Livet er andet end at sprede ben

Accepterer det eller lad være: Vi er faktisk nogle, der er revnende ligeglade med sex…

Fra Tidsskriftet Outsideren nr.  69 / Kommentar af Julie Feilberg

Et liv med medicin og sygdom er tit et liv uden erotik og sex. Det er noget, som mange syge oplever som et stort tab i deres livsudfoldelse, et betændt problem som de imidlertid kan have svært ved at bringe på bane overfor behandlerne. Psykologerne siger, at sex er en naturlig drift, en nødvendig del af livet, ligesom at sove, spise og skide. Uden et velfungerende sexliv skulle man altså blive forkrøblet og frustreret. Livstilsbladene bugner med råd om hvad man skal gøre i sengen og om hvordan man scorer en kæreste. Men måske er det kun noget hype. Vi er faktisk nogle, der er revnende ligeglade med at dyrke sex og med det andet køn i det hele taget. Det interessererer os ikke, vi får ikke noget ud af det, vi behøver det ikke, vi har ikke haft gode erfaringer med det. Jeg synes mit liv er meget nemmere og friere, fordi trangen til en kæreste for længst er død inden i mig. Hvis den da nogen sinde rigtig har været der. Jeg har ikke kigget efter mænd, siden jeg gik i skole. Dengang var der ikke nogen, der bare så meget som ville kigge på mig, så derfor har jeg måske tidligt lært at skulle leve uden. Og jeg har levet uden de sidste 3-4 år. Ud over nogle underlige halvhjertede forhold til et par forhutlede medpatienter har jeg ingen erfaringer med mænd.

2009-06-03 - 002Enhver, der bilder sig ind at leve i et godt parforhold, vil sikkert opfatte dether som noget ævl og mig som en ynkelig taber, der mest af alt har brug for en freudiansk psykoterapeut. Må jeg så være fri for alt det vrøvl. Jeg tror faktisk, at det er de andre, der har et problem og ikke mig. I virkeligheden tror jeg ikke, at alle er disponerede fra fødslen til at udvikle en seksualdrift. Nogle er simpelthen født aseksuelle, ligesom andre bliver pædofile og andree igen bliver homo- eller biseksuelle. Men endnu i dag, hvor selv bøsser og lesbiske er nogenlunde accepterede, regnes det for uhørt, når mennesker hverken er i stand til eller ønsker at have et sexliv.

Fyrre år efter frigivelsen af pornoen er vores kultur fuldstændig gennemsyret af sex på alle niveauer. Hvis du ikke lige er i et parforhold, forventer folk, at du er ledig på kødmarkedet og på jagt efter den næste partner. Folk synes det er bizart, hvis man i en alder af et par og tyve fortæller, at man aldrig har haft en kæreste. Så bliver man med det samme stemplet som underlig, eller også tror de, at man er helt vild efter at komme i bukserne på nogen, hvem som helst, hvor som helst, når som helst, eller at man spiller kostbar i et desperat forsøg på at score den eneste ene.

Måske er jeg træt af alt det vrøvl. Det kan måske godt være, at min manglende succes med mænd til en vis grad skyldes medicinen og min tidligt udviklede psykiske lidelse. Det er umuligt at sige noget præcist om, for jeg er nu engang kronisk syg. Selvfølgelig kan man sagtens trives med en kæreste, selvom man er sindslidende, jeg kan bare ikke. Og det generer mig ikke længere. Livet er jo så meget mere end bare at sprede ben.