Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 84 /Af Grethe Nielsen
Jeg lå på barselsafsnittet med min nyfødte dreng, da det blev besluttet, at jeg skulle indlægges på psykiatrisk. Jeg gik i gang med at gøre mig klar: Jeg gik i bad og pakkede. Det kom som et chok for mig, da de kom for at hente mig, for jeg var ikke klar. Jeg smed om mig med ting, jeg ikke skulle have med, pakkede febrilsk min taske og kyssede teatralsk min mand og søn farvel. Jeg havde det som om, jeg blev revet væk. Det var på det tidspunkt det mest ydmygende, jeg havde oplevet i mit liv.
En god uge forinden, midt på sommeren 2011, var jeg blevet mor efter en lang fødsel, hvor jeg havde været vågen i halvandet døgn. Jeg følte ikke den umiddelbare moderfølelse med det samme, men den kom dagen efter. Jeg fortsatte med at være vågen, så jeg nåede op på omkring fem døgn i vågen tilstand, før jeg selv sagde fra ved at trykke på alarmklokken og råbe ”hjælp, hjælp!” Det var ikke blevet opdaget før, fordi jeg løj og sagde, at jeg sov. Imens lod jeg min mand passe vores søn; jeg tog mig minimalt af ham, for jeg havde ikke det fysiske og psykiske overskud. Alt imens blev jeg mere og mere syg, og jeg endte med at blive indlagt på den lukkede på Psykiatrisk Center Hvidovre, mens min mand tog alene hjem sammen med vores søn.
En forsigtig mor
Efter at jeg blev indlagt, så jeg min mand og søn et kvarter til en halv time ad gangen to-tre gange om ugen. Det var svært at knytte sig til sådan en lille størrelse, men mit ”puslespil”, det vil sige alle mine nedskrevne tanker, vidner om en stor kærlighed fra min side. Journalen røber en forsigtig mor, der holder akavet på sin lille baby. Jeg savnede ham meget og tegnede og skrev breve til ham og min mand, som jeg aldrig sendte.
Da jeg blev udskrevet, blev vi tilknyttet et ambulant tilbud, som tager sig af mødre med psykisk sygdom. En læge og en sundhedsplejerske fra ambulatoriet kom jævnligt på besøg hos os. Hurtigt fandt de ud af, at vores søn skulle dagsindskrives. Begrundelsen var, at de ville styrke mig i min moderrolle. Herefter fulgte tre måneder med observation på ambulatoriet fire gange om ugen.
Det var svært at få en hverdag op at køre; dels havde vi den observerede og deraf kunstige verden på det ambulante tilbud, dels var der mig og min sygdom. På grund af medicinen og sygdommen var jeg meget træt og havde svært ved at være sammen med min søn i lang tid ad gangen. Jeg tog endda mig selv i at sidde og stene i lang tid foran ham en dag. Jeg kan slet ikke sætte ord på, hvorfor det var så svært at være sammen med ham. Det var det bare.
Ambulatoriet afsluttede forløbet med en erklæring, hvor vi blev kritiseret sønder og sammen. Vores søn fik diagnosen tilknytningsforstyrret, hvilket blandt andet betyder, at han har problemer med øjenkontakten og sproget. Hvis han ikke kommer ud af den diagnose, risikerer han at få indlæringsproblemer, sprogvanskeligheder og problemer med at begå sig socialt. En måned fulgte, hvor vi gik hjemme og indimellem fik besøg af en familiekonsulent. Det var kommunens bedste løsning.
Kommunen så dog hurtigt alvoren i øjnene og valgte at vores søn, som en forebyggende foranstaltning, skulle bo sammen med min mand på en institution. Her bliver de dagligt observeret, og min mand bliver vejledt. Jeg kommer på besøg to en halv time tre gange om ugen. Ifølge personalet er jeg rigtig god til at være sammen med min søn – det er den første ros, jeg har fået under hele forløbet. Jeg er åbenbart sammen med ham på en meget naturlig måde, og for første gang har jeg ikke noget imod at blive observeret.
Familie-drømmen brister
Indtil videre skal vores søn og min mand blive på institutionen til og med januar. Imens skal jeg komme mig endnu mere, så jeg bliver klar til at være mor på fuld tid, eller noget der ligner. Distriktspsykiatrien mener, at det fra i sommer vil tage et år endnu for mig. Men min søn og min mand kommer forhåbentlig hjem, inden der er gået et år. De kommer dog ikke hjem til mig, for min mand vil separeres. Så min drøm om en lille kernefamilie brast endnu engang, før den havde mulighed for at blive realiseret. Men måske var min drøm også utopisk, min sygdom taget i betragtning. Nu vil jeg være glad, bare jeg indimellem får mulighed for at vise, at jeg er mor.
Hvis der er noget, der også er ydmygende ved hele denne historie, så er det, at jeg ikke kan være rigtig mor for min søn. En ting er brutalt at blive revet væk fra ham, en anden er at opleve, at jeg ikke kan være sammen med ham i lang tid ad gangen. Og ikke mindst at måtte vejledes i forhold til, hvordan jeg skal tage mig af ham. Der er intet, der er forløbet, som jeg engang drømte om. I stedet for at tage hjem med min søn, være med i en mødregruppe, tage til barselscafé på biblioteket, gå til mor-baby-gymnastik og bare være i hjemmet sammen med min søn, fik jeg en fødselspsykose, hvis følger jeg stadig mærker. Og hvis følger stadig påvirker min familie.
Grethe Nielsen er 29 år og bor i København