Jeg har tre gange været udsat for bæltefiksering. Det har hver gang været en voldsom indgribende oplevelse.
Den første gang jeg blev bæltefikseret, var det fordi jeg sad og skar i mig selv. Det var i begyndelsen meget ubehageligt at ligge fikseret med bælte om maven, og jeg var meget vred på personalet. Sengen var kørt ud midt i rummet og døren ud til gangen stod helt åben. Vagten som sad ude på gangen talte ikke til mig. Jeg lå alene med alle mine kaotiske tanker. Rygerummet lå for enden af gangen, så jeg lå til offentligt skue. Det var ekstremt ubehageligt.
Efter nogle timer faldt jeg lidt til ro. Lægen kom og sagde, at jeg skulle ud af bæltet. Det var jeg ikke klar til, for jeg havde fortsat mange selvskadende tanker, og fik nu ligesom en pause fra det hele. Det kan lyde underligt, men det gav mig noget ro, at jeg ikke kunne lave selvskade. Lægen mente det modsatte og løsnede bæltet.
De holdt vagt ved mig i et par timer, og kiggede derefter ned til mig. Jeg begyndte igen at skære i mig selv. Min kontaktperson så det, og hendes kommentar til det var, at det var jeg for gammel til at gøre, og at det gav nogle grimme ar. Jeg reagerede med at barrikadere døren med en stol, så de ikke kunne komme ind til mig. Senere kom lægen og sagde, at hvis jeg ikke lukkede op med det samme, så var jeg udskrevet. Jeg kunne slet ikke reagere, jeg sad bare på gulvet og skar i mig selv. Jeg ønskede bare at se blod.
Kort efter siger lægen, du er hermed udskrevet.
Jeg begyndte igen at skære i mig selv. Min kontaktperson så det,
og hendes kommentar til det var,
at det var jeg for gammel til at gøre, og at det gav nogle grimme ar.
Efter et stykke tid kom jeg så meget til mig selv, at jeg gik op på kontoret og bad om at få lov til at blive. De fastholdt udskrivelse og sagde, at jeg måtte kontakte vagtlægen, hvis jeg igen ville indlægges. Jeg ringede til vagtlægen. Han kunne ikke hjælpe mig, når jeg var inde på psykiatrisk afdeling. Jeg gik igen op og tryglede og bad om at få lov til at blive, uden held. Kort efter kom lægen og en hel masse personale og eskorterede mig ud kl.23 om aftenen midt i februar måned. Heldigvis havde jeg min mobiltelefon på mig, og fik en veninde til at hente mig. Det ene øjeblik lå jeg bæltefikseret, for næste øjeblik at blive smidt ud.
Anden gang blev jeg af politiet kørt ud på psykiatrisk afdeling. Jeg ville ikke være på den afdeling, fordi jeg tidligere havde haft en del kontroverser med personalet og ikke følte mig tryg ved dem. Da jeg ankom, sparkede jeg til et bord, for at vise min utilfredshed, hvorefter politiet fikserede mig på gulvet. Der lå jeg i 30-45 min. Der var ingen, der snakkede med mig, heller ikke lægen. Derefter blev jeg eskorteret ud på gangen, hvor der stod 12-15 personaler. Personalet holdt mig ned mod sengen, mens de gav mig både mavebælte og hånd og fodremme på. Imens det stod på, var der en ældre plejer, som trykkede mig ned på halsen. Fuldstændig unødvendigt, for jeg kunne ikke røre mig. Jeg var panisk angst og kunne ikke sige noget, eller få hende til at flytte hånden. Jeg forsøgte, at spytte hende i ansigtet, men var helt tør i munden. Hun opdagede det, og flyttede sin hånd op og holdt mig for både næsen og munden. Hvis jeg ikke var angst før, så skal jeg love for, at jeg var det nu. Desperat drejede jeg hovedet fra side til side, så jeg kunne trække vejret. Det var en meget voldsom oplevelse, nærmest overgreb. Efter fikseringen fik jeg noget stærk medicin og gik ud som et lys.
Dagen efter lå jeg fortsat fikseret, nu med bælte om maven, og et ben og en hånd. Jeg fik i løbet af dagen lov til at komme op på toilettet og i bad, hvorefter de igen fikserede mig, selv om jeg var helt rolig. Lægen kom, og jeg argumenterede for at komme ud af bæltet, men hun mente, jeg fortsat var vredladen. Lige meget hvad jeg sagde, blev det brugt imod mig. Næste dag kom overlægen og uden at han overhovedet havde snakket med mig, sagde han, at bæltefikseringen var ophør, og jeg var udskrevet.
Jeg klagede efterfølgende over den person som pressede ned på min hals og holdt mig for mund og næse, men fik ikke medhold, fordi jeg havde forsøgt at spytte på hende.
Venlig hilsen
Kit Winther
——
Om forfatteren: Kit bor på Fyn, er 50 år, og arbejder i skånejob som fysioterapeut. Hun er i gang med de sidste rettelser til sin bog om at være psykisk syg. Kit har diagnoserne borderline, depression, angst og OCD.
—–
Outsideren skriver om bæltefiksering:
I Danmark rimer psykiatri på tvang. Hvert år bliver over 5000 patienter lagt i bælte på de psykiatriske sygehuse herhjemme. Det svarer til at hver femte person, der indlægges på en lukket afdeling i Danmark, udsættes for dette dybtgående indgreb.
Det er ikke bare voldsomt mange. Det er også en gruppe mennesker, der ofte tales om – men som alt for sjældent selv tager ordet.
Tidsskriftet Outsideren har i flere år samlet på historier om tvang på de psykiatriske afdelinger i Danmark, fortalt af de, der har prøvet det på egen krop. Vi ønsker kun at skildre virkeligheden som den er. Uden fordomme. Vi ved, at der er mennesker, der synes, at de har haft brug for at ligge i bælte. Mens andre har oplevet det som et brutalt og yderst krænkende overgreb.
Det har ført til en diskussion på vores Facebook side, om tvang, mennesker og arbejde. En diskussion der viser, at tidligere patienter, pårørende og medarbejdere i psykiatrien, sagtens kan tale fornuftigt sammen om det at ligge i bælte.
Derfor denne opfordring til alle jer, der har ligget i bælte, jer der er pårørende til en der har ligget i bælte, eller dig der har lagt nogen i bælte:
Send din beretning til os. Fortæl hvad der skete. Om det hjalp. Hvordan det påvirkede dig.
Vores mailadresse er: baelte@outsideren.dk
Historierne vil blive offentliggjort i Outsideren eller her på hjemmesiden. På et tidspunkt samler vi alle beretningerne i et særnummer.
Vi foretrækker, at der skrives med navn, men garanterer anonymitet, hvis det ønskes. Har du spørgsmål, er du meget velkommen til at sende en mail eller ringe på tlf: 35 39 71 24. Vi har åbent mandag-torsdag 10-15.