerier. En lille rød sol hænger i luften over en sandfarvet bund og deles af en blå bjælke. I køkkenet står servicen synligt fremme på hylderne eller falder ned fra de knagerækker der sidder fast på den hvide flisebelagte væg med de kvadratiske tern. På disken holder et messingfarvet stativ et menukort. I den ene ende af lokalet er der udsyn til gaden igennem et stort gulv til loft vindue, hvor store potteplanter optager næring fra solen der fører foråret lyst ind.

Galleri 24

Vi bevæger os videre op i mod atelieret på femte sal. Vi passerer en klassisk fortættet københavnsk baggård undervejs mens støvet fra slidt asfalt hægter sig fast i buksebenet. Et stort stilladsarbejde er i gang ved de gule mure. En arbejdsmand bevæger sig forbi med et stort stykke træ over skulderen styrket af den heavy metal som rocker fra en Boomblaster. Vi går op ad en bred trappe med brunt gulv og strategisk placerede stole på et par af etagerne. På gangen udenfor atelieret står et gammelt halvrustent kasseapparat med håndtag og gearstang. Den leder tankerne hen på en gammel købmandsforretning, som måske har ligget her et sted før i tiden.

Ind ad døren møder vi Peter Stage som er i færd med at male. Lysindfaldet i rummet har fri bane igennem et åbent vindue og udsigten over skrå tegltage, kirkespir og københavnske tårne skaber en perfekt atmosfære. Der er staffelier med påbegyndte malerier. På det plettede gulv står der små tuber med farver, en glaskrukke med pensler. En blå arbejdsjakke hænger over en stoleryg, mens den rockede lyd fra en Ghettoblaster fylder lokalet ud. På et trekantet bord ligger en kalender, et penalhus og et brilleetui. I et rum ved siden af ligger der store tegninger spredt ud over gulvet.

Her er plads til alle

Jeg møder Peter igen en uges tid senere. En korthåret mand med mørke venlige øjne og skægstubbe. Han fortæller mig at muligheden for at arbejde på galleriet og male eller tegne er en mental ventil, som giver ham et følelsesmæssigt afløb. Samtidig er stedet med til at giver ham en identitet, der fjerner fokusset fra den alvorlige bipolære lidelse, der tidligere har betydet flere indlæggelser på psykiatrisk afdeling. Han maler intuitivt og billederne opstår mens han maler dem. Han har ikke på forhånd en idé om indholdet

Ofte, siger han, kan han først lang tid senere fornemme på billederne hvad ”han har gået og tumlet med” under selve malerprocessen. Peter ser netgalleriet som en god reklamesøjle for brugerne, og udtrykker, at ”det er fedt, der er plads til alle”, for der er ingen censur på galleriet. Alle kan udstille. Galleriet er i øvrigt ikke kun for Støtte – og kontaktcentrets brugere – det er åbent for alle i socialpsykiatrien. Ud over netgalleriet udstiller Galleri 24 også på flere arbejdspladser bl.a. Center for Multiple Funktionsnedsættelser (CMF). Og ikke mindst er der hvert andet år udstilling på Københavns Rådhus hvor alle brugerne af socialpsykiatrien kan udstille. En dag som samtidig er en festdag med stor middag og borgermestertale.

Peter har tidligere arbejdet på andre atelier, men ifølge ham er det her det sted han har været gladest for at arbejde. Det er ikke er svært at forestille sig, når først ens øjne har misset mod solskinnet i det lyse loftrum.

Han har været stabiliseret i ca. ti år og har det i dag godt. Som med Martin er der ikke noget påfaldende ved hans adfærd. Han giver udtryk for at medicinen gør ham lidt ekstra træt ind i mellem, men at det intet er at regne i mod et langt mere udmattende alternativ. Han skal på ferie til Thailand først i april sammen med sin kæreste. Her har han en ven, som er dykkerinstruktør. Så spørgsmålet er om Peters kunst lader sig inspirere af syns -eksplosioner af  zigzaggende fisks penselstrøg henover et undersøisk og mangefarvet korallærred.

Det må tiden vise.

—–

Jonas Aarhøj er kommunikationsmedarbejder på Center for Multiple Funktionsnedsættelser

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.