Læserindlæg: Diagnoser bliver først og fremmest stillet for, at give din læge en idé om hvilken sygdom han skal behandle. Men diagnoser bliver også brugt til andre ting. De bestemmer din status i det sociale system og hvor meget psykiatrisk hjælp du kan få. Jeg har lært, at det på ingen måde er en god idé, at have diagnosen borderline.

Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 60 / Af Katrine Vissing

Som borderliner oplever jeg ofte at falde mellem to stole. Jeg er syg men ikke syg nok. Der er endda stadig steder, hvor lidelsen ikke bliver anerkendt, selvom borderline personlighedsforstyrrelse er en psykiatrisk diagnose. Jeg oplever igen og igen, at det system, der burde være til for at hjælpe mig, ikke ved hvad det skal stille op med mig. Jeg er blevet fundet for rask til at få den intensive psykoterapi, der virker bedst på sygdommen. Men ingen har gidet kigge i papirerne og tænke på, at det er en sygdom der er svær at få øje på.

Der bør ikke være forskelle i behandlingen af psykisk syge, men en ting er reglerne, noget andet er, at i den konkrete sag kan evnen til at argumentere for sin sag ofte være det der får størst betydning, jurist Erik Olsen, LAP

Min læge ville ikke give mig en lægeerklæring om uarbejdsdygtighed, fordi, som han sagde, han kunne ikke se jeg var syg. De fleste steder er forståelsen af borderline ikke særlig god. Man bliver vurderet på sin opførsel. Der tages ikke højde for, at sygdommen er en personlighedsforstyrrelse, hvor en ting er hvordan man fremstår og en anden hvordan man har det.

Psykotisk af  Abilify

Efter fire et halvt års banken på døre og seks forskellige henvisninger til distriktspsykiatrien i Skive, fik jeg endelig en psykolog jeg kunne tale med. Det hjalp, men der var stadig stor forvirring omkring hvad man kunne gøre for mig. Derfor blev jeg i juni 2006 tilbudt at begynde i behandling med den nye antipsykotiske medicin, Abilify. På det tidspunkt have jeg nogle voldsomme ud-af-kroppen oplevelser og skar i mig selv. Min psykolog havde hørt om enkelte positive erfaringer med Abilify, og min psykiater havde ingen indvendinger, så jeg prøvede det.

Hver ny slags medicin er et eksperiment, for der findes ikke noget middel, der virker på lige netop borderline. Men jeg var parat til at prøve hvad som helst for at få det bedre.Desværre virkede det ikke så godt på mig. Jeg begyndte at få psykotiske anfald, noget jeg ikke havde haft før, og som fortsatte efter jeg holdt op med at tage medicinen.

På grund af de forfærdelige anfald, var jeg ikke i stand til at forlade mit hjem i halvandet år. I den periode besøgte min psykolog mig. Da jeg ikke kunne møde op til behandling, måtte jeg selv kæmpe med bivirkningerne fra den anden medicin jeg fortsat fik.

Fange i mit hjem

Imens jeg var fanget i mit hjem, følte jeg mig også fanget i min krop, ude af stand til at bevæge mig fremad. Jeg skar stadig i mig selv – og det gjorde mig endnu mere frustreret. Jeg opholdt mig mest på gulvet, og når det var allerværst, lå jeg på maven med armene til siden, imens jeg følte at jeg faldt og faldt ned gennem gulvet. Som om jeg bare kunne ligge der, imens jeg gik i 1000 stykker indvendig. Men der var noget der holdt mig oppe. En livsgnist måske.

Jeg skrev digte og malede. Ofte imens jeg opholdt mig på gulvet. Kunne jeg ikke sidde så lå jeg, for male ville jeg. Malerierne holdt mig fra at skære i mig selv, de gav mig en anden måde at mærke mig selv på. Imens var der en verden udenfor, men jeg var ikke i den.

Terapi virker

Jeg har i lang tid følt mig opgivet af de behandlere jeg til at begynde med troede ville forstå mig. Jeg føler hele tiden jeg skal forsvare mine handlinger. Da jeg til sidst følte, at jeg havde ligget på gulvet længe nok, var jeg nået frem til, at jeg havde brug for hjælp. Både til mig selv og mod de alvorlige bivirkninger jeg blev ved med at have. Og jeg ville ikke længere finde mig i, ikke at få den hjælp. Jeg tog derfor det meget skræmmende skridt ud i livet, at tage på en privatklinik.

Klinik Kardia” er en privat afvænningsklinik for alkoholikere og mennesker med et narkotikaproblem. Men også for afvænning af folk der har problemer med forskellige typer psykofarmaka. På klinikken bruger de en bred vifte af metoder fra psykoterapi til akupunktur, men for mig var det vigtigste den velkvalificerede psykoterapi klinikken kunne tilbyde.

På klinikken blev jeg mødt som den jeg er. Min terapeut var en solid klippe imens jeg lærte at leve med mig selv. Hun så mig før sygdommen og jeg fik det hurtigt bedre. Det undrer mig, at jeg har skullet kæmpe så hårdt for at få den behandling jeg har brug for. Og ret til. For hvem er eksperten i disse sygdomme. Dem der har dem – eller dem der har læst om dem?

Ingen hjælp

Da jeg kom hjem fra klinikken var jeg boligløs. Der blev fundet et midlertidigt bosted til mig, og der bor jeg stadig. Der er nogle firkantede regler hvor jeg bor, der sætter store begrænsninger for min hverdag. For eksempel må min kæreste ikke overnatte hos mig, ikke engang den ene dag hver anden uge, hvor vi går til terapi sammen. Da min kæreste kommer fra en anden by, kan det betyde at terapien må ophøre.

Det er mit mål at komme helt ud af systemet, men der er en masse små og store ting, der gør det næsten umuligt. Jeg føler mig ikke behandlet som det voksne menneske, jeg er. Jeg er i et system, der ikke kan lave en undtagelse, når jeg ikke er i stand til at gøre tingene på den måde, man ellers gør ting på i socialsystemet og distrikspsykiatrien. Jeg passer ikke ind i deres kasser, og de ting der kunne hjælpe mig, kan jeg ikke få hjælp til. Mest af alt undrer det mig, at min psykiater ikke laver en helhedsvurdering af mine behov. For eksempel ville det betyde meget hvis jeg kunne få hjælp i eget hjem, da jeg ikke kan komme i distriktspsykiatrien, der er det eneste psykiatriske tilbud i Skive. Den eneste støtte jeg får er min kontaktperson hvor jeg bor.

Havde jeg været skizofren, havde jeg passet bedre ind. Det er en patienttype systemet kender bedre, og for de skizofrene findes der medicin der ofte virker godt. Da jeg fik min diagnose for otte år siden, proppede man rigtig mange ind i kategorien ”borderlinere,” fordi der ikke var andre måder at rumme en stor gruppe på. Der er bare ikke noget der tyder på, at man har fundet ud af, hvad man skal gøre ved os i mellemtiden. Vi er stadig prioriteret lavt.

Problemet med diagnosen borderline er ofte, at holdningen er, at det er noget man må leve med. Det skyldes at mange i psykiatri- og socialsystemet betragter det som et område med begrænsede behandlingsmuligheder, jurist Erik Olsen, LAP

Jeg har lært, at man skal være stærk for at være syg. Og man risikerer at ende med bare at være den syge. Derfor er mit motto: Jeg har borderline, men jeg er ikke min diagnose – jeg er også bare Katrine.

Fakta

De flere steder i landet findes der Opsøgende Psykoseteams (OP-teams) så man kan få psykiatrisk hjælp, selvom man ikke kan forlade sit hjem. Der findes også en række støtte- og kontaktperson ordninger samt hjemmevejledere.

Katrine Vissing er 33 år gammel og en af initiativtagerne til Borderlineforeningen www.borderlineforeningen.dk

Læs mere om Katrine på http://www.katrinevissing.dk/

2 Kommentarer

  1. Ronnie Rasmussen

    Fantastisk velskrevet og oplysende artikel for en mand, der undersøger og skriver om cuttere og lidt om borderline. Men det bosted der! Det er simpelthen træls, at man som borger – og det er vi sindslidende også – skal finde sig i en sådan behandling. Hvad i alverden er meningen med, at du ikke må få ekstra vitalitet og energi ved at have din kæreste sovende nogle gange?
    Hvem er eksperten i disse sygdomme. Dem der har dem – eller dem der har læst om dem? Det er vise ord. Jeg skriver i øjeblikket på en dokumentarroman, som en af de øverste psykologer i kongeriget kommenterer, så den kan blive til gavn for terapeuters behandling af sindslidende. Såfremt jeg må bruge dele fra din artikel som argumention i romanen, så må du meget gerne kontakte mig. Du kan skrive til ronnie.rasmussen@gmail.com, hvis du accepterer at medvirke med dit indlæg. Venlig hilsen Ronnie Rasmussen

    Svar
  2. nocturne

    Tak for et smukt beskrevet helvede.
    Lad den der har indsigt og medfølelse føle sig berørt.
    Men så er vi måske sparet væk inden

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.