“Måske er der nogle, der kan hjælpe mig. Drop stoltheden og stædigheden”, sådan lød den indre monolog i mit forhåbningsløse hoved. Jeg prøvede at tømme hovedet for den negative tomgangstænkning, der konstant rumsterede i mit hoved.
Af Julie Feilberg
Mine vågne timer var en glasklokke af negative tankespiraler. Glasklokken var umulig at bryde ud af og gav en klam følelse af at være totalt afskåret fra omverdenen selv i et lokale fyldt med mennesker.
Jeg var på vej til Østerbro, og fuldstændig fortabt. Jeg fornemmede ikke mine omgivelser, den eneste farve jeg var i stand til at bide mærke i var grå. Jeg følte slet ikke jeg havde noget tilbage at leve for eller være glad for.
På vej hen til den psykiatriske konsultation, som jeg var blevet henvist til af min læge, ude på Østerbro tænkte jeg, at jeg om ikke andet måske ville kunne få noget medicin, der kunne bedøve mit påtrængende, ubehagelige sind lidt.
Med bange anelser ringede jeg på døren hvor der stod CENTER, min naturlige generthed var begyndt at manifestere sig. Med en brummende lyd åbnede døren og jeg gik derefter ind i venteværelset. Så småt begyndte jeg at blive utryg og undre mig over, hvad jeg egentlig lavede sådan et sted. Midt i mit væld af tanker kom psykiateren og hentede mig. Jeg tog mig sammen og fulgte efter hende ind på et kontor. Det lange hvide hår sat op i en løs knold og de spidse, falmede træk fik mig til at tro at hun måtte være tæt på pensionsalderen.
Hendes kontor var indrettet som en almindelig dagligstue og soveværelse i et. Der stod en divan med et sengetæppe over, som man typisk bruger til psykoanalytiske sessioner også var der en sofa og nogle lænestole omkring et sofabord. Selv var hun iført typisk hjemmetøj, en hvid bluse, sorte gamacher og sorte kinasutter. Hvis jeg havde været mere forvirret kunne jeg fået det indtryk at hun også boede og sov der og måske havde et lille køkken og badeværelser ude bag ved.
Det var helt klart meningen at det skulle virke hyggeligt og rart på patienterne, at omgivelserne ikke skulle være for kliniske og formelle. Den lidt mormoragtige fremtoning forduftede noget ved den kølige og effektive måde hun startede med at tjekke de fakta hun havde fået fra min læge. Var de rigtige og var der noget jeg ønskede at tilføje? Hun kunne se jeg havde et sår på overlæben fordi jeg havde haft et grimt cykelstyrt ugen før. Var det derfor jeg var ked af det? spurgte hun så. Det virkede lidt nedladende og ret sukkersødt på mig, jeg følte på en måde at hun talte mig som om jeg var et lille barn.
Hun stillede stor set ingen spørgsmål, efter den indledende manøvre med at tjekke mit sygesikringskort, hun lænede sig bare mageligt tilbage i sin stol, beredt på at lytte til mine jeremiader. Det virkede som om hun nærmest i forvejen havde stillet diagnosen, blot ved at kaste et hurtigt blik på den henvisning hun havde fra min læge. Jeg sad der og kunne mærke en følelse af at være lukket inde i mig selv. Men jeg følte et pres for at holde samtalen i gang.
Hendes tavshed gjorde det svært for mig, og jeg havde ingen anelse om hvad en patient forventedes at fortælle i sådan en situation.
Derfor beklagede jeg mig bare lidt generelt om mine studier og min familie, og om hvor lidt jeg kunne lide nogle af delene. Efter at have hørt på lidt løs snak om mit triste, uønskede liv stillede hun diagnosen endogen depression, og lovede mig at hvis jeg bare tog de piller hun gav mig i et halvt år, så ville mit liv efter nogle uger se superlyst ud igen. Inderst inde vidste jeg godt, at så enkelt var det ikke, en depression var kun toppen af isbjerget. Men jeg skubbede det ud af min bevidsthed og gik med til at tage pillerne, ikke fordi jeg troede det ville løse mine problemer, men som en slags eksperiment i psykoaktive stoffer.
Den antidepressive medicin gjorde livet endnu værre end det havde været før. Jeg blev selvmorderisk og kom i en tilstand der lignede en psykose i løbet af det halve år jeg gik hos den praktiserende psykiater. Hun gjorde intet forsøg på at gå i dybden med mine problemer og hun spurgte ikke ind til, hvad der kunne ligge bag ved min nedtrykte, glasklokkeagtige tilstand. Der skulle en indlæggelse på Kommunehospitalet til, i foråret 2000, før jeg kunne få bare lidt mere hjælp end virkningsløse og skadelige antidepressiva.
De observerede mig i starten, mens jeg lå på et sengeafsnit. De tog ikke hensyn til hvad jeg fortalte dem, for det jeg kunne sige gav i deres verden overhovedet ingen mening. Jeg forsøgte at gøre dem det begribeligt hvorfor jeg ikke kunne finde ud det socialt og hvordan det trak en masse tråde tilbage til mistrivsel og omsorgssvigt i barndommen. Men på KH var de ikke interesserede i en selvpsykoanalyse. De ville have en opremsning af konkrete sygdomssymptomer. Efter en uge på afdelingen sagde de jeg viste tegn på skizofreni, fordi jeg holdt mig for mig selv og sagde at jeg ikke kunne koncentrere mig. Jeg blev opskræmt til at begynde med, for skizofreni er i modsætning til depression virkelig galskab. Jeg frygtede at jeg var ved at blive komplet vanvittig. Lidt senere kom lægerne frem til at jeg havde den grænsepsykotiske lidelse skizotypi. En slags mellemstation mellem skizofren og normal. På det tidspunkt var det næsten en befrielse at få noget man kunne kalde en endelig diagnose. Det var en forklaring på, hvorfor jeg var så mærkelig og ikke kunne finde ud af mit liv. Jeg troede, at jeg kunne få noget medicin også blive nærmest normalt fungerende igen og kunne vende tilbage til mine studier med fornyet kraft. Hold da op, hvor var jeg naiv, at jeg ikke kunne se, at det ville få vidtrækkende konsekvenser for min fremtid, men jeg var altså også nybegynder i psykiatrien.
Efter tre måneder på KH blev jeg overført til det specialpsykiatriske hospital Sct. Hans til efterbehandling. Jeg kom i psykoterapi og der blev eksperimenteret en del med medicinen. Her havde de et noget andet syn på sindslidelser end på KH. Jeg fik at vide, at jeg nu skulle lære at leve med tanken, om at det hele aldrig ville blive som jeg havde forestillet mig. For jeg havde et kronisk psykisk handicap, der ville give mig nedsat funktionsevne ift. uddannelse og job. Jeg ville muligvis ikke kunne have et job på normale vilkår eller gennemføre en lang videregående uddannelse. Derudover skulle jeg sandsynligvis have medicin fremover for at have et nogenlunde tåleligt liv. Den besked fik mig til at gå fuldstændig i baglås. Jeg var kun 22 på det tidspunkt, og jeg ville selvfølgelig ikke stille mig tilfreds med et liv ligesom en 75-årig, hvilket jeg oplevede at de foreslog mig.
Jeg ville overhovedet ikke erkende at en lidelse, som ikke helt selv forstod skulle begrænse mit liv. Lægernes dom var at jeg skulle sidde i en slags mental kørestol resten af mine dage. Jeg har altid været meget kontrær af natur, og målt mig med andre unge. Jeg har altid villet være bedre, så jeg valgte slet ikke at tage det behandlerne ville have mig til at indse alvorligt.
Men jeg var heller ikke ret gammel. Og blev derfor ved med at holde stædig fast i mine drømme og ambitioner. Jeg forsøgte at komme videre i uddannelsessystemet, som om intet var hændt. Men jeg løb ind i det ene nederlag efter det andet.
Senere kom jeg på førtidspension, da et aktiveringsprojekt i efteråret 2001 mislykkedes fuldstændig. I midlertidig havde min diagnose nu ændret sig til den mere alvorlige udifferentierede skizofreni. Jeg havde ikke gjort de mindste fremskidt i det halvandet år jeg var på SHH, så de mente at jeg nok alligevel var så hårdt ramt, at der var tale om en egentlig skizofreni. De mente også at en hårdere diagnose ville gøre det lettere at få min pensionssag igennem. Udifferentieret skizofreni kan man også kalde skizofreni af blandet type, hvor man ikke rigtig passer ind i nogen kategori. Den diagnose blev senere lavet om til, at jeg bare skulle være paranoid skizofreni, hvilket er den mest almindelige type skizofreni.
I nytåret 2006 kan jeg endelig konstatere, at jeg har det bedre. Jeg har efter opfordring fra min kontaktperson opsøgt en psykolog, som stillede meget store spørgsmålstegn ved at jeg skulle være skizofren. Først mente hun, at jeg blot havde en personlighedsforstyrrelse, altså ikke en psykotisk lidelse.
Jeg gik hos hende i lidt over et halvt år, fik fortalt hende en del ting om hvordan jeg som barn og ung havde været ude af stand til at være glad, trives og finde passende venskaber. Hun sagde, at det kunne tyde på Aspergers Syndrom. Altså en lidelse indenfor det autistiske og ikke det skizofrene spektrum.
Asperger er en udviklingsforstyrrelse, der starter ved 3-års alderen og gør det svært at danne venskaber og relationer. Min reaktion på den nye diagnose var at det sagtens kunne være sådan noget, at det ville forklare, hvorfor min barndom havde været så ensom og trist, og næsten blottet for gode minder og venskaber.
Dybest set mener jeg ikke rigtig at jeg passer ind i nogle af de diagnoser jeg har fået. Selvfølgelig har man, når man er meget ensom, tendens til at se sin egen situation som unik, men jeg har endnu aldrig læst en sygdomsbeskrivelse, som jeg helt kan nikke genkendende til. Måske er jeg virkelig alvorligt psykisk syg. Eller også mangler jeg bare nogle grundlæggende menneskelige egenskaber, der ville have sat mig i stand til at være glad og leve livet og trives med et 9-5 job.
Som patient kan man jo ikke rigtig bruge en diagnose til noget, medmindre det kan hjælpe en til at føle sig mere afklaret omkring sine problemer eller forstå sin situation bedre.
For psykiateren er det et redskab til at finde frem til den rette medicinering og behandling. Måske gør man klogt i at glemme sin diagnose, så snart man er færdigbehandlet? Det er nemt at komme til at føle, at en diagnose er en slags dom over en, eller en bås man bliver sat i. Jeg har ikke rigtig noget forhold til mine egne diagnoser, det skulle da lige være som en undskyldning for ikke at være normal og ikke have arbejde og uddannelse. De fleste kan jo godt forstå det, når man siger at man ikke har kunnet så meget pga. psykiske problemer.