Spændende og velegnet til et kompliceret plot i en krimi! Det må være konklusionen på Peter Gøtzsches og et beskedent antal fagfolks angreb på primært antidepressiv medicin og sekundært alle typer psykofarmaka. Desværre elimineres muligheden for en fornuftig konstruktiv debat om det hårdt trængte behandlersystem, når der skydes med udokumenterede og ulogiske spredehagl..
Peter Gøtzches offensiv mangler logik. Den 6. januar fremsættes følgende påstand i Politiken fra Overlægen: ”Medicin mod psykiske sygdomme som depression, angst og skizofreni er så farlig for patienterne, at samtlige præparater bør pilles af apotekernes og hospitalernes hylder. Den gør nemlig mere skade end gavn for dem, der tager pillerne.”
Overlægen har ret i, at der er bivirkninger ved næsten al psykofarmaka, og til tider er VI brugere så hårdt belastede, at indlægssedlen ikke læses, da alene håbet om effekt fjerner lidt af helvedesilden. Bivirkninger er noget ude i fremtiden. Mange vil indtage pillerne, selvom de smager af rævepis og terpentin alene grundet et håb om lidt bedring. Det ved man, når man har været der! Overlægen tryller psykoterapi og motion op af godteposen som den fantastiske løsning til et overbelastet behandlersystem og den invaliderede. Psykoterapi er unægtelig en fornuftig begyndelse på befrielse fra psykiske angreb, der ifører borgeren usynlige fodlænker, hvor kognitiv adfærdsterapi ligner nøglen, der passer bedst. Motion er godt for helbredet, men Overlægen glemmer, at mange har det så elendigt, at hårde fysiske udfoldelser er uoverskuelige og tilmed fremprovokerer angstanfald. Og så skal vi så retur til behandlersystemet, hvor der mangler mere end 1000 speciallæger. Er det de tidsmæssigt trængte læger, psykiatere og psykologer, der skal cykle, løbe eller gå i fitnesscenter med den psykisk invaliderede? De fleste angstslidende kommer ikke af sted uden støtte fra et tryghedsskabende menneske. Hvis Overlægen ikke orker at løbetræne med borgeren i psykoterapi som en begyndelse på et brud med de forventede skrækscenarier, hvordan kommer borgeren så i gang? Der er delte meninger i forskningen om motions evidens for psykiske forbedringer, men motion vil altid være godt for helbredet om ikke andet. Men billedet af behandleren og patienten, der løbetræner sammen om natten som første eksponeringsopgave, toner smukt frem på nethinden, men afløses hurtigt af det mindre muntre med et resignerende menneske med alkohol inden for rækkevidde.
Medicinalindustrien har noget urent mel i posen. De påstår eksempelvis gerne, at antidepressiv medicin virker på cirka 80 procent. Nogle professorer og forskere uden ansættelse i firmaerne, betragter 20 procent som mere realistisk. Jeg har mødt mange med moderate eller svære depressioner, og uden andet end personlige oplevelser og samtaler med mennesker på antidepressiva bliver resultatet vist i nærheden af 20 procent. Det betragter jeg som en gave til mennesker med belastende selvmordstanker og konstante negative hjernespind, der ikke kan behandles dagligt af en professionel behandler.
Angående selvmord grundet antidepressiva, så er der den hale ved påstanden, at mennesker som undertegnede har opsøgt behandlersystemet, fordi psyken har spoleret tankerne, selvværdet og hverdagen, inden vi ordineredes medicinen. En del borgere, der får en recept på antidepressiva er faktisk selvmordstruede. Selvmord er et særdeles ømtåleligt område, fordi denne tragiske afsked med livet ofte berører andres hverdag og trivsel. Og selvmordet kan være mere eller mindre forståeligt. Det må dog være særdeles svært eller umuligt at dokumentere, at mennesker i dyb psykisk krise ikke havde begået selvmord grundet udelukkende psykoterapi og motion og ingen medicin. Der må være ukendte faktorer involveret i Overlægens tankegang.
Nogle af bivirkningerne fra medicin berettiger en diminutiv andel af Overlægens offensiv. Seroquel hjælper blandt andet mod søvnløshed men skaber vægtforøgelse uanset næsten daglig motion. Og en massiv stigning i vægt skaber ofte mindreværd, hvilket slet ikke gavner processen mod et stabilt og godt liv. Men Sundhedsstyrelsen har ingen problemer med Seroquel på recept! Modsat benzodiazepiner (nervemedicin), som Overlægen ville få brugeres og behandleres accept af som narkotika på recept. Det tragikomiske er, at benzodiazepiner virker på angsten, der er en trofast følgesvend udi mange diagnoser, men de er bandlyste grundet bivirkninger som intolerans og afhængighed. Benzodiazepiner burde i stedet have fået det misvisende navn til antidepressiv medicin ”lykkepiller”. Det skaber nemlig lykke at sluge nervemedicin, når angsten går amok. Pillen virker hurtigt og giver derefter ofte energi og styrke til nødvendige gøremål. Afhængigheden er dog en meget generende bivirkning, og under en udtrapning er det umuligt at skelne mellem abstinenser eller angst, men pillerne er effektive og medfører langt mindre skader på hjernen og de indre organer end misbrug af alkohol, som en overlæge og ekspert i bivirkninger naturligvis ved. Så når den endnu ikke producerede udsendelse Danmark på alkohol viser følgevirkningerne af alkohol i alle samfundslag, forbydes indtag af alkohol naturligvis.
Stort set alle typer psykofarmaka kræver en heldig hånd ved udskrivelse af recepten, men alligevel er det langt bedre end at overlade borgerne til ventetider på mindst 3 måneder og ofte i nærheden af et år, før der er udsigt til terapi. Den slags smålige hensyn er åbenbart nærmest en kriminel handling for en læge efter Overlægens vurdering. Overlægen har så absolut en pointe i, at det er skræmmende med 400.000 mennesker på antidepressiva, men medicinen bruges også til andre diagnoser end depression og angst, så det er faktisk noget mere nuanceret og kompliceret. Men måske skal vi overveje, hvad der er de hyppigste årsager til henvendelser til behandlersystemet, hvor antidepressiva involveres og ændre de mønstre i vores kultur, der skaber et så eklatant behov. Desuden skal læger og psykiatere naturligvis være opmærksomme på udtrapning af medicin, når terapi og piller har medført afgørende fremskridt, for overlægens offensiv bør trods alt give stof til eftertanke og handling på det område. Desværre skræmmer hans medicinforagt i øjeblikket mennesker, der har det så dårligt, at de ikke evner samvær eller mister evnen til at være nærværende forældre, ikke magter skolegang, isolerer sig for omverdenen, undlader at spise eller kaster maden op med en BMI langt under det anbefalede og bare sidder resignerende og nedbrudt og venter på behandling langt ude i fremtiden.
Nogle hospitaler har indlagte, der uden beroligende og sløvende medicin er direkte til fare for både personale og samfund, men ifølge Overlægen skal disse borgere altså bare have psykoterapi og motion, for der skal jo ikke være medicin på hospitalets hylder. Endnu en særdeles spændende overvejelse. Overlægen overser utallige særdeles seriøse forhindringer i angrebet på medicin til psykiske diagnoser.
Summa summarum har jeg oplevet mange mennesker, hvor terapi og motion absolut ikke er tilstrækkeligt. Uden medicin overlades borgere til et jordisk liv, hvor hver dag er et mareridt. Medicin giver håb, uanset om det handler om en kemisk ubalance eller traumatiske oplevelser. Og Overlægen skræmmer mennesker på vej mod behandling for første eller tyvende gang fra at afprøve mulig lindrende medicin i den lange ventetid, og det er simpelthen skandaløst.
Jeg anser det for yderst tvivlsomt, at Overlægen nogensinde har udført psykoterapi og haft patienter. Det er i forkasteligt, hvis han har drevet praksis med de snæversynede holdninger.
Ronnie Rasmussen, amatørforfatter, amatørjournalist og sindslidende.