Copyright: Line Sofie

Copyright: Line Sofie

Jeg har engang drillet min lillesøster. Jeg vidste egentlig godt at det ikke var sødt gjort.

– Af Line Sofie

I dag ved jeg at der primært var to grunde til at jeg gjorde det: den ene var, at jeg syntes hun havde gjort noget forkert. På den måde var det jo bare retfærdigt at hun også fik lidt igen. Den anden grund var nok (med fare for at komme til at lyde som en meget ond storesøster) at det faktisk var lidt sjovt. Det var lidt sjovt en gang imellem at have lidt magt over lillesøs. I dag kan jeg jo godt se at det ikke var i orden.

Vi har nok alle sammen prøvet det. At skulle bøje sig i støvet og undskylde for en handling, man i gerningsøjeblikket syntes virkede rigtig. Vi vil jo altid gøre vores bedste. Om end ikke for vores egen skyld, så for en andens. Det er faktisk bevist at man altid gør noget i en god mening. Man kan måske godt se at det kan skade andre, men noget trækker i den anden retning.

“Det er guf for de små grå tanker der sidder med en hammer og slår dig, hver gang du dummer dig. Sådan nogle hammere kan virkelig slå hårdt!”

Jeg kommer helt sikkert også til at lave større fejl end at drille min søster. Alligevel synes jeg bare ikke det er let at skulle bøje sig i støvet og sige undskyld. Ikke som sådan fordi jeg ikke vil være ved at jeg har begået fejl – og så alligevel lidt. Jeg føler ofte at jeg er sådan en fiasko og aldrig gør noget rigtigt. ”men så burde det jo være let nok at sige undskyld, hvis det ofte er sådan”. Det er det bare ikke. Én ting er, at man selv kan føle at man ikke er god nok. Noget andet er, når der kommer nogen og fortæller dig at du har dummet dig – brudt en aftale – såret nogen. Det er guf for de små grå tanker der sidder med en hammer og slår dig, hver gang du dummer dig. Sådan nogle hammere kan virkelig slå hårdt!

“Jeg valgte med hjertet i stedet for med hovedet og det er ikke altid en fordel”

Her forleden dummede jeg mig. I gerningsøjeblikket følte jeg mig presset til at skulle vælge, hvem jeg skulle støtte, og hvem jeg skulle svigte. På den ene side, havde jeg lovet én at det jeg fik at vide, måtte jeg ikke sige videre. (det handlede om en hemmelig begivenhed på min efterskole). På den anden side, sad der en af mine veninder og var rædselsslagen for at der skulle være natteløb om natten. Hun var enormt ked af det og havde fundet ud af, at jeg ville få at vide, om det blev lige præcis den nat. Hun spurgte mig om jeg ikke vil sige til, hvis jeg fik noget at vide. Da jeg om nogen virkelig ved, hvordan det er at være sådan rigtig bange, sagde jeg ja. Inden da, havde jeg overvejet for og imod, da jeg udmærket vidste at jeg ville bryde mig aftale med hende den anden. Det var et forfærdeligt dilemma, men i situationen så jeg faktisk ikke så mange andre muligheder end den jeg valgte.

Jeg valgte med hjertet i stedet for med hovedet og det er ikke altid en fordel. Jeg ved at jeg skulle have holdt fast i min aftale, men min regnormerygrad kan ikke altid holde til bange veninder, som man rent faktisk kan hjælpe.

Jeg har det stadig skidt over min handling. Jeg har det skidt over at have brudt nogens tillid til mig, da tillid er så enormt vigtig. På den anden side går jeg og grubler over, hvad jeg ellers skulle have gjort i situationen. På nuværende tidspunkt er jeg nået frem til følgende: I den givne situation virkede min beslutning rigtig. Jeg kan ikke gøre andet en at forsøge at skabe en balance mellem hjerne og hjerte og så stå ved, når jeg laver fejl – for det gør vi jo alle af og til – og det faktisk det, der gør os til dem vi er i dag…

 

“Jeg kan ikke gøre andet en at forsøge at skabe en balance mellem hjerne og hjerte og så stå ved, når jeg laver fejl – for det gør vi jo alle af og til – og det faktisk det, der gør os til dem vi er i dag…”

 

Om mig selv:  Jeg er en pige på 17 år, der i næsten to år nu har haft kontakt til psykiatrien i form af indlæggelse, psykolog, psykiater og fysioterapeut. Inden da har jeg, siden 7. klasse været i kontakt med forskellige psykologer og psykoterapeuter. Som jeg med tiden har fået det bedre har jeg haft et stort behov for at komme ud med mine erfaringer, så derfor blogger jeg her på outsideren. Jeg lider af angst og PNES, jeg er særlig sensitiv og har nedsat evne til overblik. Trods dette går jeg på efterskole og nyder livet – dog på lidt andre præmisser end mine kammerater.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.