Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 82 / Af Julie Feilberg
Det er svært at leve alene, men som psykisk syg kan venner være utrolig svære at finde eller bare at møde. Sygdommen i sig selv gør, at man kan være næsten umulig at relatere til og bare at være sammen med. Når man er helt nede i den sorte sump, kan man ikke engang føre en fornuftig samtale. Det bliver altid ren beostærsnak. Og så synes folk selvfølgelig, man er underlig og trækker sig. Måske også fordi de bliver lidt skræmte ved en, som så åbenlyst er et helt andet sted i sin bevidsthed end de fleste. Hvad kan man gøre for at komme ud af sin ensomhed, når man hver gang man er i selskab med andre skal ransage sin hjerne for at finde på et eller andet at sige, noget der ikke lyder totalt fladt eller ved siden af. Og er der nogen folk ikke gider, så er det dem, der stort set aldrig åbner munden.
Et kvaj som mig
Dette var en rimelig rammende beskrivelse af hvordan jeg var, dengang jeg gik på universitetet. Der fandt jeg ingen venner. Men jeg havde yderligere det problem, at jeg heller ikke havde nogen venner fra barndommen eller puberteten. Mine klassekammerater elskede at se ned på mig og få mig til at have det dårligt med mig selv, og i gymnasiet virkede det bare som om at de fuldstændig havde glemt min eksistens. Når jeg tænker tilbage på min skoletid, kan jeg godt forstå mine klassekammerater, selvom jeg aldrig kan tilgive dem. Jeg var overmåde fristende som det ultimative mobbeoffer: dum, grim, usmart klædt på og akavet. Og intet er sjovere for skolebørn end at finde sammen om at chikanere et eller andet ulykkeligt, kikset kvaj som mig. Men de anede ikke at jeg også var et menneske, der havde mine egne tanker og følelser.
Min skolegang har i høj grad været medvirkende til, at jeg senere blev socialt inkompetent. For hvis man ikke får lært omgangsformer og sociale koder ved at være sammen med jævnaldrende som barn og ung, så bliver man automatisk også isoleret som voksen. På grund af min opvækst aner jeg simpelthen ikke, hvordan man svinger med andre eller hvad der er rigtigt og forkert, normalt og unormalt i omgangen med andre mennesker. Jeg griner heller ikke af det samme som andre, formår heller ikke at være spontan og uforbeholden. Så helt ærlig – folk i al almindelighed synes ikke jeg er værd at samle på.
At bryde ud af min skal
Der er stort set ikke noget, der er så skidt, at man ikke kan vænne sig til det, og jeg har vænnet mig til at leve et temmelig tilbagetrukkent og selvtilstrækkeligt liv. Jeg har ikke brug for så meget selskab i det daglige, og kan sagtens gå i to-tre dage uden at udveksle nogle bemærkninger med nogen. Hvilket man kan lære at leve med, men alligevel er det måske ikke sundt for mig og min udvikling og trivsel som menneske at være så meget alene. Men hvad skulle jeg gøre ved det, når jeg nu har al den negative sociale bagage jeg har? Og er jeg tilstrækkelig motiveret for at forsøge at bryde ud af min skal? Jeg ville ønske jeg var og kunne, men når det kommer til stykket, så skal jeg nok leve og dø alene.
Julie Feilberg er 34 år og bor på Amager