Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 79 / Personligts essay af Jens Rønn
”Det er torsdag aften. Jeg sidder i lænestolen. Det kribler i næsen. Jeg må ud af den her barak…. ”. Sådan lyder det ud af højtalerne i min lejlighed. Det er i hvert fald sådan jeg hører ordene. Den originale tekst, Tabernes Søn af Allan Olsen, er lidt anderledes. Men denne aften blander jeg mig selv ind i sangen.. Identificerer mig med faren, der med Allan Olesens lyriske ord føler sig som ”en gnu på savannen i hyænernes flok” inde i stuen sammen med konen og sønnen. Han vil med andre ord væk. Jeg vil også væk. Ikke væk fra en omklamrende familie, men væk fra lænestolen. Ud i livet. Ud og gøre noget. Rode med hjemmesider, møde mennesker, løbe endnu et maraton, skrive en artikel, bruge min uddannelse, få sig et job. Men i stedet sidder sygemeldte Jens her i lænestolen ”og hænger som et ubagt franskbrød”, endnu en af Allan Olesens sprogblomster. Jeg har intet nået i dag. Jeg er en taber. Uduelige Jens. Jeg tænker på min diagnose, Maniodepressiv. Prøver at tænke på, at jeg trods alt har det meget meget bedre, end da jeg var længst ned. Prøver også at tænke på det lægerne siger: Det at komme sig efter en down-periode er ikke som at følge en konstant opadgående kurve. Der vil komme bump på vejen i form af dårlige dage. Det her er så en af dem. Pjat. Min medicin – Seroquel Prolong, Litium og Zyprexa – har skylden.
Indse det, Jens! Du bliver aldrig ham den kreative med et kæmpe drive, der knokler sig halvt ihjel med et smil på læben. Du kan ikke tåle det.
Ja, jeg er til de simple forklaringer her til aften.. Dog er der noget sandhed i den, det indrømmer de også nede på klinikken. Min medicin, især Seroquel Prolong, ligger en dæmper på energien, så manien ikke tager overhånd. Men bare at droppe medicinen er en farlig vej, siger de også. Hvis man endelig skal ud af medicinen, så skal man trappe ned liiiiige så laaangsomt. De har oplevet at mange får for meget energi, hvis det går for hurtigt. For meget energi! Jeg kan ikke andet end at ryste på hovedet. Tænker på mine 14 dage i kommunen, hvor jeg var en hel anden. Se der skete der noget, nye arbejdsopgaver, søde piger, gratis kaffe, mandagsmøder, dumme kolleger og midt i det hele mig, der snakkede, fik ideer, førte mig frem, blev arrig…what a ride, det var så intenst. – Glem nu ikke hvordan det endte, siger jeg til mig selv. Det endte med, at jeg fik en vældig nedtur. Igen. Hmm. Der er ikke noget at gøre. Jeg er nødt til at tage mig selv op til revision, hvis jeg ikke vil derned igen. Indse det, Jens! Du bliver aldrig ham den kreative med et kæmpe drive, der knokler sig halvt ihjel med et smil på læben. Du kan ikke tåle det. Folk kan slet ikke lide dig, når du forsøger at leve op til et sådant ideal. De synes du er underlig. For meget. Ja, Ja, siger jeg til stemmen i mit hoved. Du har ret. Jeg er nødt til at få nogle nye nøgleord i mit liv. Sådanne kedelige ord som struktur, regelmæssighed og rutiner.
Jeg havde fået den ide, at jeg ville skrive sådan en hyggelig artikel om ham, fordi han var ved at gå på pension.
Jeg kommer til at tænke på min gamle cykelhandler fra Aarhus. Måske jeg skulle få ham som forbillede? Jeg lærte aldrig hans navn at kende ikke, selvom han vel igennem årene nåede at lappe mine cykler 100 gange. Hvad jeg ved, er at han mødte op på arbejde hver dag 25 år i træk for at ordne cykler og leje den blå varevogn ud, som også var en del af gesjæften. Se, det er regelmæssighed der vil noget! Jeg kender de oplysninger om cykelhandleren, fordi jeg kom til at snakke med ham i baglokalet kort før han døde. Jeg havde fået den ide, at jeg ville skrive sådan en hyggelig artikel om ham, fordi han var ved at gå på pension. En artikel jeg så ville prøve at sælge til lokalavisen. Den unge cykelhandler, der var ved at overtage biksen, var med på ideen. Jeg tror, han var glad for at være alene med arbejdet en lille stund, fordi den gamle ikke kunne lade være med at komme rendende, selv om han var ved at være for affældig til det med at ordne cykler.
Der endte vi så i baglokalet, den gamle cykelhandler og mig. Han fortalte mig lidt usammenhængende om sin cykelbiks og om sit liv. Jeg forstod, at cykelhandlen var alt han havde haft igennem et langt liv. Ingen kone, ingen børn, meget få venner. Efter vi har snakket lidt, så kigger han på mig og siger: – Men det er da også et slags liv, synes du ikke..?
Der endte vi så i baglokalet. Den gamle cykelhandler og mig. Han fortalte mig lidt usammenhængende om sin cykelbiks og om sit liv. Jeg forstod, at cykelhandlen var alt han havde haft igennem et langt liv. Ingen kone, ingen børn, og meget få venner. Efter vi har snakket lidt, så kigger han på mig og siger…”Men det er da også et slags liv, synes du ikke?” Det var som om han var i gang med at tage et langt liv op til revision med mig som vidne. Jeg tror han vidste, at han snart skulle dø. Jeg sagde ikke så meget. Jeg ville bare væk derfra. Jeg havde droppet enhver ide om at skrive en artikel, tænkte at manden overfor mig slet ikke var klar nok i hovedet til at medvirke i en sådan. En måned senere vender jeg tilbage igen for at få lappet endnu et fladt dæk, hvor den unge cykelhandler så fortæller, at den ”gamle” nu er død. Det var så det.
Det giver mig ro at vide, at der er mange måder man kan leve sit liv på. Et liv ikke behøver være revolutionerede for at have værdi. Mit liv ender måske heller ikke med at blive det vilde festfyrværkeri, men det bliver unikt, lige meget hvad. Ligesom dit!
Og nu sidder jeg her seks år senere i min lejlighed i Vanløse. Lidt forsinket vil jeg gerne sige til dig, kære gamle cykelhandler, hvis navn jeg aldrig lærte rigtigt at kende: Du spildte ikke dit liv. Det ville jeg gerne have sagt til dig dengang, men så siger jeg det nu. Jeg kan lære af dig, at et simpelt og regelmæssigt liv ikke sådan er at kimse af. Det giver mig ro at vide, at der er mange måder man kan leve sit liv på. Et liv ikke behøver være revolutionerede for at have værdi. Mit liv ender måske heller ikke med at blive det vilde festfyrværkeri, men det bliver unikt, lige meget hvad. Ligesom dit!
Med dig i tankerne, så vil jeg også sige, at jeg måske alligevel heller ikke har spildt min dag, selvom jeg sidder her og hænger. Jeg stod op, tog i Silvan og købte nogle dippedutter til at banke noget ledning fast til gulvet, Jeg har også lavet mad – skinkesnitzel med ris og bønner. Så har jeg også fået set endnu et afsnit af Colombo, som har kørt hele sommeren hen over DR2. Så er det ikke mindst også blevet til noget Allan Olesen på anlægget, ikke mindst Taberens Søn. Det er ikke det vilde, men er da også noget, ik?
Jens Rønn er 33 år. Han er bosat i Vanløse, og uddannet statskundskaber fra Aarhus Universitet. I samråd med sin psykiater har han nu skippet Zyprexa og udskiftet Serequel Prolong (den der sløver) med almindelig Serequel (som skulle sløve mindre) Han er fortsat sygemeldt, men skal til efteråret ud i praktik på en arbejdsplads.