Jeg hedder Peter Øvig Knudsen og er normal. Jeg har et helt normalt arbejde som forfatter, jeg bor i et almindeligt hus af røde mursten med tegltag i et ganske normalt villakvarter. Jeg har to normale børn og en kæreste, som ganske vist er ualmindeligt dejlig, men alligevel også helt normal.

Min far var normal. Det var min mor så til gengæld ikke, hun blev med jævne mellemrum meget mærkelig og forandrede endda udseende, så jeg næsten ikke kunne genkende hende. For det meste var døren ind til soveværelset lukket, men jeg kunne høre gråd og lyde derindefra. Når jeg var alene hjemme med hende og hun blev meget længe ude på badeværelset med låset dør, lagde jeg øret til døren og prøvede at kigge ind ad nøglehullet for at finde ud af, om hun stadig var i live.

Nogle gange blev mor indlagt på dét, vi i Århus bare kaldte ’Risskov’, og som var det psykiatriske hospital i Risskov. ’Endogen depression,’ kaldte min far og lægerne det.

Men udadtil lykkedes det os vist at opføre os som en helt normal familie. Jeg kan i hvert fald huske, at min gode ven Kim, som boede tre huse længere henne ad villavejen, ikke ville tro på, at min mor havde været indlagt på ’Risskov’, da jeg en dag betroede mig til ham.

Jeg er heldigvis blevet normal ligesom min far.

Jeg arbejder hver dag foran computeren, når ungerne er taget af sted til skole, og når de har fri, holder jeg også fri og skærer æbler i både og prøver at undgå at give dem for meget sukker inden aftensmaden. Om natten sover vi.

Faktisk var det først for to år siden, at jeg prøvede at være ude af stand til at arbejde. Jeg var gået i gang med at skrive en bog om hippierne, men pludselig var det, som om jeg ikke kunne se meningen med at skrive bogen. Efter noget tid kunne jeg ikke rigtig se meningen med noget som helst, jeg følte mig bare uendelig trist og fik efterhånden svært ved at stå op om morgenen.

Nogle gange sad jeg meget længe på en bænk ovre på Ermelundssletten og kiggede ud i luften. Jeg kiggede også på navnene i min mobiltelefon og overvejede, om der var nogen, jeg kunne ringe til.

Til sidst kunne jeg ikke arbejde og brugte alle mine kræfter på at være en nogenlunde normal far for børnene.

Jeg har haft det trist i perioder, så længe jeg kan huske tilbage, men jeg har altid holdt fast i, at jeg er normal og er blevet ved med at arbejde og i det hele taget opføre mig, som jeg plejede. Det var kun min kæreste og måske et par enkelte venner, som jeg forsøgte at forklare, hvordan jeg havde det indeni. Jeg kaldte det aldrig ’depression’, for det var jo den sygdom, min mor led af, og hun havde det tydeligvis meget værre end mig.

”Nogle gange sad jeg meget længe på en bænk ovre på Ermelundssletten og kiggede ud i luften. Jeg kiggede også på navnene i min mobiltelefon og overvejede, om der var nogen, jeg kunne ringe til…”

Da jeg havde fået børn, syntes jeg, at det var synd for dem, at jeg i perioder var så trist og måske derfor ikke den superbedste og normale far, jeg gerne ville være. Jeg gik til min læge, som ordinerede ’lykkepiller’, og jeg så bort fra, at der stod ’mod depression’ på etiketten, for det led jeg jo ikke af. Jeg ved ikke, om pillerne virkede, for jeg kunne ikke mærke nogen særlig virkning, men jeg har aldrig prøvet at blive helt så trist, når jeg tager pillerne.

Måske var det en depression, jeg havde for to år siden. Den tanke faldt mig i hvert fald ind. På den anden side syntes jeg stadig ikke, at jeg havde det helt så slemt som min mor – og som i de beskrivelser af depressioner, jeg havde læst. Min kæreste sagde også, at hun snarere mente, at det var en ’kreativ krise’, og det var dejligt at høre, for det er jo helt normalt, at forfattere har kreative kriser.

Så alt i alt er jeg helt normal, tror jeg.

Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 80 / Af Peter Øvig Knudsen

—–

De kendte og de normale

Den diagnose-fri Spalte er ny i Outsideren og skrives på skift af en kendt dansker, der (efter hvad vi ved) ikke har en psykiatrisk diagnose. Spalten er dermed den eneste af sin slags i bladet, der ellers laves af mennesker med en eller flere diagnoser samt en lang karriere som patient i det psykiatriske system bag sig, måske også fremover.

Forfatteren til spalten kan selv vælge emne – dog opfordrer vi ham/hende til at starte sit indlæg med: ”Jeg hedder (navn) og er normal”, men derefter er ordet givet frit.

Første bidragsyder er forfatteren Peter Øvig Knudsen.

2 Kommentarer

  1. Elvin

    Kjempeflott blogg som tar opp et vtkiig og noe tabu emne! Du reflekterer fint over sider av livet vi udodelige mennesker ikke klarer a tenke helt over.Na har jeg lest gjennom kommentarene i tillegg, og blir noe overrasket over enkelte utsagn, og ma aerlig innromme at jeg lurer pa om enkelte har opplevd a miste en av sine kjaere? Det refereres til egoistiske parorende . Hva mener man med det? Ville ikke dere gatt over deres allerede langt toyede grenser for a ha deres naermeste hos dere bare litt til ? Min erfaring, som sykepleier pa en av de storste kreftavdelingene i Norge, er at parorende strekker seg langt for a beholde sine kjaere litt lengre. Kanskje det kan kalles egoisme, men vi mennesker er flokkdyr som stort sett beskytter familien var til siste slutt. Selvsagt kommer det litt an pa situasjonen. De som har kjaere som har vaert syke over lengre tid, viser tendenser til a forsone seg med doden og et forestaende tap, og mange av dem onsker at det skal ga fort nar det likevel har gatt sa langt at ingenting kan gjores. Pa den andre siden har vi gjerne de som er i en kritisk fase som strekker grensene sine lengre for sine kjaere enn det man trodde et menneske kunne. Poenget er a vaere litt respektfull nar det refereres til parorende som egoistiske, men ogsa jeg har opplevd den type parorende som virkelig gir uttrykk for a vaere egoistiske. Teorien min rundt grunnen til dette er mer psykologisk.Det kommer frem mange gode kommentarer og synspunkter over her, og det er flott at noen i Norge er villige til a ta opp denne problemstillingen.Det kommenteres en del om demente oppi her og hva de gjennomgar. Vet vi egentlig det? Demens er en kognitiv svikt som ikke kan reverseres og mange av de som lider av denne sykdommen har ikke evner til a uttrykke psykisk eller fysisk smerte. Jeg har stor tro pa at demente kan ha et godt liv med sin sykdom og oppleve livskvalitet. Den ene sykepleieren som har kommentert, skriver om smertestillende medikamenter og sedering som losning pa problemet fremfor andre muligheter, jeg er forsavidt enig. Men det kommer ikke frem hva disse medkamentene har som bivirkninger, og kan gjore med kroppen. Morfin er et fint eksempel, man begynner pa en dose og blir kanskje noe slov, lever litt pa en sky og smertene forsvinner mer eller mer. Etter en tid venner kroppen seg til medikamentet, eller smertene blir mer omfattende, vi gir mer morfin. Dette fortsetter til vi ser store doser med morfin, og pasienten blir plutselig betegnet pa rapporten som uklar, ustyrlig, hallusinert . Morfin er fantastsk for pasienten helt til dosen er sa stor at pasienten ser rosa elefanter som loper rundt pa rommet, de ser royken under doren og er overbevist om at na brenner de inne, og de blir hysteriske. Medikamentene i dag er jammen ikke bare en dans pa roser! Til syvende og sist er jeg for dodshjelp i Norge, men jeg tror ikke vi er helt klar for det enda med det etiske synet vi kjorer, som tross alt er basert pa et kristent perspektiv (du skal ikke drepe). Det fungerer i Nederland, og i Sveits. Og det har fungert i artusener for var egen eksistens. Da tenker jeg pa da mennesket valgte selvmord istedenfor a bli gammel og uten aere.

    Svar
  2. Et elskeligt væsen | Outsideren

    […] system bag sig, måske også fremover.I sidste nummer blev spalten skrevet af forfatteren Peter Øvig. Dennegang har vi givet ordet til Bertel Haarder, folketingsmedlem for Venstre og tidligere […]

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.