Nyt site til unge med skizofreni

Orker du ikke at læse tunge bøger om skizofreni? Her er sitet for dig, der vil vide mere om sygdommen, men mest er til lyd og billeder.
www.ungmedskizofreni.dk *) kan du opleve Anna, Hanna, Mads og Rasmus fortælle om, hvordan det er og har været for dem at leve med skizofreni.

De er alle i 20’erne og har haft meget forskellige sygdomsforløb. Deres forældre, kærester og søskende fortæller i videoklip, hvordan det var at få sygdommen tæt på. En række fagfolk underbygger fortællingerne med deres viden og erfaringer.

Ideen med sitet er både at give brugerne et indblik i, hvordan unge med diagnosen skizofreni oplever verden. Men også at skabe forhåbning om bedring hos andre unge med skizofreni og give ideer til, hvad der er godt at gøre for at få et meningsfuldt liv eller måske blive rask.
Her er viden og inspiration at hente fra unge, der selv har erfaringer med sygdommen.

De mange videoklip er organiseret i blokke med overskrifter som ”De første tegn”, ”Symptomerne”, ”Diagnosen”, ”Indlæggelse”, ”Behandling”, ”Godt at gøre”, ”Skidt at gøre”. Hjemmesiden bygger først og fremmest på videointerviews, men der er forklarende tekst, som uddyber forståelsen.

Hjemmesiden er udviklet i Region Syddanmark på initiativ fra Børne- og Ungdomspsykiatrien Augustenborg.

*) sitet skulle egentlig have heddet www.levmedskizofreni.dk og er omtalt i bladet Socialpsykiatri nr. 13. Men det ændrede navn til www.ungmedskizofreni.dk for at undgå forveksling med www.levemedskizofreni.dk som drives af medicinalfirmaet Janssen-Cilag.

Birgitte Vange