Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 72 / Af Holger Pedersen
Det er kvindernes internationale kampdag i dag, men jeg er også blevet spurgt, hvilke medicintyper jeg har prøvet og hvornår. Jeg er lidt ligeglad med hvornår, idet den historie jeg skal fortælle, vel er, at jeg har holdt pauser med medicinen i fortiden, fordi jeg mente, jeg kunne undvære den.
Jeg har prøvet Cisordinol, Lysantin, Zyprexa, Risperdal, Alopam og en til, som jeg ikke lige kan huske. Der var også en indslumringspille, som jeg ikke kunne få til at virke, for jeg sov ikke.
Jeg vil her først fortælle om min oplevelse med Cisordinol, som var det produkt, jeg først blev præsenteret for i 1997. Jeg ville jo ikke så gerne have medicin, så jeg protesterede lavmælt, men en sygeplejerske responderede bare: ”Kan du ikke tage medicin?”. Når jeg skal erindre oplevelsen, så har jeg forsøgt at teoretisere lidt over, hvordan oplevelsen var.
En aften skulle jeg børste tænder og oplevede, at jeg ikke kunne bevæge hånden, som jeg plejer, så for at få tænderne børstet, måtte jeg ty til både at forsøge at bevæge hånden og hovedet. Cisordinol
siges at give synsforstyrrelser, men jeg oplevede direkte, at mit i forvejen nærsynede syn blev mere nærsynet. Det oplevede jeg ved, at jeg konkret ikke kunne læse nummerplader på de biler, jeg gik forbi.
Der skal ikke skrives mere om det. Man bliver skæv af Alopam, man bliver groggy af Zyprexa – første gang. Risperdal giver for meget mundvand. Hvis jeg, i stedet for at beskrive oplevelserne med medicinerne rent fysisk, må gå over til at prøve at beskrive kulturen omkring pillerne, så vil jeg gerne det. Piller gives konkret af sygeplejersker. Disse sygeplejersker optræder om morgenen og bruger især ”PN”, piller til akut behov, til at kommunikere. Hvis man bliver lidt aggressiv, bliver man præsenteret for en pille, ikk’. Jeg husker især det tidspunkt, hvor jeg havde ret til ikke at modtage Zyprexa. Den ret havde jeg, da min klage om at tvangen skulle indstilles, var under behandling. De forsøgte at overtale mig, men jeg valgte til sidst at svare med: ”muh”. Hun gennemskuede mit svar, men opgav at ændre mig.
Når man er på en psykiatrisk afdeling, er medicinen led i en slags forhandling med personalet. Ikke
lægen, men de andre ansatte. Lægen er fast – og ordinerer. De andre ansatte bruger pillerne til at fortælle, hvordan de mener, vi har det på et givet tidspunkt. Taler vi grimt om, hvordan vi bliver behandlet, så bliver man præsenteret for en forhandling om en pille.
Zyprexa giver mig i dag en 100 pct. sikker søvn. Tager jeg den ikke en dag, kan jeg ikke sove. Jeg kan i hvert tilfælde ikke sove ligeså længe, som jeg plejer. Jeg beskriver det sådan i protest mod den måde, at den har taget forelskelsen fra mig. Men det er jo bare fordi, jeg forbinder forelskelsen med at ligge vågen og tænke på, hvordan jeg vil formidle denne tanke til objektet for min attrå. Det vigtigste er jo at formulere, at antipsykosen er ligeså syg som psykosen. Lad hanerne gale…
Holger Pedersen er i fyrrerne, bor i Roskilde og er for ikke så længe siden stoppet på RUC. Holger Pedersen har ringet til patentstyrelsen og bedt om at få patent på sig selv, på ideen om at tage patent på sig selv, og så ville han desuden gerne have patentet på den blå anemone. Da den søde kvinde i den anden ende af røret spurgte, hvad det skulle til for, fortalte Holger Petersen, at han mente det var kunst.