Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 72 / Af Julie Feilberg
Jeg har været i psykiatrien siden 1999 og har prøvet en jungle af præparater. Jeg startede først på antidepressiva, fordi den psykiater jeg gik hos, troede det kun handlede om en forbigående depression. Hun gav mig først Remeron i normal dosis og senere en kombination af Remeron og Edronax, fordi hun mente, det andet virkede for døsende. Ikke alene hjalp det ikke, jeg blev også selvmorderisk og psykotisk af lortet. Alligevel mente hun, at jeg skulle fortsætte med samme behandling, indtil depressionen var drevet over. I marts 2000 blev jeg indlagt på Københavns Kommunehospital, efter jeg havde forsøgt at tage mit liv. Her fik jeg Rivotril til at starte med. Sammenlignet med alt det andet var Rivotril som manna fra himlen. Det fik mig til at sove om natten og slappe af og satte mine symptomer lidt i bero.
Efter nogle uger fik jeg ordineret Zyprexa til behandling for den grænsepsykotisk tilstand, som var det, de fik ud af at observere mig under indlæggelsen. Samtidig med, at jeg blev sat op i Zyprexa, holdt Rivotrilen fuldstændig op med at virke og Zyprexa gjorde hverken fra eller til, bortset fra at det gav mig uro i benene. Efter at have været på Kommunehospitalet i tre måneder kom jeg videre på Sct. Hans. Her skiftede jeg mellem mange antipsykotiske præparater, fordi intet af det virkede optimalt. Ved siden af fik jeg Saroten for depression, hvilket ikke gjorde den fjerneste forskel. Jeg fik Cisordinol i en periode efter Zyprexa, og det virkede lidt bedre på mine symptomer, men jeg fungerede ikke særligt godt i hverdagen. Leponex var det næste valg, og det er nok den værste medicin, jeg har taget. Jeg kunne ikke stå op af sengen, havde problemer med maven, sure opstød og savl.
Efter en måned måtte jeg af det igen pga. fald i de hvide blodlegemer. Så fik jeg Fluanxol, og det har jeg nu taget i ni år. Man forsøgte at erstatte det med Seroquel, som var det sidste nye, og det kostede mig et ophold på lukket afdeling, indtil jeg i stedet fik Fluanxol og Seroquel i kombination med Cipramil.
Efter Sct. Hans boede jeg 4-5 år på det psykiatriske bosted Sundbygård, og her forsatte jeg i tre år med Seroquel og Fluanxol i middelhøje doser. Langsomt fik jeg det bedre, men jeg kan kun sige, at det nok ikke havde så meget med medicin at gøre. Lykkepillen blev skiftet ud med Efexor, som heller ikke havde den store effekt. I foråret 2005 hørte jeg om Abilify, som var helt nyt og som, i modsætning til andre antipsykotika, skulle gøre en mere vågen i stedet for at være søvndyssende. Jeg overtalte psykiateren på Sundbygård til at give mig Abilify i stedet for Seroquel, hvilket han ikke var meget for. Jeg blev faktisk mere vågen i de første måneder, men jeg blev samtidigt nødt til at tage Imozop for at kunne falde i søvn om natten. Det bliver man også immun overfor, så det blev til Nozinan til natten i stedet.
Sidst i 2005 fik jeg det rigtig dårligt og i løbet af det kommende år var jeg indlagt fire gange og der gik fuldstændig kage i det med min medicin. Fra Nozinan til Truxal og Oxazepam for søvnløshed, hvilket virker sløvende i løbet af dagen. Jeg fik Risperdal og senere Zeldox i kortere perioder, men det holdt jeg hurtigt op med, da jeg blev helt speedet og ikke kunne sidde stille. Dengang besluttede jeg ikke at lave flere medicineksperimenter og at holde mig til Fluanxol. Da jeg kom ud af
Sundbygård, fik jeg Fluanxol plus en lav dosis Seroquel til at sove på, og det er jeg blevet på lige siden. Jeg har dog skiftet antidepressiv medicin flere gange i løbet af de sidste tre år, fordi nogle af dem havde uacceptable bivirkninger. Efexor gav mig koldsved, Cymbalta koncentrationsbesvær, og Cipralex fik mig til at tage 10 kilo på. Nu får jeg Fluanxol, Seroquel og Prolong, som er mindre sløvende, samt Zoloft, og det har jeg tænkt mig at blive på, fordi bivirkninger er til at overse, og fordi det holder mine symptomer i skak. Nu vil jeg ikke længere have rykket rundt med min medicin.
Julie Feilberg er 31 år gammel og bor i en tredjesals lejlighed på Amager med smuk udsigt over Fælleden.