Sikken en ven

”Jeg er vildt stolt over min egen stædighed…”

Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 82 / Af Edith Hansen

venskab-tema-indledningEnsomhed er en forbandelse. Som psykisk syg rammes du oftere af denne tilstand, fordi du, som alle outsidere ved, har en tilbøjelighed til at isolere dig.

For ni år siden sprængte jeg muren. Fordi jeg også er lettere fysisk handicappet, har jeg et nødkald, så jeg hurtigt kan tilkalde hjælp, hvis behovet opstår.

En nat var jeg så ubeskrivelig ulykkelig og vred på samme tid, at jeg trykkede på nødkald, og blev spurgt, om jeg var faldet. Nej, det var jeg ikke. Så kunne de ikke gøre mere for mig. Dette scenarium gentog sig omkring 15 gange, hvor jeg råbte, at man også kunne falde psykisk. Så kom der endelig en moden sygeplejerske, som sagde, at jeg burde have en besøgsven.

Efter kort tid tronede det dejligste væsen ind af døren og præsenterede sig som visitator fra Røde Kors. Dette var Helle. Hendes opgave var at finde en matchende besøgs-ven til mig. Ret hurtigt fandt vi ud af, at det skulle være hende og mig.

Helle har betydet ubeskrivelig meget for mig. Hun kommer en gang om ugen, og torsdagen er lang, inden det ringer på døren. Hun er også min bisidder hos læge, psykiater og på hospitalet, når jeg har været indlagt. Helle findes der kun en af, det ved jeg godt. Hun holdt min tres års fødselsdag kvit og frit. Det er ret flot. Sikken en ven at få.

Jeg elsker hende. Jeg er også vildt stolt over min egen stædighed over for systemet. Jeg ville ikke finde mig i at være så ensom. Plej dine forbindelser og få et bedre liv.

Kærlig hilsen Edith.

Edith Hansen er en smule over tres år og bor i København NV.

—–