Rapport fra Udkantsdanmark

Denne impotens breder sig ud i de fynske landkommuner
og er især at mærke i kommunalbestyrelserne.

– Af Martin Kjeldsen

Som på så mange andre områder er det ikke det, som sker, men netop, det som ikke sker, der er problemet i Udkantsdanmark. Vi har også både psykisk syge, senhjerneskadede, udviklingshæmmede, misbrugere, kriminelle, autister og store mængder af aldersdemente borgere herude. Og bananen vender som bekendt den rådne ende nedad, og nedad er geopolitisk set Udkantsdanmark, hvilket efterhånden vil sige al det, som ligger uden for København eller Aarhus. Jeg har, som bekendt, boet i Odense, der stadig er verdens største landsby og aldrig vil blive den globale metropol, som København gerne vil være, og som Aarhus også gerne vil være. Det har mange odenseanere det rigtig skidt med. De føler sig sgu impotente. Denne impotens breder sig ud i de fynske landkommuner og er især at mærke i kommunalbestyrelserne. I Assens Kommune var der, for eksempel, i 2011 alene på ét døgnbemandet bosted et underskud på 14 millioner kroner. Nok til at den ansvarlige blev fyret. Det er med andre ord nødvendigt for administrationen at bryde budgettet med næsten 15 procent for at få det til at løbe rundt inden for den ramme kommunalbestyrelsen har givet institutionen. Og alligevel skæres der ned.

——

Udkantsbloggeren skriver løbende om tilværelsen i Udkantsdanmark

Om udkantsbloggeren:

Martin-på-bar

Navn: Martin Kjeldsen. 44 år. Førtidspensioneret journalist mm.

Lidt om mig:

Jeg er alkoholiker. Ja, det er under alle omstændigheder, hvad jeg har valgt at kalde mig selv. Hvorvidt der overhovedet findes noget som hedder “alkoholiker”, ja, det kan der være delte meninger om, men noget skal man jo kalde det.

Jeg tror jeg var i starten af tyverne, da der var noget som sagde mig, at dét dér med druk, det kunne jeg ikke rigtig styre, men der skulle gå næsten ti år før jeg tog mig sammen til at gøre noget ved det. I den tid nåede jeg at uddanne mig som journalist og stifte et lokalt, sydfynsk tidsskrift, hvor jeg fungerede som redaktør i fire år. Jeg nåede også at udvikle et betragteligt alkoholproblem.

I 1997 måtte jeg kaste håndklædet i ringen. På det tidspunkt var jeg blevet smidt ud af min kæreste, stod uden bolig og måtte holde op med at arbejde.

Nå, men så røg jeg jo på rehab, og så rullede møllen ellers, og det endte altså med, at jeg blev diagnosticeret med en affektiv bipolar sindslidelse. Mit alkoholforbrug havde været en slags selvmedicinering, en måde at kontrollere svingningerne på. Gammel historie, nærmest en klassiker.

Jeg fik en førtidspension. Det er otte år siden, hvor det stadig var mulig for almindeligt syge at få en førtidspension. Nu om stunder skal man jo nærmest ligge for døden, før det kan lade sig gøre.

Min kone og jeg er for nyligt flyttet fra en boligblok i en Odense-forstad til et lille, stråtækket hus midt på bøhlandet på Vestfyn. Jeg hørte i radioen, at folk flytter som sindssyge fra landet ind til byerne, så vi tænkte at vi ville gøre det modsatte.

Udkanten har sin egen charme – på godt og ondt.