Man har vel lov at være en smule selv-fed engang imellem! Det er ellers ikke noget jeg gør så meget i, men til tider synes jeg faktisk jeg fortjenerdet.

Det er slet ikke fordi mine fremskridt ikke bliver set, og ofte får jeg da også ros over, hvor langt jeg er nået, hvor meget jeg har kæmpet og hvor sej og stærk jeg er. Det betyder alverden for mig i min hverdag, når det bliver anerkendt, at man kæmper.

“Alle andre må gerne sige til én, at man er god, men det nærmer sig en dødssynd at sige at man er god til fodbold eller matematik.”

Alligevel kan det være svært at sige til sig selv, at man er stærk. Det er et ligesomindprentet i vores hjerner, at man skal være ydmyg – men for f****en da! Hvis man nu bare er helt vildt god og sej og vild til et eller andet! Alle andre må gerne sige til én, at man er god, men det nærmer sig en dødssynd at sige at man er god til fodbold eller matematik.

”Er jeg i virkeligheden til grin?”

Jeg er selv rigtig ringe til det. Jeg får ofte at vide, at jeg er god til en masse ting, men alligevel bliver man i tvivl; ”siger de det for at være søde?” ”Mener de det, de siger?” ”Er jeg i virkeligheden til grin?”

Men nu har jeg sat mig et mål: Det skal være slut med at tænke nedladende om mig selv!

“Daglig træning i selvfedhed og anti-ydmyghed”

Stige Ø m.m 034

Det er et ret stort projekt jeg er gået i gang med, kan jeg godt lige sige! Daglig træning i selvfedhed og anti-ydmyghed. Hvis der er nogen der anerkender mig, eller noget jeg gør, så er det bare om at tage imod og være enig.

Næste torsdag skal jeg til min første mundtlige eksamen nogensinde. Det er første gang jeg skal bedømmes fuldstændig anonymt, med en censor der intet ved om mig. Selvom jeg er helt vildt nervøs, bliver det rart nok at vide, at uanset hvad censor siger, så passer det.

Jeg skal til to mundtlige eksaminer i år og det at gennemføre, er et mål i sig selv. For mig er karakteren meget vigtig, mens mine omgivelser forsøger at overbevise mig om at de holder lige meget af mig – no matter what!

Og eftersom jeg har besluttet mig for at tænke godt om mig selv, må jeg hellere begynde at lytte efter og tro på dem og mig selv…

—-

Om mig selv:  Jeg er en pige på 17 år, der i lidt over et år nu har haft kontakt til psykiatrien i form af indlæggelse, psykolog, psykiater og fysioterapeut. Inden da har jeg, siden 7. klasse været i kontakt med forskellige psykologer og psykoterapeuter. Som jeg med tiden har fået det bedre har jeg haft et stort behov for at komme ud med mine erfaringer, så derfor blogger jeg her på outsideren. Jeg lider af angst og PNES, jeg er særlig sensitiv og har nedsat evne til overblik. Trods dette går jeg på efterskole og nyder livet – dog på lidt andre præmisser end mine kammerater.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.